Læserbrev
Den ukrainske våbenspiral
Uanset hvilke våbentyper USA/NATO sender til Ukraine, så svarer russerne igen med noget endnu kraftigere. Våbenkapløbet dominerer – og Danmark er med hele vejen. Ukraines integration i NATO fortsætter uhindret. Våbenhvile, diplomati og forhandlinger er non grata, skriver Arne Lund.
|
Siden den russiske invasion af Ukraine har USA/NATO opereret ud fra en præmis om at levere stedse mere avancerede våben, mens Ukraine leverer kanonføden. Indsvøbt i fraser om “demokrati”, “national selvbestemmelse” og “kamp for vestlige værdier”, hepper USA/NATO på, at ukrainerne skal kæmpe, “så længe det end måtte vare”.
Rusland holder stadig over 100.000 km2 besat, så her rækker 1-200 tanks ikke meget.
Claus Mathiesen, tidligere militærattache i Ukraine, Forsvarsakademiet
Krigen er i de seneste måneder blevet til en stillingskrig, hvor parterne har gravet sig ned, kæmper om sønderskudte landsbyer, bakkedrag og mindre arealer.
For et par uger siden iværksattes en forårsoffensiv, men heller ikke den går som forventet. Mange soldater er blevet dræbt, og avancerede vestlige våben er blevet ødelagt. Zelensky erkender, at det går langsomt, men insisterer ifølge The Guardian på, “at han ikke vil ofre soldaternes liv for at imødekomme internationale forventninger.” Samtidig frygter han, at Vesten snart mister tålmodigheden: Hvor bliver den bebudede sejr af?
En del af det, der omtales i det følgende, gælder også det russiske militær. Her er det imidlertid vanskeligt at skaffe præcise oplysninger, derfor er artiklens fokus Ukraine.
Der findes ingen universalvåben
NATO’s sikkerhedsdebat lider, ifølge historikeren Christian Müller fra Potsdam universitet, af en grundlæggende mangel på strategi. Ét af de tydeligste udtryk for, hvor slemt det står til, er de optimistiske betragtninger, der manifesterer sig, når det drejer sig om våbenleverancer til Ukraine.
Uanset om det drejer sig om artilleri, tanks, luftforsvar eller kampfly, så tillægges hver enkelt våbenart afgørende betydning. De pågældende våbentyper leveres imidlertid i et så begrænset antal, at de ikke kan bidrage til at ændre krigens forløb.
Müller henviser til militærteoretikeren Clausewitz (1780-1831), der påpeger, at der ikke findes universalvåben. Mange beslutningstagere tror det modsatte og fortsætter med at sende stedse flere universalvåben til fronten i tiltro til, at lige netop dét våben vil skaffe Ukraine sejren. Når det så alligevel viser sig ikke at være tilfældet, da bringes det næste universalvåben i spil, og de samme forhåbninger knyttes dertil. Skuffelse venter forude.
Der var således ingen grænser for forventningerne til artillerisystemer HIMARS, hvis GPS-system i dag jammes af russiske elektroniske signaler, så HIMARS ikke kan ramme det, der sigtes efter. Det samme gjaldt de berømte Leopard-tanks. På forårsoffensivens første dag blev et dusin af dem spottet af russiske droner og snart efter skudt i brand.
Selv blandt militærets egne er der en betydelig skepsis. Tidligere militærattache i Ukraine, Claus Mathiesen, Forsvarsakademiet, skrev på Twitter: “Kampvognene vil givet styrke Ukraines militær og dets evne til at udføre operationer. Men Rusland holder stadig over 100.000 km2 besat, så her rækker 1-200 tanks ikke meget.”
Våbenspiralens dynamik
Krigen i Ukraine er et klokkeklart eksempel på våbenspiralens dynamik: Hvordan der skrues op for stedse kraftigere våbenleverancer i håb om, at lige netop dette våben vil indfri forventningerne om en snarlig sejr til den ukrainske hær.
Forud for invasionen i 2022 havde USA ifølge en kongresrapport påbegyndt en organisatorisk opbygning og fornyelse af Ukraines militære institutioner for at fremme decentrale beslutningsprocesser – et alternativ til den hidtidige tunge, centralistiske, sovjet-inspirerede model.
Hvad våbenleverancerne angår, så begyndte de efter invasionen i februar 2022 med hjelme, håndvåben, ammunition, sanitetsudstyr og skudsikre veste. Siden fulgte de første “vidundervåben”: Skulderbårne antitankvåben (Stinger- og Javelin-missiler).
Snart stod det dog klart, at den russiske hær ikke var så umoderne, som Vesten troede. Og så gik det ellers i én lind strøm med pansrede mandskabsvogne, langtrækkende artilleri, droner, og da det heller ikke var nok, forlangte Kyjiv-regeringen tanks samt militære efterretninger og GPS-koordinater for bedre at kunne ramme russiske mål til lands og til søs.
