Læserbrev
Det er for absurd med 30 milliarder til minkavlerne
Hvor langt rækker 30 milliarder skattekroner? Svaret er langt, meget langt. Vel at mærke, hvis det handler om velfærd. Og ikke mindst, når velfærden i disse år presses så hårdt af politikere, der for enhver pris vil have velfærden til at fylde mindre, skriver Dennis Kristensen i denne blog.
|
De samlede danske sundhedsudgifter udgjorde 266 milliarder kroner i 2022, hvoraf knap halvdelen gik til driften af sygehuse. Det ligner næsten et kvartals drift af alle sygehuse, hvis regionerne stod med en ekstra engangscheck på 30 milliarder kroner i hånden.
Den kommunale ældrepleje kostede samme år alt inklusiv godt 53 milliarder kroner. Også her ville den ekstra check fylde godt i finansieringen af kommunernes tilbud til ældre.
De knap 30 milliarder kroner har dog ikke kurs mod velfærden.
Det er tværtimod det beløb, som foreløbig har kurs mod ejerne af 1224 minkfarme, til følgevirksomheder og til nedrivning af farme, hvis mink blev slået ned under coronapandemien i 2020.
Minkene blev besluttet slået ned og driften af minkfarme forbudt frem til 2023 af den socialdemokratiske mindretalsregering. Statsminister Mette Frederiksens begrundede beslutningen med frygt for, at mutationer i coronaviruset blandt minkene kunne gøre de danske minkfarme til et “nyt Wuhan” – den kinesiske by, hvorfra corona oprindeligt spredte sig.
Erstatningerne blev dengang skønnet til at lande på 19 milliarder kroner. Et voldsomt beløb, som over flere omgange er blevet forhøjet til senest at udgøre omkring 29,5 milliarder kroner.
Det var Venstre, som med stolthed oprindeligt fik presset erstatningsstørrelsen op, og som fortsat står på mål for den skønnede erstatning – også efter at beløbet er forhøjet med mere end 50 procent.
Fødevareminister Jakob Jensen fra Venstre, som dengang virkelig lagde sig i selen for at fremstå som minkavlerne parti, tager den voldsomme stigning i de skønnede erstatninger med sindsro:
“Jeg føler mig fuldt ud tryg ved, at de mennesker, som sidder og arbejder med det her, gør det ud fra den viden, som de har på hvert givent tidspunkt. Man har jo tidligere ikke haft nogen afgørelser at tage stilling ud fra. Det har man så nu, og det er jo derfor, at man så kan opdatere, som jo så også er en opjustering.” (Politiken 31. januar 2024)
Det store dræn
Skønnet om de 29,5 milliarder kroner er kun baseret på få afgørelser og kan derfor blive både mindre og større. Øhh … mindre og mindre … minkavlernes interesser er nu meget markant repræsenteret i de taksationskommissioner, som skal træffe afgørelserne om erstatningernes størrelse. Faktisk sidder minkavlere og landbrug på flertallet.
I betragtning af minkerhvervets tilstand og ikke mindst økonomien i minkfarmene i 2020, så rammer beskrivelsen af de hidtidige afgørelser om erstatninger som “det store dræn i statskassen” næppe helt ved siden af.
Det sidste har fået De Radikales Christian Friis Bach til at tale om inhabilitet:
“Det er jo entydigt, at der ikke er én minkavler i det her land, som kan være habil i de her sager, da alle, enten indirekte eller direkte, har været berørt af den de facto nedlæggelse af erhvervet, som vi har set … Og derfor er det problematisk, hvis der sidder minkavlere eller andre medlemmer af de her kommissioner, hvor man kan så tvivl om deres habilitet eller faglighed.”
Mens det på Enhedslistens Søren Egge Rasmussen, virker, som om der er “inhabile personer, som har lagt det store dræn i statskassen.” (Politiken 12. marts 2024)
Og i betragtning af minkerhvervets tilstand og ikke mindst økonomien i minkfarmene i 2020, så rammer beskrivelsen af de hidtidige afgørelser om erstatninger som “det store dræn i statskassen” næppe helt ved siden af.
Kong Salomon og Jørgen Hattemager
Når samfundet tvangsnedlægger et erhverv eller forbyder det i en periode, så må samfundet naturligvis kompensere dem, det går ud over. Og selvom der i disse år jongleres med milliarder af kroner til klima, oprustning, minkfarmere og så videre, er der uanset røgslør om lån og andre finansieringsforme i den sidste ende kun skatteyderne til at betale. Og den nedslidte og underfinansierede velfærd skubbes hver gang bagerst i køen.
Viljen til at kompensere minkfarmere for indtægtstab i en årrække, de ikke selv er skyld i, sættes måske bedst i relief, hvis den sammenholdes med viljen til at kompensere lønmodtageres indtægtstab ved arbejdsløshed, som de ikke selv er skyld.
Bortset fra mindre forbedringer på det seneste, så har de seneste årtier praktisk taget været en lang nedtur for arbejdsløse lønmodtagere.
I det lys har vi gang i en forgyldning af et tidligere erhverv. En økonomisk nedtur bliver det under alle omstændigheder ikke.
Det er simpelthen en absurd forskel på behandling af selvstændige og lønmodtagere. Der er desværre stadig i dette samfund forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
26. marts 2024 | 08:46
