Filmanmeldelse
Det store AULA-apparat
Som ny forælder i skoleverdenen sidder jeg overvældet og informationsmættet med et kæmpemæssigt behov for en indføring i den ordentlige AULA-kultur, -politik og -pli, skriver Anne Dahl Thing i denne blog.
|
Min søn er startet i skole i år, og vi er godt i gang med at lære fagre nye verden at kende. Den har både bragt spændende og gode oplevelser, men også nye og mindre spændende aspekter af vores gode ven AULA (digital kommunikationsplatform – red.) med sig.
Nu er jeg mor til et barn i vuggestue og et barn i børnehaveklasse, og det er virkelig interessant at sammenligne brugen af AULA på tværs af institutioner.
I vuggestuen får jeg opslag fra lige nøjagtig tre kilder: min datters egen stue, samlet fra begge stuer i vuggestuen (hvis de har lavet fællesaktiviteter) og institutionslederen. Jeg får tre slags info: info om hverdagens aktiviteter, nogle gange inklusiv billeder, info om arrangementer og info om husets organisering og omorganisering. En sjælden gang imellem ligger der en besked i indbakken om, at vi skal opdatere skiftetøjskassen.
I min søns børnehave brugte vi slet ikke AULA, så mødet med skole-AULA har været noget af et chok. Vi har mødt en verden, hvor den målrettede kommunikation fra vuggestuens AULA-praksis bare ikke eksisterer.
Overvældet af uvedkommende opslag
Pludselig har vi et feed, hvor det ikke er 90 procent af opslagene, der er relevante for os, men måske 30 procent. Jeg siger måske, fordi jeg garanteret også misser noget i mængden af informationer om klubaftener, skoleskak, minikonfirmand og fotoopslag fra Vilde Vulkaner.
Jeg kan ikke forestille mig, at funktionen med at målrette opslag til en defineret gruppe kun findes i daginstitutions-AULA. Meget af informationsbombardementet kunne afværges ved, at opslagene blev målrettet de enkelte klasser, klubben eller SFO’en.
Og alligevel er det ikke hele løsningen. For skolestarten har også medbragt en helt ny brug af beskedfunktionen. Her får vi nu også informationer på en ny måde. Det handler om informationer, som i vuggestuen ligger i “feeded”. At det ikke er sådan i skolen, betyder både, at når vi skal finde tilbage til en vigtig information, skal vi tjekke flere steder, men det betyder også, at vi og klassekammeraternes forældre pludselig kan svare, når personalet skriver. Lad mig bare sige, at det ikke nødvendigvis er hensigtsmæssigt…
På tre måneder i skole må jeg bare sige, at jeg har oplevet ægte AULA-træthed og reelle problemer i vores fælles AULA-brug.
Det er naturligvis ikke kun skole-, SFO- og klubpersonalets ansvar, at der ikke trykkes “svar alle”. Vi forældre har bestemt en rolle i at vurdere lidt grundigere, om alle har brug for at læse dét, vi er i gang med at skrive.
Men det kan være svært at vurdere. Når der er klassearrangement, men man er nødt til at melde afbud, så vil man gerne have, at de forældre, man har et forhold til, ved, at man ikke kommer – svar alle? Når man melder sig til at tage kage med, kan det være relevant for flere, at der nu kun er brug for én ekstra bageforælder – svar alle? Det, jeg efterlyser, er en form for samtale om, hvordan vi alle sammen gør det her sammen, når vi nu skal sameksistere digitalt på et medie som AULA.
En stor del af funktionerne i AULA er forholdsvis intuitive, når man som mig er hjemmevant på sociale medier. Det tekniske i platformen, på trods af visse kliktunge betjeningsgange og skjulte faner, er nogenlunde til at finde ud af for de fleste.
Vi skal have en AULA-kultur
Men som ny forælder i skoleverdenen sidder jeg overvældet og informationsmættet med et kæmpemæssigt behov for en indføring i den ordentlige AULA-kultur, -politik og -pli. Måske er der blevet formuleret en slags værdigrundlag for AULA-brug?
Jeg tror nemlig, det er lige dér, vi kan komme AULA-lammelsen, overvældelsen og mættelsen til livs – hvis vi bliver præsenteret for en form for indblik i hensigtsmæssig adfærd på AULA. Hvilke tanker er tænkt? Hvilke aftaler kan vi læne os ind i?
Af alle de ting ved mit barns skolestart, jeg troede skulle fylde, så var AULA ikke én af dem. Jeg havde – måske naivt – troet, at det der med AULA var blæst lidt ud af proportioner, og at man “bare” kunne vælge, hvor meget man ville involvere sig i det digitale forældreskab.
Men på tre måneder i skole og fire måneder i mini-SFO inden det må jeg bare sige, at jeg har oplevet ægte AULA-træthed og reelle problemer i vores fælles AULA-brug.
Ansvaret for vores opførsel på AULA ligger hos hver enkelt af os, men i mine øjne ligger ansvaret for at bygge ordentlige rammer hos skolerne og institutionerne. Invitér os ind i samtalen om AULA, om hvordan vi kan bruge platformen på en konstruktiv, hensigtsmæssig og for guds skyld ikke-stressende måde!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
07. november 2024 | 09:18