Senest har Storbritannien, der hele tiden har presset de andre NATO-lande til at levere stedse kraftigere våben, sendt (ulovlig) ammunition, der er forarmeret med uran, samt avancerede missiler. Det var også Storbritannien, der var først med at træne ukrainske soldater – foreløbig 36.000 – så de kunne blive mere kampduelige og bedre til at betjene de avancerede våben, som Vesten donerer.
Næste punkt på ønskesedlen: F-16-jagerfly
Næppe var den sidste (tyske) modstand mod at sende tanks til Ukraine fejet af bordet, førend Zelensky gik til næste punkt på ønskesedlen: F-16-jagerfly.
– Vi har frihed – giv os vinger til at forsvare den, lød budskabet, da han turnerede i Vesten i håb om, at der var nogen, der ville støtte hans seneste, men næppe sidste krav: 200 jagerfly til afløsning af Ukraines aldrende, sovjetisk-byggede MIG- og SU-jagerfly.
Zelenskys ord er lov. Kun få tør sige nej. Tænk blot på de beskyldninger, der blev smidt i hovedet på forbundskansler Scholz, fordi han er mere tøvende end de værste høge i NATO.
Storbritanniens premierminister Rishi Sunak etablerede en “jagerflykoalition” af NATO-lande, der vil donere de 40 år gamle F-16-fly, der alligevel skal erstattes af F-35-fly. En gratis omgang for briterne, der ikke selv har F-16-fly. Det har til gengæld Danmark, Norge, Holland med flere, og de er nu gået i gang med at træne ukrainske piloter, så de kan flyve F-16.
Problemet med denne eskalationsstrategi er, at NATO-landene med leveringen af kampfly ikke har andre og endnu mere slagkraftige våbentyper tilbage end kernevåben. Og dem har man vel ikke tænkt at sende til Ukraine?
Zelensky og hans luftvåben anfører, at F-16 vil “lukke himlen” for russiske angreb, patruljere langs den 2-500 kilometer lange grænse, holde russiske fly væk, ramme kommandocentre og logistiske netværk samt støtte de fremrykkende styrker, der tilbageerobrer russiskbesatte områder. Ret optimistisk, henset til at Ukraine har cirka 70 jagerfly (som er ved at løbe tør for reservedele), mod Ruslands 1320 jagerfly. Den tidligere øverstbefalende for den britiske hær anbefaler, at man har realistiske mål for, hvad man tror, 50 eller 200 F-16-fly kan udrette.
De russiske fly er i modsætning til de ukrainske fly og F-16 udstyret med stealth – en teknik, der gør, at flyene ikke kan opdages af fjendens radar, og desuden har de russiske fly radarer, der kan spotte og nedskyde ukrainske fly, længe før de ukrainske piloter overhovedet får det russiske fly på radarskærmen. For de ukrainske piloter er det tæt på selvmord at flyve nær ved eller over russisk besat territorium.
Siden invasionen har Ukraine mistet halvdelen af sine fly og har ikke råd til at miste flere; derfor det desperate råb om nye fly. Også russerne har mistet mange fly, og parterne har derfor næsten indstillet brugen af kampfly.
Begge parter satser i stedet på deres effektive jordbaseret (sovjetisk produceret) luftforsvar, der kan beskytte langt bedre, end jagerfly kan gøre det, og dét er en stærkt medvirkende årsag til, at jagerfly næsten ingen rolle spiller i krigen.
Skeptiske officerer og politikere
Set i det lys undrer vestlige militæranalytikere, som eksempelvis major Karsten Marup fra Forsvarsakademiet, sig i Politiken over kravet om F-16. “Det vil formentlig være både billigere og mere effektivt at udbygge Ukraines jordbaserede luftforsvar… Jeg vurderer ikke, at fly er det våben, de mangler mest lige nu.”
Marup er ikke ene om at undre sig. Den amerikanske Kongres har i nogen tid debatteret, hvorvidt det er nødvendigt at sende fly til Ukraine. Det fremgår af et notat, som Kongressen udsendte 1. marts i år: “Overførsel af kampfly til Ukraine – temaer og muligheder for Kongressen.“
Det anføres blandt andet, at jagerfly hidtil ikke har spillet nogen afgørende rolle, og det er usandsynligt, at de vil kunne gøre det. Heller ikke Pentagon kan se fidusen: “Kampfly vil ikke ændre signifikant på det ukrainske luftvåbens effektivitet i forhold til de russiske kapaciteter… Initiativet skønnes at ville udløse en signifikant russisk reaktion, der vil kræve en tilsvarende optrapning fra NATO’s side.”
At Biden i starten tog afstand fra at sende fly til Ukraine, skal man ikke hænge sig i. Dels er han ikke altid særlig fast i sine holdninger; det er lidt som vinden blæser. Og dels kan hensynet til våbenindustrien spille ind.
Ifølge en analyse i Military News Magazine er der en frygt for, at F-16’s renommé kan blive ødelagt, hvis de kommer i kamp med de mere moderne russiske fly. Da F-16 fortsat produceres, så frygter Pentagon og producenten, Lockheed Martin, at det vil gå ud over salget. Nok har F-16 været i kamp i for eksempel Libyen, Irak og Afghanistan, men det var mod fly, der var F-16 langt underlegne.
