Mens Donald Trump næsten dagligt angriber politiske modstandere, demokratiske institutioner og journalister via sociale medier, tv-optrædener og interviews, er han samtidig gået skridtet videre ved åbent at anfægte Grønlands selvbestemmelse og fremsætte krav på landets territorium.
Disse udmeldinger, som ofte fremsættes med en selvfølgelighed, der hører hjemme i en anden historisk epoke, er ikke blot retoriske provokationer. De udgør et direkte angreb på grundlæggende folkeretlige principper.
I dette lys fremstår én erkendelse stadig tydeligere: Den frie presse er i dag et af de stærkeste værn mod nye former for kolonial tænkning.
Historien skrives netop nu. Spørgsmålet er, om vi vælger frygtens stilhed eller pressens lys.
Det er ikke uden symbolsk betydning, at verden netop har markeret Martin Luther Kings fødselsdag. Martin Luther King var manden, der med ikke-vold, moralsk klarhed og en urokkelig tro på menneskelig værdighed udfordrede racisme og strukturel uretfærdighed i USA.
I dag står vi med en amerikansk præsident, der fører en politik præget af systematisk mistænkeliggørelse af immigranter, racemæssigt ladet retorik og en udenrigspolitik, der i stigende grad bærer præg af imperialistisk tænkning over for omverdenen.
Det er derfor værd at minde om Martin Luther Kings berømte og stadig højaktuelle ord:
– Uretfærdighed ét sted er en trussel mod retfærdighed alle steder.
Kings pointe var både enkel og radikal. Man kan ikke forsvare frihed inden for egne grænser, mens man samtidig krænker den andre steder. Man kan ikke tale om demokrati, mens man underminerer andre folks selvbestemmelse. Og man kan ikke påberåbe sig moralsk autoritet, hvis man accepterer racisme, undertrykkelse og magtmisbrug, uanset om det rammer minoriteter i USA eller et folk i Arktis.
Alt dette udspiller sig på et tidspunkt, hvor en amerikansk præsident burde være fuldt optaget af dybe og vedvarende indenrigspolitiske udfordringer.
Uligheden i USA er steget markant og befinder sig blandt de højeste i årtier. Millioner af amerikanere har vanskeligt ved at betale for deres sundhedsforsikring. Og sociale ordninger, der tidligere sikrede udsatte familier og børn adgang til basale ydelser som mad og sundhed, er blevet svækket eller direkte beskåret.
Samtidig ser vi en politisk elite, der er tæt forbundet med milliardærer og stærke erhvervsinteresser, og som har direkte adgang til magtens centrum. Mens almindelige amerikanere kæmper for økonomisk overlevelse, anvendes politisk energi på territoriale fantasier, symbolpolitik og magtdemonstrationer over for mindre nationer.
Det er i denne sammenhæng, at Trumps gentagne udtalelser om Grønland, herunder forestillingen om at kunne “købe” et folk og et territorium, må forstås. Udtalelserne er ikke tilfældige eller isolerede. De udspringer af en verdensopfattelse, hvor magt giver ret, og hvor økonomisk styrke bruges til at legitimere politisk dominans.
Historien viser med al tydelighed, hvor farligt det er, når magt udøves uden kritisk offentlighed.
USA’s udenrigspolitiske handlinger, herunder sanktioner, skjulte operationer og politisk pres på suveræne stater, er gentagne gange blevet gennemført uden reel offentlig debat og ofte uden pressens tilstedeværelse. Det er netop under sådanne omstændigheder, at magtmisbrug får frit spillerum.
Historisk har USA’s interventionisme i Latinamerika medført enorme menneskelige, politiske og økonomiske omkostninger. Mange af disse indgreb har haft til formål at underminere venstreorienterede regeringer og sociale bevægelser, og de er ofte blevet gennemført uden bred folkelig opbakning i regionen. I dag er modstanden mod amerikansk militær og politisk indblanding tydelig i store dele af Latinamerika, fra Brasilien til Cuba.
Små eksilmiljøer i USA og Europa, som støtter udenlandsk indgriben, kan ikke tages som repræsentative for den brede modstand mod amerikansk dominans. Antiamerikanismen i regionen er ikke opstået ud af ingenting, men er resultatet af gentagne erfaringer med imperialistiske tilgange, hvor stormagtens interesser er blevet prioriteret over folks ret til selvbestemmelse.
I denne situation er Grønlands og Danmarks vigtigste strategiske ressource ikke militær magt, men verdensoffentligheden.
Den frie presse udgør her vores stærkeste allierede. Hvor Trump-administrationen systematisk har forsøgt at miskreditere journalister, stemple dem som “folkets fjender” og begrænse kritiske mediers adgang, bør svaret være det stik modsatte, nemlig maksimal åbenhed.
