Kan ikke stemme
Det giver ikke mening at tale om en tostats-løsning uden at anerkende begge stater
En række europæiske staters anerkendelse af en palæstinensisk stat rejser atter spørgsmålet om Danmarks stilling til en varig løsning på årtiers konflikt mellem israelere og palæstinensere. Som land støtter vi en løsning med to selvstændige stater ved siden af hinanden. Alligevel vil vi åbenbart ikke følge Norges, Irlands og Spaniens eksempel og anerkende en palæstinensisk stat.
|
Debatten om krigen mellem Israel og Hamas minder mere og mere om min barndoms Familien Flintstone tegnefilm, hvor Fred og Barney forsøgte at afgøre uenigheder ved efter tur at slå den anden endnu en bid længere ned i jorden med stenkøller.
Stenkølle-metoden er en debatform uden argumenter, men er alene baseret på, hvem man holder med.
Hamas stemplede sig selv som en terroristorganisation med angrebet ind i Israel og gidseltagningen og skadede i høj grad opbakningen til palæstinensernes krav om en egen stat.
Modsat satte Israel en betydelig del af opbakningen til jødernes krav om en stat med sikrede grænser over styr med sine ekstremt voldelige angreb og sønderbombning i Gaza og drab på utallige civile i Gaza – senest i byen Rafah.
Årtier lang håbløs konflikt
Konflikten i Mellemøsten har stået på i hele min levetid, som foreløbig er fem år kortere end staten Israels eksistens med krige mellem Israel og nabolande og befrielsesbevægelsers nålestiksoperationer og flykapringer.
Fred Flintstone var dobbelt så stor som sin nabo Barney Rubble, og Israel har med USA i ryggen haft det på samme måde med de statsløse palæstinensere. Samtidig er den nuværende israelske regering iskold over for kritik fra omverdenen af den israelske hærs hensynsløse fremfærd i Gaza.
Det er på alle måde en håbløs situation for hele regionen på samme måde som dén, Freds og Barneys stenkøller skabte. Og har været det i årtier.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens begrundelse for at udskyde stillingtagen til en dansk anerkendelse af en palæstinensisk stat er mere overraskende.
Alligevel gav de hemmelige forhandlinger mellem parterne i 1990’erne, der førte til de såkaldte Oslo-aftaler, håb kombineret med usikkerhed om at disse første forsigtige skridt i forsøget på at tegne en vej til fred med gensidig accept og anerkendelse af den israelske og en palæstinensisk stats ret til at eksistere.
Jeg husker det ikoniske billede af den amerikanske præsident Bill Clinton, der symbolsk samler den israelske statsminister Yitzhak Rabin og formanden for den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO Yasser Arafat til et håndtryk i Oslo.
For mange i min generation rangerer det på linje med ikoniske og løfterige fotos i vores liv som Martin Luther Kings tale “I Have a dream” ved borgerettighedsmarchen i 1963, de amerikanske helikopteres evakuering af den amerikanske ambassade i Saigon i 1975, og livstidsfangen Nelson Mandela der forlader fængslet i Sydafrika i 1990 ved apartheid-systemets sammenbrud.
Billeder, der gav håb, selvom ikke alle løfter og forventninger holdt i den sidste ende.
Skuffende holdning hos dansk regering
Norges, Irlands og Spaniens anerkendelse af en palæstinensisk stat læner sig op ad forhandlingerne i Oslo og lægger op til, at en palæstinensisk stat skal omfatte den besatte Vestbred og Gazastriben, mens Jerusalem skal være fælles hovedstad for både Israel og Palæstina. Dermed som grænserne var før den for Israel succesrige Seksdageskrig i 1967.
Den danske regering siger foreløbig nej til at følge de tre europæiske landes eksempel.
Det er måske ikke så underligt, at statsminister Mette Frederiksen som aktivt jobsøgende og med en i starten noget klumpe-dumpeagtig håndtering af vores officielle holdning til Israels svar på Hamas angreb og gidseltagning, der lagde hende for had hos mange palæstinensere, vender tommelfingeren nedad.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens begrundelse for at udskyde stillingtagen til en dansk anerkendelse af en palæstinensisk stat er mere overraskende: “Den beslutning er forbeholdt en situation, hvor staten findes. For at være en stat skal man have et territorium, man har kontrol over og nogle myndigheder, som kan kontrollere det. Og det er ikke lige præcis det, der er situationen lige nu.” .
Det svar kan vel kun betyde, at enten skal vi stå i læ bag de store lande, eller også skal palæstinenserne med våben trænge besættelsestropperne og bosætterne på Vestbredden ud, og tilsvarende fjerne eventuel fortsat israelsk tilstedeværelse i Gaza-striben, før Danmark vil anerkende en palæstinensisk stat.
Det argument gør dansk snak om støtte til en tostatsløsning-løsning til noget vrøvl.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
28. maj 2024 | 07:41