Europæerne presser på
Presset fra Zelensky og de europæiske NATO-lande blev omsider så stort, at Biden i januar i år gik med til, at der kan sendes F-16-fly til Ukraine. Drivende i det pres, der blev lagt på USA, var Ramstein-mødet, hvor NATO’s udenrigs- og forsvarsministre bakkede op om Hollands udenrigsminister, da han fortalte, “at hans land havde et åbent sind om at sende F-16 til Ukraine.”
I juni meddelte den australske regering, at den ville donere 41 F-18 pensionerede Hornet-jagere til Ukraine. Beslutningen blev truffet uden forudgående debat i befolkningen og i parlamentet, og efter at regeringen har holdt hemmelige møder med USA og Ukraine.
Indsættes australske fly, kan russerne ikke påstå, at NATO er involveret, men da Australien er tæt knyttet til NATO, så er det nok mest en strid om ord. Ved at modtage australske fly kan australske piloter og teknikere følge med, og så kan flyene indsættes hurtigt.
F-16: Et komplekst teknisk system
Vestlige militærfolk skønner, at omskolingen af ukrainske piloter til F-16 tager seks måneder – ikke de to til fire uger som det ukrainske luftvåben hævder. Som følge af den lange træningstid, kan det være fristende at hyre udenlandske piloter. Dette afviser NATO, for dermed kunne russerne hævde, at nu er krigen blevet NATO’s krig mod Rusland. Hvad den jo reelt også er.
Nu hvor der ikke er andre supervåben på hylderne end kernevåben, må de krigsførende parter forstå, at de skal til forhandlingsbordet og arbejde for en varig fred.
Kongresrapporten dementerer til en vis grad, at ukrainske piloter ikke skulle have noget kendskab F-16. Siden 1991 har Californiens Nationalgardes flyverkorps haft et tæt samarbejde med Ukraine. Et partnerskab, der bygger på USA’s State Partnership Program, hvor hver delstat “adopterer” et land, gennemfører træning, underviser i vestlig krigsførelse samt opdaterer landets militære strategier til vestlige normer og i øvrigt ikke strider (alt for meget) mod de regler, der gælder for civilsamfundet: økonomisk, socialt og kulturelt.
I 2018 blev der afholdt en fælles manøvre, Clear Sky 2018, på en ukrainsk flyvebase med deltagelse af USA, Storbritannien, Holland, Belgien, Polen, Rumænien, Estland og Danmark. Øvelsen var første led i harmoniseringen af Ukraines luftvåben, så det passer til NATO’s normer og skal give en basal forståelse for, hvordan Vestens militære enheder opererer selvstændigt i forhold til den militære kommandostruktur. Øvelsen omfattede desuden lufttransport af tropper og materiel, deling af efterretningsoplysninger, “droneangreb” og så videre.
Det er ikke nok blot at uddanne piloter. Med flyene følger et teknisk, kompliceret system: Veluddannede mekanikere, der skal reparere og vedligeholde flyene, folk, der skal fylde brændstof på og montere missiler og raketter. Hver F-16 kræver en uddannet stab på 25 personer.
Et alternativ til at skulle uddanne ukrainske piloter og jordpersonel er at kontraktansætte folk fra ikke-NATO-lande, der flyver med F-16, eksempelvis fra Israel, Sydkorea, Emiraterne med flere.
Endelig skal der så sikres stabile leverancer af reservedele, ammunition og alt det andet, et F-16-fly kræver.
Erfaringerne viser, at en del vestlige våbenforsendelser ender på det sorte marked – sælges af hærens folk for at supplere lønnen, så den stabilitet kan godt blive svær at opretholde.
Er flyene ikke hele tiden intakte, bliver de en byrde for Ukraine og vil være lette mål for russiske missiler. Så kan det gå med flyene, som det gik under forårsoffensiven med Leoparderne.
Eskalationen er endeløs
Troen på, at vidundervåben kan vinde krige, er farlig, for den legitimerer eskalationsstrategien, hvor det drejer sig om mere, større og kraftigere – en skrue uden ende.
Krigen i Ukraine har for længst vist, at super- og vidundervåbnene ikke kan vinde krigen. Nu, hvor der ikke er andre supervåben på hylderne end kernevåben, må de krigsførende parter forstå, at de skal til forhandlingsbordet og arbejde for en varig fred. Forstå, at nationer og befolkninger kun kan kan føle sig sikre, når deres modpart også er sikker.
NATO-landenes nylige beslutning om hurtigt at optage Ukraine i alliancen, om nødvendigt ved at slække på optagelsesbetingelserne, eksempelvis faste, anerkendte grænser i kombination med Ruslands beslutning om at stationere taktiske kernevåben i Belarus, viser imidlertid, hvor ringe vilje der er til at standse blodbadet i Ukraine.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
28. juni 2023 | 06:56
