Læserbrev
Der er brug for et kommunalt oprør – ellers ryger vores velfærd på gulvet
I de kommende måneder foregår en helt afgørende kamp om de kommunale budgetter for 2025. Der er brug for, at både fagbevægelsen samt forskellige brugerorganisationer og initiativer er aktive og stiller krav til regeringen, skriver Jette Gottlieb i denne blog.
|
De seneste regeringer har i årevis skåret i vores velfærd, men har forsøgt at dække det under mange forskellige betegnelser som “omprioriteringsbidrag”, “forenkling” eller “afbureaukratisering”.
Uanset betegnelse har hovedlinjen været, at samfundet skal bruge færre penge på de af vores medborgere, der har brug for samfundsmæssig hjælp. Regeringernes metode har været at tale højt og længe om styrkelse af vores velfærd – og høste ros for dét – for derefter at udsulte kommunerne, som jo er de udøvende myndigheder for alle løfterne.
Det er jo ikke, fordi pengene mangler. Regeringen har gentagne gange “fundet” flere penge end forventet i bunden af statskassen.
Hvert år foregår det sådan, at regeringen og Kommunernes Landsforening i april-maj har en forhandling om, hvor stort et bidrag kommunerne (og regionerne) skal have til at udføre de sociale opgaver. Når det er på plads, begynder hver enkelt kommune og region så politisk at forhandle om et budget.
De opgaver, der ligger hos kommuner og regioner, drejer sig især om social assistance, sundhed, børn i skole og daginstitution, ældres livsbetingelser og den kollektive transport. Men kommunerne har i flere år måttet prioritere – og prioritere hårdt – mellem ting, der alle var vigtige.
Stor utilfredshed i det kommunale bagland
Allerede sidste år var der rundt i landet stor utilfredshed med hele processen, og der var bestemt ikke “ro på bagsmækken”!
Selv regeringspartiernes eget kommunale bagland var stærkt bekymrede for de nedprioriteringer, de var nødt til at foretage. Dertil kommer, at budgetlægningen stadig er underkastet stramme regler.
Det gælder “budgetloven”, der blandt andet gør det svært at planlægge langsigtet og investere i velfærdsgoder, der ikke giver resultater i samme budgetår. Det gælder “drift/ramme-” og “anlægs-loft”, der helt sikkert kommer til at koste i muligheden for en grøn omstilling og har samme effekt på muligheden for mere langsigtet planlægning.
Det stammer i hovedsagen fra, at regeringen ønsker at “overopfylde” kravene fra EU’s Finanspagt.
Enorme huller i velfærden
Hullerne i vores fælles velfærd har vokset sig enorme. Med øget privatisering i sundhedssektoren og psykiatrien er det nu ofte størrelsen på ens pengepung, der afgør, hvor hurtigt man kan komme i behandling. Og det bliver sagt næsten direkte, at folk med et handicap er for dyre i drift.
Forskellen i livsvilkår mellem de rigeste og de fattigste ældre er vokset enormt. Skoler og børneinstitutioner mangler personale, og flere og flere steder må man gennem langvarige klageprocesser for at få den hjælp, man lovgivningsmæssigt har krav på, fordi kommunerne ikke kan honorere opgaverne.
Og endelig den kollektive transport, der gerne skulle kunne sikre mobiliteten for hele befolkningen, bliver dårligere og dyrere for hver uge, der går, med både stigende priser og lukninger af busserne i de tyndt befolkede områder. Det virker her, som om regeringen ignorerer, at en tredjedel af befolkningen ikke kan vælge individuel transport, fordi de er for unge, for gamle, for fattige eller bare ikke ønsker at forværre klimaudfordringerne.
Det er ikke holdbart
Kommunernes Landsforening (KL) er helt klar over, hvor alvorlig situationen er. På KL’s topmøde lige før påske var der store diskussioner.
Kommunalbestyrelsen på Bornholm havde fremsat et forslag til udtalelse, der stillede spørgsmålstegn ved, om det overhovedet var muligt at nå frem til en økonomiaftale. Seks andre kommuner havde lavet næsten tilsvarende udtalelser.
I den situation så KL’s ledelse ikke anden mulighed end at komme med et forslag, der ganske vist var blødere i formuleringen, men som understregede, at forhandlingerne “eventuelt” ville føre til en aftale.
Det er mig bekendt første gang, at KL’s ledelse har haft den tilgang til de årlige økonomiforhandlinger, at man kunne komme i en situation, hvor det ikke er en selvfølge, at det ender med en aftale.
I slutningen af denne uge har regionerne et tilsvarende topmøde, der kommer til at handle om sundhed og kollektiv transport.
Inden forhandlingerne går i gang, gælder det så om at markere opbakning til krav om øget velfærd fra kommuner og regioners side over for regeringen.
Fagbevægelsen og aktionsgrupper som “Nødråb fra kommunerne”, “En million stemmer”, “Hvor er der en voksen”, “Skrot budgetloven”, Ældre Sagen og de mange sundhedsforeninger, der gennem de seneste år har påpeget omfanget af velfærdsforringelserne, har en fælles interesse i at vise, hvor nødvendigt det er.
Det gælder både personalet, der hele tiden oplever, at de må løbe stærkere, og det gælder brugerne, der ofte oplever, at de ikke får den hjælp, de har brug for.
Det er jo ikke, fordi pengene mangler. Regeringen har gentagne gange “fundet” flere penge end forventet i bunden af statskassen. Det skyldes først og fremmest, at vi har ydet en stigende produktivitet gennem mange år. Men regeringen har valgt at give skattelettelser til de allerrigeste frem for at fastholde et højt velfærdsniveau.
Vi vil have, at regeringen vælger velfærden i dette års økonomiforhandlinger.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
09. april 2024 | 09:03
