Kan ikke stemme
Derfor kæmper en ‘togdreng’ for andre fag
Arbejdsmarkedet er under pres. Derfor er det nu – mere end nogensinde før – nødvendigt, at vi på tværs af fag stiller os sammen i kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår.
|
Hvorfor møder en togdreng op til forskellige demonstrationer, aktioner og blokader, der ikke handler om hans eget arbejde på jernbaneområdet?
Det gør han, fordi vi som arbejdere oplever et stigende pres på det danske arbejdsmarked, og fordi vi oplever, hvordan aftaler – som forlængst var kæmpet hjem – er på vej lige direkte i kloakken, hvis vi ikke står op og kæmper for deres bevarelse.
Vi står i dag over for et arbejdsmarked, som blandt andet styres og planlægges digitalt. Når man gør det, så er der ikke plads til menneskelige hensyn. Så er det kun profitten, maskinen skal tage hensyn til, for det er, hvad den får besked på.
Kampen hos nemlig.com er et tydeligt bevis på dette, og det er en kamp, som vi alle skal tage del i.
Jeg opfordrer til, at vi støtter hinanden i de kampe og krav, vi har. For ordentlige løn- og arbejdsvilkår gælder os alle, og vi vinder kun, når vi står sammen.
Os togfolk oplever i samme grad, at digitalisering gør sit indtog i vores branche. Vagtplaner bliver lagt for at spare penge og sikre arbejdsgiver en fortjeneste. Vi oplever, at der planlægges med vagter på 11 timer og mødetider på alle mulige skæve tidspunkter af døgnet. Der bliver lavet vagtplaner med 11 timers overgang, til du igen skal møde ind som normalt, og ikke ud fra at 11-timers-reglen er et minimum af krav på frihed og hvile.
Her skal man tænke på, at for mere end hundrede år siden indførte man 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile – altså 16 timers frihed og hvile, før du møder på arbejde igen.
Fyret for at sige fra
På andre arbejdspladser handler det om, hvor hurtigt du kan vaske et gulv, inden du går videre til næste opgave som at tørre et bord af og tømme en skraldespand. Altsammen tilrettelagt ned til mindste sekund – og naturligvis uden at indregne toiletbesøg og pauser.
Vi står i dag over for et arbejdsmarked, hvor arbejdsmiljø var noget, vi havde engang og kunne regne med var i orden.
I dag hører vi konstant om overtrædelser og om påbud fra et amputeret Arbejdstilsyn. Et tilsyn som kollegerne har mistet tiltroen til, for de har ikke tiden til at komme, når der bliver ringet efter dem.
Vi oplever, at kolleger bliver fyret under falske påskud, men i virkeligheden sker det, fordi de har stillet spørgsmål til sikkerheden. Det har vi sidst set på metrobyggeriet, hvor udenlandske kollegaer er blevet fyret, blandt andet med begrundelsen at de var blevet for danske. De portugisiske betonarbejdere klagede over sikkerheden på pladsen – en plads, hvor Arbejdstilsynet var kommet med flere indsigelser, og hvor forholdene endda har ført til en arbejdsulykke med dødelig udgang.
Social dumping foregår overalt
Vi står i dag over for et arbejdsmarked, hvor vi oplever social dumping overalt. Det være sig inden for byggeriet, hotel og restaurant eller i landbruget, hvor vi for nylig har hørt om landmænd, der forlanger, at de ansatte betaler løn tilbage hver måned. Det er sgu da en grovhed uden lige og en metode til hvidvaskning af penge, der får Danske Bank til at ligne harekillinger.
Vi oplever overalt, at det er vikarer, der løser opgaverne og truer de fastansattes stillinger.
Vi oplever statslig social dumping i form af nyttejob og arbejdspraktik til en aflønning i form af kontanthjælp – en model, der bruges meget i supermarkederne.
Sammenhold på tværs
Det er nogle af grundene til, at en togdreng møder op, når der bliver sagt fra. Der er som aldrig før brug for, at vi nu på tværs af fag stiller os sammen i kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Den kamp vinder vi kun, hvis vi stiller os tæt sammen. Vi vinder intet ved at stå alene i hvert vores fag og stille spørgsmålet: Hvorfor gør fagforeningen ikke noget?
Fagforeningen er et hus, hvor vi betaler ansatte for at drive og håndtere forholdene i vores daglige arbejde så godt som muligt. Men det er os – medlemmerne – der skal sætte rammerne og kravene. De skal komme nedefra.
For det er os, der bygger husene, driver landbruget, sørger for, at der er varme hænder, for at togene kører, at der er rent på gader og stræder – kort sagt: Det er os, der i fællesskab er motoren og sørger for, at samfundets lokomotiv kører på skinner.
Så min – en togdrengs – opfordring er, at vi rykker tættere sammen. At vi nedefra opbygger et tæt sammenhold og støtter hinanden i de kampe og krav, vi har. For ordentlige løn- og arbejdsvilkår gælder os alle, og vi vinder kun, når vi står sammen.
30. juni 2021 | 13:16
