Digt
Det offentlige vader i penge – bare ikke kommunerne og regionerne
Finansministeriets regnemaskine har siden 2010 i prognoserne undervurderet overskuddet på de offentlige finanser. Dermed har de sat grænsen for Finanslovsforhandlingerne lavere end nødvendigt med et forkert argument om, at det var der ikke råd til. Det var der så alligevel.
|
Næsten dagligt kommer der nye tal for, hvor god Danmarks økonomi er. Ud over det meget omtalte råderum, der er vokset med 16 mia. kroner, kommer Danmarks Statistik og Nationalbanken jævnligt med tal, der viser, hvor rige vi er, altså bare ikke os alle sammen.
Tag Danmarks Statistik som omtalt i Arbejderen fredag: Overskud på den offentlige sektor i 2022 på 97,4 mia. kroner. Af tekniske grunde lidt mindre end overskuddet i 2021 på 103, 5 mia. kroner. Danmark havde igen i 2022 EU’s største overskud. Det offentlige har haft overskud siden 2016. I årevis har Danmark haft det største overskud blandt alle EU-landene. Finansministeriets regnemaskine har siden 2010 i prognoserne undervurderet overskuddet på de offentlige finanser. Dermed har de sat grænsen for Finanslovsforhandlingerne lavere end nødvendigt med et forkert argument om, at det var der ikke råd til. Det var der så alligevel.
Overskuddet på betalingsbalancen viser, at vi pukler mere end nødvendigt. Der er både rum til at sætte lønnen op og arbejdstiden ned.
Eller tag Børsen (12. juni 2023): “Gigantisk overskud på betalingsbalancen.” 35,5 mia. kroner i april, over 400 mia. kroner i overskud i løbet af det foregående år. Overskuddet betyder, at Danmark over for udlandet har en formue på næsten 2.000 mia. kroner, flere aktiver end vi har gæld i udlandet. Danmark har haft en udlandsformue siden 2010.
Hvad betyder disse tal oversat til dansk. Lad os tage overskuddet på betalingsbalancen først. Vi producerer mere end vi forbruger, den såkaldte konkurrenceevne er i top. Det er fint med balance, men overskud i nogle lande betyder i virkeligheden arbejdsløshed i andre lande. Og overskuddet viser, at vi pukler mere end nødvendigt. Der er både rum til at sætte lønnen op og arbejdstiden ned. Det vil automatisk betyde et mindre overskud, som tilmed vil være godt for at nedsætte CO2-udledningen. Overskuddet viser også, at vi ikke behøver at høre på DI’s og Dansk Erhverv’s snak om mangel på arbejdskraft, når vi ser bort fra velfærden og arbejdet med den grønne omstilling. I stedet for at prioritere eksportindustrien skal vi prioritere velfærden. Det gøres praktisk ved at sætte lønningerne op i det offentlige, det er almindelig markedslogik.
Overskuddet på de offentlige finanser og det voksende råderum viser, at der er rigelig råd til at bruge flere penge på velfærd. Her er en afgørende ideologisk kamp. De blå partier (pt. inklusiv Socialdemokratiets top) vil bruge råderummet på skatteletter og oprustning. Venstre var hurtigt ude. Troels Lund Poulsen vil have regeringen til at lave en ny økonomisk plan, der “skal indeholde nye skattelettelser” – altså nye i forhold til dem, de allerede fik i regeringsgrundlaget. Moderaterne vil sænke selskabsskatten med målet at få den ned på 15 procent fra de nuværende 22 procent. De støttes af DI, der vil bruge 8 mia. på skattelettelser, primært med lavere skat for selskaberne og for arvingerne til familiefirmaer – oven i den skattelettelse for de riges arvinger, der er med i regeringsgrundlaget.
Det er uklart, hvilket kompromis Socialdemokratiet vil acceptere, men de er allerede gået langt, og finansministeren lavede en finanslov med såkaldt negativ finanseffekt (=besparelser) og stramme aftaler med kommunerne og regionerne, selv om han vidste, finanserne var bedre end, hvad der blev sagt offentligt før finansloven. Uden for regeringen vil LA bruge hele det ekstra råderum på skattelettelser, så der er linet op til en ideologisk slåskamp: Velfærd eller skattelettelser. Pengene er der.
Det er et historisk slagsmål udtrykt af borgerlige økonomer i 80’erne efter velfærdsstatens etablering: Hvis den offentlige sektor både skal følge befolkningsudviklingen og kvaliteten vokse med velstanden, så bliver den offentlige sektor større end den private. Af den ene grund, at mens produktionen kan effektiviseres, skal der bruges flere hænder i det offentlige. Det burde økonomisk ikke være noget problem. Vi producerer mere med færre hænder, til gengæld har vi flere hænder til velfærd. Men så bliver markedet for profit jo mindre, derfor fik vi hele bølgen med privatiseringer og udlicitering. Og slagsmålet om skatterne som et middel til at begrænse den offentlige sektor. Det er kernen i den ideologiske kamp. Det er her vi skal ruste os: pengene er der, og de skal bruges til fællesskabet. Det er i øvrigt også bedst for miljøet: Mere velfærd er mere skånsomt over for miljøet end større materiel produktion og forbrug.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
17. juni 2023 | 06:00