Verdens journalister bør have fri adgang til Grønland. De bør kunne stille spørgsmål, møde befolkningen og rapportere uden begrænsninger. Når børn og familier oplever utryghed som følge af aggressive politiske udmeldinger fra verdens mest magtfulde embede, er det både legitimt og nødvendigt, at verden får indsigt i disse konsekvenser.
Respekt for den frie presse er ikke et tegn på svaghed. Tværtimod er det et udtryk for demokratisk styrke. Verdensopinionen har gang på gang vist sig at være en langt stærkere kraft end enhver ensidig magtdemonstration.
For omkring 100 år siden stod verden over for et lignende opgør. Under det britiske kolonistyre i Indien blev fredelige demonstranter, inspireret af Mahatma Gandhis ikke-voldelige modstand, mødt med brutal vold. Forskellen dengang var, at internationale journalister var til stede. Telegrammer og reportager beskrev, hvordan ubevæbnede mænd og kvinder blev slået, fængslet og dræbt, uden at de svarede igen med vold.
Denne journalistiske dækning ændrede kampen om fortællingen. Kolonimagten mistede sin moralske legitimitet i verdens øjne. Den frie presses arbejde bidrog afgørende til, at Indien i 1947 kunne blive et frit og selvstændigt land. Det var ikke militær magt alene, der fældede imperiet, men sandheden, som ikke længere kunne holdes skjult.
Donald Trumps retorik og handlinger repræsenterer en moderne form for kolonialisme, forklædt som forretningssprog, magtpolitik og fordrejede fortællinger. Svaret må ikke være tavshed, frygt eller lukkethed, men demokrati, værdighed og konsekvent åbenhed.
Den frie presse er ikke vores fjende. Den er vores vigtigste værn mod autoritære tendenser, korruption og magtmisbrug. Når hele verden ser med, har vi et ansvar for at vise, at mennesker ikke er til salg, og at suverænitet ikke kan handles som fast ejendom.
Historien skrives netop nu. Spørgsmålet er, om vi vælger frygtens stilhed eller pressens lys.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23. januar 2026 | 06:44
EN TING ALLE KAN GØRE !!
Alle kan skrive til aviser og TV
Her tænkes det – når folket kan stille spørgsmål til dem.
Det åbner de tit for.
Stil spørgsmålet
Det er jo USA imperialismen der angriber Grønland.
Hvorfor tør i ikke skrive dette ?
Den amerikanske forfatning tillader fjernelse eller midlertidig afløsning af en alvorligt syg eller uegnet præsident. Dette er primært reguleret af det 25. forfatningstillæg (25th Amendment), der blev ratificeret i 1967 efter mordet på John F. Kennedy.
Her er de to primære måder, forfatningen håndterer en syg præsident på:
1. Frivillig overdragelse af magten (Sektion 3)
Hvis en præsident er alvorligt syg (f.eks. skal opereres), kan han eller hun selv overdrage magten midlertidigt til vicepræsidenten.
• Procedure: Præsidenten sender en skriftlig erklæring til lederne af Kongressen (Speaker of the House og Senatets midlertidige formand), der siger, at de ikke kan varetage embedets pligter.
• Genindtræden: Præsidenten genoptager magten ved at sende en ny skriftlig erklæring om, at de er raske igen.
• Dette er tidligere brugt af bl.a. Ronald Reagan og George W. Bush i forbindelse med operationer.
2. Tvungen overdragelse af magten (Sektion 4)
Hvis en præsident er alvorligt syg (fysisk eller mentalt) og ude af stand til at fungere, men ikke selv ønsker at træde til side, kan magten fjernes tvungent.
• Procedure: Vicepræsidenten og et flertal af regeringen (de ledende officerer i de udøvende departementer/kabinettet) kan sende en erklæring til Kongressen om, at præsidenten er uegnet.
• Øjeblikkelig virkning: Vicepræsidenten bliver øjeblikkeligt fungerende præsident.
• Konflikthåndtering: Hvis præsidenten erklærer sig rask og ønsker at vende tilbage, men vicepræsidenten og kabinettet fastholder, at præsidenten er uegnet, skal Kongressen afgøre spørgsmålet. Det kræver 2/3 flertal i begge huse for at holde præsidenten ude af embedet.
Kort sagt: Det 25. forfatningstillæg sikrer, at USA altid har en fungerende leder, og fjerner usikkerheden om, hvorvidt en syg præsident kan vende tilbage til magten.
Som jeg husker det, så betyder “Nr. 2 “Tvungen overdragelse af magten”, at vicepræsidenten og alle i den fjernede præsidents regering mister deres position. Dvs. at under de omstændigheder bliver vicepræsidenten ikke fungerende præsident.
Alle ikke tRump-fans ser i øvrigt frem til Midtvejsvalget, hvor den totale magt-flade, som republikanerne har nu forventes at krakelere. Det er formentlig derfor, at tRump nu offentligt taler om, “at der ikke burde være flere valg i USA”: alt er efter hans mening perfekt her og nu.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
