Læserbrev
Dét samfund vi gerne vil …. eller?
Vi lever i et præstationssamfund, der ikke levner meget tid til pauser og refleksion. Det går ud over børn, unge – ja, alle mennesker. Måske er tiden inde til at sætte tempoet ned og i stedet fokusere på de vigtige ting i livet som familie, nærvær, venner, fællesskab og leg.
|
Hvad er det for et samfund, vi gerne vil være? Det er for mig altid det helt store spørgsmål.
Hvilket samfund ønsker vi at være, og hvordan skruer vi det sammen, så der er velstand, velfærd og plads til alle – uden at gøre børn og unge syge af det?
Jeg har altid drømt om et samfund i balance i forhold til velstand og velfærd. Altså ikke kun i økonomisk forstand, men også i form af menneskelig velstand, hvor der er plads til os alle, og hvor vi som mennesker udvikler os i takt med, hvad “fællesskabet” har brug for. Men både menneskelig velstand og mental velvære er udfordret – og det er særligt bekymrende, når vi ser på børn og unge.
Måske er det ikke bare i børn og unges liv, at der skal skrues ned for tempoet og gøres de ting, der bygger os op som mennesker. Måske er det også det, vi andre skal i vores arbejdsliv.
Vi ved, at unge mennesker har mere ondt i sjælen i dag end tidligere. Vi ved, at antallet af diagnoser stiger med en alt for uhyggelig hastighed. Faktisk taler vi om, at seks, syv og 10 gange så mange børn lider af angst, depression, ADHD og autisme, end det var tilfældet for 20 år siden. Det kan vi som samfund gøre bedre – og det skal vi. Både af hensyn til den enkelte og af hensyn til fællesskabet. Vi har omkring 45.000 unge mennesker, der i dag står uden for arbejdsmarkedet, fordi de ikke magter det. Og det i en tid hvor vi mangler arbejdskraft – og dét helt desperat på velfærdsområdet.
Glemmer det hele menneske
Men hvorfor har vi i dag et samfund, der gør børn og unge syge? Der har været snakket meget om, at sociale medier, præstationssamfund og testkultur med mere er en del af årsagen. Det genkender jeg, uden at det er hele forklaringen. Men også i den verden, jeg begår mig i, er det tydeligt, at præstationssamfundet findes. Vi oplever blandt andet, at der i både børnehaver og skoler er kommet et (alt) for stort fokus på læringsparathed og læringsudbytte, og hvor der i højere grad end tidligere er forventninger om, at børn forberedes “til at blive noget” og “blive bedre”. Bagsiden af den tilgang er, at vi glemmer det hele menneske. Vi glemmer nuancerne, og vi taber flere og flere børn og unge på gulvet. Børn og unge som ekskluderes af fællesskabet.
Kan vi slukke for sociale medier, lade være at teste for noget og forvente noget? Det kan da godt være, at det kan være en del af løsningen, men helt så enkelt er det ikke. Til gengæld er jeg overbevist om, at pædagogikken med dens indsigt i fællesskabets betydning, leg, trivsel, frie rum og tålmodighed indeholder nogle af de svar, vi leder efter.
Pædagoger er en del af løsningen
Vi er nødt til at få pædagogikken til at fylde, og vi er nødt til at huske pauserne og mellemrummene. Det er dét, vi skal dyrke, prioritere og sætte tid af til. Vi skal også fokusere på betydningen af legen og fællesskabet. Og her er pædagogerne en del af løsningen, fordi de med deres pædagogfaglighed kan skabe, identificere og understøtte rum til pauser og holde fast i vigtigheden af leg.
Det er nemlig i legen, at børn (og voksne) bearbejder omverdenen og sig selv og lærer at mestre verden, ligesom det er i pauserne, at vi restituerer os. Det kræver tillid til de fagprofessionelle, og at de får mulighed for at arbejde med det, de er uddannet til. Det betyder samtidig mindre grad af styring, kommunale koncepter og andre udviklingstiltag, som tager udgangspunkt i alt andet end den faglighed, som pædagoger besidder. Vi skal have mulighed for at dyrke mellemrummene, pauserne, fællesskabet og legen – uden at drukne i færdigkøbte koncepter og overdreven måling. Det er er ikke sundt for vores børn og unge konstant at gå fra præstation til præstation.
Alle mennesker burde skrue tempoet ned
Vi kender det fra vores eget arbejdsliv. At gå fra den ene opgave til den næste uden at puste ud eller at gå fra det ene møde til det andet uden at reflektere over, hvad man lige har deltaget i. Det holder man ikke til i længden. Så hvordan kan vi tro, at vores børn og unge kan holde til konstant at være aktiveret med diverse udviklings- og læringsmål for øje – såvel fra omgivelserne som fra dem selv?
Det kan de ikke. Og måske er det ikke bare i børn og unges liv, at der skal skrues ned for tempoet og gøres de ting, der bygger os op som mennesker. Måske er det også det, vi andre skal i vores arbejdsliv og i stedet hvile ører og hoved mellem arbejdsopgaver. Fokusere på de vigtige ting i livet som familie, nærvær, venner, fællesskab og leg – og ikke bare personlig præstation og vækst. Det kan vi. Og det skal vi. Så lad os gøre det – i fællesskab!
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
06. juni 2022 | 11:45
