anmeldelse
Det er svært at bunde, når man er ude på dybt vand
Mistænkelige russiske og kinesiske skibe. Sabotage under vandet. Der bliver pustet til enhver mulighed for konflikt. Fjendebillederne bliver pudset af. Der bliver spredt frygt og skræk, og koldkrigens psykologiske spændetrøje spændes endnu et nøk, skriver Lotte Rørtoft-Madsen i denne blog.
|
Dag for dag og næsten time for time følger vi i denne tid intenst med i, hvad der sker i farvandene rundt om Danmark – både på overfladen og på bunden. Udenlandske skibe – i hvert fald russiske og kinesiske – følges knob for knob.
Pludselig har vi fået et indgående kendskab til det netværk af kabler, der tilsyneladende gennemkrydser havbunden i Nordsøen, Kattegat og Østersøen. Begrebet “kritisk undersøisk infrastruktur” har vundet indpas som et ud af mange elementer, der tilsammen udgør et trusselsbillede, som nidkært holdes ved lige.
I denne uge er det det russiske fartøj Yantar, der er i fokus. Efter en overvåget tur rundt om Skagen lå det mandag stille “i internationalt farvand tæt på dansk territorium”. Fartøjet er officielt et forskningsfartøj, men Danmarks britiske NATO-allierede mener at vide, at det er et spionskib.
For et par måneder siden fulgte vi tæt det kinesiske fragtskib Yi Peng 3, da to undersøiske kabler i Østersøen var blevet beskadiget, mens det sejlede hen over dem. En svensk undersøgelse har konkluderet, at fragtskibet trak et anker hen over kablerne. Men det har ikke kunnet dokumenteres, at der var tale om sabotage – og sagen forsvandt fra mediernes søgelys, da det stod klart, at både skibets ejer og de kinesiske myndigheder samarbejdede om en opklaring.
Påstande om sabotage
Så vidt de sejlende spionagespøgelser, der hjemsøger mediebilledet, som om vi har glemt, at der til alle tider foregår spionage – og at det ikke nødvendigvis er tegn på krigeriske hensigter.
Også under vandoverfladen er der spøgelsesagtige tilstande.
Så kritisk er situationen, at det danske militær tager affære. I lørdags meddelte Forsvarskommandoen, at overvågningen i Østersøen og Kattegat intensiveres. Det sker som opbakning til NATO-operationen Baltic Sentry, som blev lanceret på et NATO-møde i Helsinki den 14. januar. Baltic Sentry skal styrke beskyttelsen af kritisk undersøisk infrastruktur og øger NATO’s militære tilstedeværelse i Østersøen.
For NATO-ministrene og NATO’s generalsekretær er ikke i tvivl: Der foregår sabotage. I Helsinki sagde Marc Rutte skråsikkert, at “nylig sabotage havde beskadiget energi- og kommunikationskabler”.
Konklusioner fra dem, der må siges at have den faglige viden om spionage, altså spionageagenturerne selv, overses eller verfes til side af NATO-politikerne. For hvis man videreformidler dem, medvirker det til at mindske spændinger.
Spørgsmålet er, om krigsophidserne og oprustningsagenterne i NATO har noget at have skråsikkerheden i? Noget kunne tyde på, at de virkelig er ude på dybt vand og har ganske svært ved at bunde, hvis deres påstande efterprøves.
Den amerikanske avis Washington Post, der ikke kan anklages for at være systemkritisk, bragte den 19. januar en lang, velresearchet og grundig artikel under overskriften “Uheld, ikke russisk sabotage, bag skader på undersøiske kabler, siger embedsmænd”.
Avisen har gennemgået en række skader og brud på undersøiske kabler i Østersøen. Den konkluderer:
“Undersøgelser, der involverer USA og et halvt dusin europæiske sikkerhedstjenester, (har) ikke vist nogen indikation af, at kommercielle skibe, der mistænkes for at trække ankre hen over havbundssystemer, gjorde det med vilje eller efter anvisning fra Moskva. I stedet, sagde amerikanske og europæiske embedsmænd, at de beviser, der er indsamlet til dato – herunder opsnappet kommunikation og andre klassificerede efterretninger – peger på ulykker forårsaget af uerfarne besætninger, der tjener om bord på dårligt vedligeholdte fartøjer.”
Avisen kalder det en “ny opfattelse blandt vestlige spionagenturer, at ulykker – og ikke Rusland – sandsynligvis er skyld i de undersøiske skader”.
Ønske om konflikt og fjendebilleder
Sådanne konklusioner fra dem, der må siges at have den faglige viden om spionage, altså spionageagenturerne selv, overses eller verfes til side af NATO-politikerne. For hvis man videreformidler dem, medvirker det til at mindske spændinger og faren for potentielle konfrontationer.
Og det er jo det modsatte, der er den officielle dagsorden: Pust til enhver mulighed for konflikt. Puds fjendebillederne af. Spred frygt og skræk. Stram koldkrigens psykologiske spændetrøje endnu et nøk.
De af os, der kan huske tilbage til 1980’erne, erindrer noget om måneders jagt på sovjetiske ubåde i den svenske skærgård, som hensatte Norden i frygt for en sovjetisk invasion. Det kom så vidt, at svensk militær ved to lejligheder angreb “mistænkelige ubåde”. Siden er der forsket i, hvad der mon hændte, og alt fra teorier om, at NATO bevidst sendte ubåde i den svenske skærgård for efterfølgende at bruge episoden som bevis på en sovjetisk optrapning, til bobler fra pruttende sildefisk har været bragt til torvs. Ingen endegyldig konklusion er draget. Udover at ubådskrisen i den grad bidrog til NATO-alliancens koldkrig.
Erfaringen er nyttig at medtage, når den nuværende spion- og kabelkrig skal analyseres.
Og inden det sidste punktum sættes: Er der nogen, der kan huske, hvad der blev af anklagerne mod Rusland for at stå bag Nordstream-sprængningerne 20 kilometer syd for Dueodde på Bornholm den 26. september 2022? Så meget er sikkert: De er ikke bevist. Spor både fra officielt tysk hold og fra amerikanske medier peger i retning af – Ukraine. Tyskland har tilmed udpeget to konkrete ukrainske statsborgere som bagmænd i en ellers mørkelagt efterforskning.
Østersøen er næppe et farvand, som russiske og kinesiske skibe kan boltre sig i efter forgodtbefindende. Den bramfrie forsker fra Forsvarsakademiet Peter Viggo Jacobsen kalder simpelthen Østersøen for “NATO’s nye indsø”, nu hvor både Sverige og Finland er blevet NATO-medlemmer. Han rejser tilmed rundt i landet og holder foredrag under titlen “Østersøen – NATO’s nye indsø”.
Det er værd at huske på, inden man kommer ud på alt for dybt vand i koldskrigsvanviddet.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
28. januar 2025 | 07:50
