Hvor demokratisk er EU's parlament egentligt
Den internationale retsorden versus fisk og profit
Danmarks udenrigsminister har tilsyneladende anerkendt Marokkos ulovlige besættelse af Vestsahara. Det er dybt, dybt problematisk. Særligt taget i betragtning af afgørelsen i den ottende og sidste dom fra EU-domstolen om EU og Marokkos handelsaftaler, hvor domstolen annullerede aftalerne for at være i strid med såvel folkeretten som Lissabon-traktaten.
|
Af Morten Nielsen og Nicholas Nyrop Vinthen, politik-og kampagnemedarbejdere i Global Aktion.
Skiftende danske regeringer har set stort på adskillige domme fra EU-domstolen og sammen med resten af EU-landene aktivt støttet handelsaftaler, der omfatter besat land. I snart 50 år har Danmark og EU-landene undergravet lokalbefolkningens ret til selvstændighed og bidraget til besættelsesmagtens plyndring af territoriet. Europæiske, også danske, virksomheder har profiteret stort på det. Men fredag den 4. oktober i år afsagde EU-domstolen den ottende og sidste dom om handelsaftalerne, hvor EU og besættelsesmagten tabte igen som alle de forrige gange, og aftalerne blev dømt ulovlige.
Udenrigsministeren har dermed tilsyneladende anerkendt den ulovlige og folkeretsstridige besættelse af Vestsahara.
Nej, der er ikke tale om det besatte Palæstina, men det besatte Vestsahara. Vestsahara har siden 1975 været besat af kongedømmet Marokko, der med sin invasion af landet tvang næsten halvdelen af civilbefolkningen på flugt til nabolandet Algeriet.
Siden 1991 har FN lovet en folkeafstemning om selvstændighed for saharawierne, den oprindelige befolkning i Vestsahara, og igen og igen har Marokko blokeret for den. Nu, næsten 50 år senere, bor de cirka 175.000 flygtninge fortsat i fem flygtningelejre, de etablerede midt i Sahara i 1975.
De er totalt afhængige af international nødhjælp og glemt af resten af verden. De har i årevis forsøgt at bruge de internationale institutioner og domstole for at få deres ret til selvstændighed respekteret.
Det er derfor, uafhængighedsbevægelsen POLISARIO begyndte at lægge sager an ved EU-domstolen for snart ti år siden mod Marokkos handelsaftaler med EU for at få stoppet EU-landenes medvirken i plyndringen af det besatte områdes ressourcer. Det gjaldt for eksempel en fiskeriaftale mellem EU og Marokko, hvor 99 procent af de fisk, aftalen omhandlede, blev stjålet fra Vestsaharas område.
Alle otte gange, sagerne har været ved retten, har POLISARIO vundet, senest fredag den 4. oktober i år, hvor domstolen pålagde EU-kommissionen og Marokko at annullere aftalerne inden for et år.
Marokko og migranter
Hvorfor har EU de sidste ti år været så villige til at omgå domme fra sin egen domstol for at indgå handelsaftaler med Marokko, der omfatter besat land? Hvis man ønsker sig en handelsaftale, der omfatter Vestsaharas ressourcer, hvorfor forhandler EU-kommissionen så ikke direkte med den saharawiske regering? Det skyldes blandt andet Marokkos trussel om at sende flere migranter til EU.
Marokko opførte gennem 80’erne et 2700 kilometer forsvarsanlæg langs våbenhvilegrænsen med Vestsahara, som gør det svært for mange afrikanske migranter at komme ind i landet og videre til Europa. EU har i mange år betalt Marokko for at opretholde denne “grænse” og begrænse tilstrømningen af migranter mod de europæiske kyster.
Dette samarbejde har gjort Marokko til en nøgleaktør i EU’s migrationspolitik og giver landet en tydelig forhandlingskraft i politiske henseende, fordi Marokkos overhånd fungerer som en konstant trussel om at “åbne sluserne” og tillade flere migranter at krydse grænserne, hvis EU ikke samarbejder på andre politikområder – herunder spørgsmålet om Vestsahara.
I realiteten lader Marokko dog meget få migranter fra andre afrikanske lande komme ind på deres eget territorium, og den egentlige trussel om en ‘åbning af sluserne’ handler derfor i høj grad om Marokkos egen befolkning. På den måde truer Marokko altså med at sende deres egen befolkning til EU, hvis ikke EU giver indrømmelser i forhold til Marokkos besættelse af Vestsahara.
Den største korruptionssag i EU-parlamentets historie, kaldet Marokko-Gate, viser, hvor langt Marokko vil gå for at sikre EU’s loyalitet på det spørgsmål.
Dansk udenrigspolitik
Den magt ser man også komme til udtryk i dansk udenrigspolitik. For nylig mødtes udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen med den marokkanske udenrigsminister Nasser Bourita i forbindelse med FN’s Generalforsamling i New York.
I det fælles udsendte communiqué står der, at Danmark og Marokko vil arbejde for et tættere samarbejde, og at Danmark ser Marokkos såkaldte autonomiplan for Vestsahara som et seriøst bud på en løsning på konflikten, selv om autonomiplanen betyder en annektering af Vestsahara.
Udenrigsministeren har dermed tilsyneladende anerkendt den ulovlige og folkeretsstridige besættelse af Vestsahara, hvilket blev fejret vidt og bredt i marokkanske medier, mens den saharawiske diplomatiske udsending i Danmark desperat og foreløbig forgæves har forsøgt at få afklaring om sagen fra Udenrigsministeriet.
Det er dybt, dybt problematisk. Særligt taget i betragtning af afgørelsen i den ottende og sidste dom fra EU-domstolen om EU og Marokkos handelsaftaler, hvor domstolen annullerede aftalerne for at være i strid med såvel folkeretten som Lissabon-traktaten.
Timingen for udenrigsministerens udmelding er mildest talt mærkværdig, endnu desto mere når man i regeringens Afrika-strategi og i Danmarks kandidatur til en plads i FN’s Sikkerhedsråd var fremme i skoene med en retorik om, at man ville stå værn om den internationale retsorden med respekt for konventionerne og internationale domstole. Og derudover at man nu skulle være i øjenhøjde med Afrika.
Fra Danmarks side burde man i stedet arbejde for en varig løsning på konflikten ved blandt andet at sørge for, at danske virksomheder ikke deltager i plyndringen af Vestsaharas ressourcer. Desuden bør man arbejde aktivt for, at den folkeafstemning, som FN har lovet saharawierne gennem årtier, får lov at finde sted, uanset hvad Marokko måtte have af indsigelser og trusler om øget migranttilstrømning mod Europa.
Det haster nemlig med en folkeafstemning. For som Freedom House beskriver, er menneskerettighederne for saharawierne i de besatte områder på linje med Sydsudan og Nordkorea. Lokale menneskerettighedsaktivister og dem, der ikke støtter besættelsesmagten, fylder godt op i de marokkanske fængsler.
Fra EU og de danske EU-parlamentarikeres side bør man respektere de otte domme fra EU-domstolen og lade handelsaftalerne med Marokko løbe ud. Marokko vil givet true EU med migranttilstrømning fra sin egen befolkning, men det er en uanstændig afpresningsstrategi, som ikke bør belønnes med politiske indrømmelser.
Ønsker man at få adgang til fiskeri og fosfat i Vestsahara, bør man forhandle med de retmæssige ejere af de ressourcer. Kun sådan kan vi vise resten af verden, at vi selvfølgelig står værn om den internationale retsorden og respekterer domme fra vores egen domstol.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Læs også
22. oktober 2024 | 13:08
