anmeldelse
Dilemmaet om svigtede dagtilbud og øget arbejdsstyrke
Regeringen taler meget om nødvendigheden af en øget arbejdsstyrke. Men for at få forældre til at arbejde mere er det nødvendigt med dagtilbud til børnene af en god kvalitet. Desværre er den samfundskontrakt, der forpligtede gensidigt på det punkt, for længst brudt, skriver Anne Dahl Thing i denne blog.
|
Stuer uden pædagoger og hver fjerde stilling ubesat. En faglig kvalitet som pædagogiske ledere i Information skriver “går ud over børnene”, og en pædagog i Politiken kalder “omsorgssvigt”. En kvalitetsrapport hvor kun 13 procent af dagplejer og vuggestue vurderes at have “god kvalitet”.
Det vrimler med eksempler på, hvorfor vi forældre synes, det er svært at aflevere vores børn for at tage på arbejde. Vi ser det selv, FOLA’s forældrerådgivning får rigtig mange henvendelser om personalemangel, lav pædagogandel og en hverdag med skiftende og meget ungt vikarpersonale.
Det sætter sig i maven som en følelse af afmagt og utryghed. Er mit barn tryg ved de nye ansigter? Kan de få lov at trøste, hvis han bliver ked af det? Får de hjulpet hende godt i gang efter en grådfyldt aflevering?
De basale ting som tryghed, omsorg og trøst burde være dét fundament, vi altid kunne stole på eksisterer i vores institutioner. Et fundament som pædagogikken bygges ovenpå. Men det siger sig selv, at tryghed hænger sammen med genkendelighed og stabilitet, og at vi ikke kan aflevere det lille barn til en ukendt og forvente, at det er roligt og trygt.
Men hvad skal vi gøre? I sidste ende er der jo et arbejde, der kalder, så vi fortæller os selv, at det nok skal gå. Vikardækningen er midlertidig, den næste ansatte bliver vendepunktet, lige om lidt er der nok ro på igen. Og det virker næsten, så vi går på arbejde med kun en skygge af tvivl, der gnaver bagerst i sindet.
Uholdbart for familierne
Situationen er bare ikke holdbar for hverken børn eller forældre, ligesom vi nu mærker, at den længe ikke har været for det pædagogiske personale. Vi og vores børn kan kun gå en vis tid og være grundlæggende utrygge, før vi bliver overbelastede. Og så begynder spørgsmålene at melde sig; Gør vi egentlig det rigtige, når vi afleverer vores børn i daginstitution? Kan vi gøre noget anderledes?
Jeg kan godt lide at arbejde. For mig har det stor værdi at være en del af en arbejdsplads, hvor jeg indgår i et interessefællesskab med andre voksne, og vi sammen skaber noget, der giver værdi for andre.
En stue, der i 2018 var bemandet med to pædagoger og en medhjælper, er nu bemandet med en halv pædagog og to vikarer.
Men den følelse er ikke vigtigere for mig, end at mine to børn er glade og sunde. At vores børn trives, og vi trygt kan aflevere dem til kendte voksne i vuggestue og børnehave er afgørende for, at både jeg og min kæreste kan have et arbejde.
Det er en faktor, man er nødt til at indregne, når man gerne vil øge arbejdsstyrken. Forudsætningen for, at det er muligt at arbejde, er, at familien er tryg. Desværre er den samfundskontrakt, der forpligtede gensidigt på det punkt, for længst brudt.
En meget lang kamp med meget få resultater
Jeg har haft barn i daginstitution siden december 2018 og har siden marts 2019 arbejdet for at forbedre forholdene. Da vi fik loven om minimumsnormeringer, var det en kæmpe sejr, at der blev sat en prop for besparelser og indført en kvalitetsstandard.
Men håbet dengang var jo, at vi ville få flere ansatte i institutionerne ud af det. At det ville lette arbejdspresset, frigive tid til kerneopgaven, give flere voksne omkring børnene.
Alligevel kan vi fra min søns vuggestuetid med start 2018, og til min datter startede i 2022, konstatere, at den konkrete ændring består i, at en stue, der før var bemandet med to pædagoger og en medhjælper, nu er bemandet med en halv pædagog og to vikarer. Pædagogen må to vuggestuegrupper dele.
Det er altså langt fra blevet bedre derude, og min datters institution er ikke et enestående tilfælde.
Realiteten er, at kommunerne stadig skal spare. De kan ikke spare direkte på personale, så vi får i stedet mindre af alt det andet – kortere åbningstider, selvbetalt madordning, bleer med hjemmefra og så videre. De ansatte i daginstitutionerne er lige pressede, uddannede pædagoger flygter, og nye stillinger bliver sværere og sværere at besætte.
Vi har brug for pædagoger – og for en politisk løsning
Der findes ikke en enkel løsning på den krise, vores daginstitutioner befinder sig i. Der er ikke ét greb, der kommer til at løse pædagogmangel, dårligt arbejdsmiljø, stress, underfinansiering og den stramme kommunale økonomi. Det er bydende nødvendigt, at der sættes ind fra mange sider på en gang, hvis man politisk er interesseret i at redde dagtilbudssektoren.
Som en start kunne man fokusere på at lande en ordentlig kommuneaftale, hvor kommunerne får mulighed for at finansiere deres velfærd.
Og så nævner jeg i flæng: Fleksibel arbejdstid, forberedelsestid, prioritering af kerneopgaven, attraktiv løn, mulighed for efteruddannelse og faglig respekt. Alle kneb gælder, men det skal komme fra politisk hold. Og jeg vil ikke høre et ord mere om en øget arbejdsstyrke, før politikerne på Christiansborg har taget fat på det arbejde.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
19. oktober 2023 | 09:06
