Baggrund
Det ligner en dødssejler
Genopretning af velfærden er ikke en blomst, der har nogen form for grobund i blå bloks have. Blokkens holdninger til velfærden gør langtfra en regering henover midten tillokkende. Snarere tværtimod.
|
Statsministeren varmer op til det kommende valg med en invitation til hele Christiansborg til at diskutere mulighederne for at skabe en regering, der rækker hen over midten. En regering, hvor et eller flere partier i blå blok mødes med regeringen med eller uden støttepartier på den så berømte midte i dansk politik. Under forudsætning af at den politiske fællesmængde er tilstrækkelig stor.
I sig selv kan tanken om en bred regering efter valget såmænd være sympatisk nok. Der burde være basis for et fælles langsigtet træk for velfærdens skyld. Og det plejer at tiltale danskerne, når Christiansborg koncentrerer sig om at skabe resultater gennem politiske armlægninger frem for som veltilfreds sejrherre at plante den ene fod på den nedlagte modstanders brystkasse.
Men er det overhovedet muligt at øjne konturer af positive resultater for lønmodtagerne og de øvrige almindelige danskere i et sådan møde på midten med den måde, de politiske brikker er blevet stillet op på skakbrættet gennem de seneste år?
En regering henover midten efter det kommende valg ligner for velfærdens vedkommende i al for høj grad en genopførelse af de seneste årtiers fodring af hunden med dens egen hale.
Historisk har erfaringerne med dansen om fælles ministerposter på midten i nyere tid ikke været efterstræbelsesværdige.
Anker Jørgensens forsøg i 1978 oven på oliekrisen med en regering bestående af Socialdemokratiet og Venstre holdt kun i kort tid og skabte ikke positive resultater set med lønmodtagerøjne.
Mette Frederiksens udmelding kommer ganske vist på et tidspunkt, hvor først coronakrisen og dernæst Ruslands militære overfald på Ukraine har sat nogle hidtil ukendte dagsordener for dansk politik og krævet nye løsninger baseret på et minimum af samspil mellem partierne.
Regeringen håndterede grundlæggende pandemien – om ikke fejlfrit, men i lyset af de helt ekstraordinære udfordringer – ganske flot, selvom oppositionen, som månederne gik, endte i et rent fejlfindings-mode.
Og tilsvarende lykkedes det for regeringen at skabe en fælles platform for partiernes opbakning til den tiltrængte økonomiske og militære solidaritet med det ukrainske folks forsvarskamp.
18 milliarder ekstra til militær presser velfærden
Men med opbakningen til regeringens ønske om at forøge det danske bidrag til NATO med 18 milliarder kroner årligt i 2033 er udsigten til den genopretning af velfærden, som Mette Frederiksens opgør med globaliseringsbegejstringen satte på dagsordenen, blevet mere end usikker.
Socialdemokratiet ville i denne valgperiode sikre, at udgifterne til velfærd og offentlig service fremtidigt automatisk øges i takt med ændringer i befolkningens sammensætning. Og ikke mindst udviklingen med flere ældre, der heldigvis lever længere, gør en sådan automatik helt rigtig.
Men regeringen ville mere end det.
Tilpasning af udgifterne til ændrede behov er fastholdelse af service- og velfærdsniveau. Det er godt og nødvendigt, men det er ikke en forbedring.
Forbedring kom i spil, da regeringen satte genopretning af velfærden på dagsordenen.
De penge, som den teoretiske fremskrivning af velstand og skatteindtægter i de kommende år når frem til, vil imidlertid stort set være brugt på det øgede NATO-bidrag, og der vil næppe være penge til velfærdens genopretning.
Blå blok vil afskaffe Arne-pension
Og partierne i blå blok har på ingen måde signaleret synspunkter om at ville en udvikling med styrkelse af den fælles ansvarlighed for, at alle får lige muligheder og lige adgang, og for det sikkerhedsnet, vi gennem velfærden og den offentlige service spænder ud under dem, hvis tilværelse slår knuder undervejs. Det er ikke i den have, at genopretning af velfærden gror.
Samtidig vil partier i blå blok afskaffe den Arne-pension, som er det største velfærdsfremskridt i årtier.
En regering hen over midten efter det kommende valg ligner for velfærdens vedkommende i al for høj grad en genopførelse af de seneste årtiers fodring af hunden med dens egen hale. Det er det, vi har oplevet med skiftende regeringers besparelser, skattestop, budgetrestriktioner, teoretiske effektiviseringer, omprioriteringsbidrag og så videre. Velfærden og den offentlige service er blevet beskåret for derefter at få en luns tilbage som såkaldt nye velfærdskroner, mens kommuner og regioner år for år har måttet skære dybt i kernevelfærden.
Derfor ligner en regering hen over midten for tiden i al for høj grad en dødssejler for velfærden.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
07. juni 2022 | 11:18
