Læserbrev
De stærkes ret
Med det brutale angreb på Venezuela står det krystalklart for verdens nationer, at den eneste orden, der gælder i verden nu, er den stærkes ret. Magt står over diplomati, skriver Joan Ågot Pedersen.
|
Dominans er, hvad Trump-administrationens nye sikkerhedspolitik går ud på. Den vil beherske den vestlige halvkugle, hvor alle nationer må rette ind.
I den nye Monroe-doktrin betyder det, at hele det amerikanske kontinent tilhører USA. Derfor skal Grønland være den 51. stat i USA. Og måske Canada kan blive nummer 52. Landene i Sydamerika skal være USA’s kolonier. Alle lande i Europa skal være vasaller. Og med det brutale angreb på Venezuela står det krystalklart for verdens nationer, at den eneste orden, der gælder i verden nu, er den stærkes ret. Magt står over diplomati.
Arktis skal være et lavspændingsområde – et fredens hav.
Det har været svært at forstå for lederne i EU og NATO, men nu ser det ud til langsomt at trænge ind. Grønland har synliggjort dette forhold. På mødet i Davos gjorde Trump det helt klart: USA har brug for Grønland, og det kan ingen europæere gøre noget ved. I Davos blev revner og sprækker i den transatlantiske alliance synlige.
Mark Carney, den canadiske premierminister, satte ord på det:
– Den gamle orden kommer ikke tilbage. Der er ingen grund til at begræde den. Nostalgi er ikke en strategi.
Han indrømmede også, at historien om den internationale regelbaserede orden var en fiktion, at de stærkeste ville frikende sig selv, når det passede dem, at handelsreglerne blev håndhævet asymmetrisk, og international lov gjaldt med varierende strenghed afhængigt af den anklagedes eller offerets identitet.
Nuværende og tidligere regeringer i Danmark har været en del af denne fiktion. Derfor har politikerne det svært. Når man hører debatter i medierne med danske politikere i og uden for regeringen, udstråler det forvirring. Er USA vores nærmeste allierede eller ej? Det spørgsmål kan de ikke svare klart på. Endda i en situation hvor USA truer Danmark. De håber på, at mareridtet forsvinder, og at der igen ikke kan komme et A4-ark mellem USA og Danmark.
Nej til militarisering af Grønland
Danmark (og for den sags skyld EU) kan ikke militært forsvare Grønland mod en invasion fra USA. Det er åbenlyst, at det ikke kan gøres med oprustning og militære midler, men kun med diplomati og international opbakning.
Alle kan se, at selv om vi opruster med kampvogne, skibe og fly, vil militær modstand kun være et nytteløst symbolsk offer af nogle stakkels soldater, hvis USA beslutter at tage Grønland.
I virkeligheden er regeringens militarisering af Grønland ikke for grønlændernes skyld, det er for at lefle for USA, som hævder, at området er fuldt af russiske og kinesiske skibe, hvilket den danske regering dog har afvist. Men alligevel vil de militarisere Grønland. Det er USA, der kræver oprustning og konfrontation i Arktis.
Den eneste militære trussel mod Grønland er USA.
Selvfølgelig er der russiske skibe i Arktis. Deres kystlinje udgør cirka 58 procent af Arktis. Til sammenligning udgør Grønlands kystlinje omkring 16 procent og USA (Alaska) omkring 5 procent.
Nationerne omkring Arktis samt de oprindelige folk har haft et fredeligt samarbejde i Arktisk Råd om at fremme miljøbeskyttelse, klima, forskning og bæredygtig udvikling i Arktis. Men i 2019 under den første Trump-regering blokerede (USA’s daværende udenrigsminister, red.) Mike Pompeo for en udtalelse om miljøsikkerheden. Og siden Ukraine-krigen brød ud, er samarbejdet sat på pause med Rusland.
Rådet beskæftiger sig ikke med militær sikkerhed. Men ingen tvivl om at krig i det arktiske område vil være dødeligt ødelæggende for klimaforholdene og for de oprindelige folk, der lever af ressourcerne her.
Derfor må vi støtte Arktisk Råds og FN’s konventioner om havretten (UNCLOS), hvor alle medlemslande blev enige om at bevare fred og stabilitet i Arktis. Arktis skal være et lavspændingsområde – et fredens hav.
Forsvar nationernes ret til selvbestemmelse
Mette Frederiksen har korrekt fremført, at det er grønlænderne, der skal bestemme over Grønland. Problemet er bare, at hun ikke kan sige det med den autoritet, som er nødvendig. Det samme gælder EU, der bakker op om Grønlands og Danmarks ret til selvbestemmelse.
For nationernes ret til selvbestemmelse gælder for alle nationer. Men regeringen i Danmark og EU-landene som sådan respekterer ikke denne ret, når det gælder Palæstina, Venezuela, Cuba og Iran.
Det er tid til at gøre op med dobbeltmoralen og blive klar i mælet. Det er tid til at forstå, at det ikke hjælper at lefle for USA-imperialismen. Det skaber ingen respekt.
Vi har endnu til gode at se, hvilken aftale (vedrørende Grønland, red.) som Mark Rutte på vegne af NATO har indgået med Trump. Og vi må håbe, at den danske regering ikke sjakrer med dele af Grønlands territorium og undergrund. For Grønland tilhører grønlænderne.
Tech-oligarkerne i USA har kig på Grønland på grund af koldt klima til datacentre, strategisk internet- og satellitinfrastruktur, sjældne mineraler til teknologi og muligheder for sikkerhedsrelateret overvågning. Og vi må ikke glemme, at Trump repræsenterer oligarkiet.
Hovedparten af Grønlands jord er kollektiv ejendom. Og alt i undergrunden tilhører den grønlandske stat. Lad det forblive sådan.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
28. januar 2026 | 06:09
