Offentlige møder med mere
De helvedes planer! Version 1.0
Helhedsplaner med renoveringer af almene boliger bliver til "helvedesplaner", når det penge, der afgør, hvor godt arbejdet udføres.
|
En veninde og jeg sad og talte om vore naboers forestående helhedsplan. I stedet for ”helhedsplan” kom der dog ”helvedesplan” ud af munden på hende. Det var en fortalelse, men ikke en helt forvrøvlet fortalelse, da det i virkeligheden meget ofte er dét, der er tale om: Helvedesplaner.
Og hvad er de så, disse helhedsplaner, der ofte meget hurtigt bliver til helvedesplaner?
En helhedsplan er i sin essens en gennemgribende renovering. Det er noget, der foregår meget af i hele landet. Sådan har det været i nogle år, og med frigivelsen af 30 milliarder af Landsbyggefondens (beboernes) midler netop til renoveringer, vil det være noget, der kommer til at foregå med stigende hast og i langt større omfang de næste mange år.
At renovere de mange almene afdelinger landet over, (som jo virkelig trænger), er i sin tanke en rigtig god ting. Alle er jo interesserede i gode, sunde boliger. Problemerne opstår når tanke og virkelighed pludselig er to meget forskellige ting.
Tanken er fin, og på papiret ser alt godt ud, men renoveringerne bliver, når de foldes ud, ofte til rene katastrofer. Helhedsplaner bliver til helvedesplaner, men de mange problemer hører man ikke meget om, for sagerne når meget sjældent de landsdækkende medier, men får (ind imellem) kun lokal opmærksomhed.
Hvad er problemet?
Så hvad er problemet – eller snarere problemerne, (for der er en hel række)?
Som i mange andre sammenhænge er det penge, der afgør, hvor godt arbejdet udføres. Det er også penge, der ligger til grund for, at der i det hele taget er tale om helhedsplaner.
Sagen om den skandaleombruste renovering af FFB Søndermarken er relevant lige nu, da beboerne her har sagsøgt deres boligforening. I den sag alene er der uddelt intet mindre end 4,5 millioner kroner i byggesagshonorarer.
Der findes kun love og regulativer i forhold til arbejdsmiljøet, men ikke i forhold til beboere – og derfor er der ingen krav om, at boligselskaberne skal tage hensyn til beboerne, når der renoveres.
Søndermarken er et rigtigt godt eksempel på, hvor galt det kan gå.
Her fik beboerne at vide, at der ikke var penge til genhusning – men intet sted i ansøgningerne om støttemidler til landsbyggefonden står der, at man søger penge til genhusning.
På sin vis har boligselskabet jo så ret. Der var ikke penge til genhusningen, for man havde det slet ikke med i planerne – og dermed heller ikke i ansøgningerne.
Sådan er det med langt de fleste helhedsplaner.
Over hele landet gennemføres renoveringer, mens beboerne bor i deres lejligheder, så godt som de nu kan. Boligarealer indskrænkes kraftigt, der er møgbeskidt. Varslinger gøres der meget ud af, men de holder stort set aldrig stik. Igen og igen og igen hører jeg beboere fortælle, hvordan de intet privatliv har, ikke mindst fordi håndværkerne kommer og går, som det passer dem.
Hvor er beskyttelsen af beboerne?
Helt horribelt bliver det, når man som beboer oplever, at der for eksempel asbestsaneres, og håndværkerne render rundt i dragter og værn, affaldet bæres gennem boligen af de selv samme håndværkere, (som ikke har skiftet tøj), afskærmningen er mangelfuld (ofte helt fraværende), og familiens unger render rundt og leger – og hele familien er uden dragter og værn.
For det er hér, det går helt galt: Der findes kun love og regulativer i forhold til arbejdsmiljøet, men ikke i forhold til beboere – og derfor er der ingen krav om, at boligselskaberne skal tage hensyn til beboerne.
Der står dog i almenlejeloven, at arbejdet i boligerne skal ske, så det er til mindst mulig gene for beboerne, og at arbejdet skal færdiggøres uden ophold – men hvad er gener? Hvor går grænsen? Ingen ved det, og boligselskaberne moser på, men de sagesløse beboere ingen rettigheder har.
Konstant tales der om “tålegrænser”, men ingen har sat barren for den “tålegrænse”, og næsten uanset hvor grelle beboernes oplevelser er, så er det aldrig helt nok til at få myndighederne til at reagere.
I mange kommuner er det noget af en opgave at få Tilsynet på banen, og når de kommer ud, har de stort set altid meldt deres ankomst flere dage i forvejen – en gave til byggepladsen, da man jo så kan ”rydde op” – og Tilsynet er meget tolerante overfor boligselskabets elendige holdning til de besværlige beboere.
Med det fede byggesagshonorar i lommen og myndighederne i ryggen kommer så boligselskabernes to sidste – og altid godt brugte kort: Beboerne har selv stemt for renoveringerne (helhedsplanerne), og beboerne skal jo lige tænke sig om, for genhusninger betyder en enorm stigning i huslejen.
Denne evige trussel om huslejestigninger er ved at være godt slidt.
Og efterhånden som den ene renovering efter den anden viser sig at være sundhedsskadelig, er den også ved at være ret så grotesk. For er beboernes helbred besparelsen værd?
For den enkelte kan det have voldsomme konsekvenser ikke bare at forsøge at leve under en renovering; også på den lange bane kan det koste dyrt.
Hertil kommer de samfundsøkonomiske konsekvenser. Jeg har oplevet, hvad der efterhånden er en hel del tilfælde, hvor beboere er blevet ret så syge, både psykisk og fysisk – hvad er og bliver prisen?
Sunde eller flotte boliger?
Som afslutning her, vil jeg vurdere på de mange renoveringer: Ender beboerne i det mindste ud med gode, sunde boliger efter de på alle leder dyrt betalte renoveringer?
Nej, desværre viser det sig, at der ofte blot er tale om, at bygningerne skal se godt ud – beboerne ender ofte med boliger, der er i værre stand end før renoveringen: Men kommunens og boligselskabernes folk kan slæbe politikere og andre interesserede rundt mellem bygningerne og beundre værket – og så er alt jo godt. Ingen andre end beboerne ved, at helhedsplanen i virkeligheden er en helvedesplan.
Findes der renoveringer, der er forløbet godt? Ja, selvfølgelig, men de traumatiserende helhedsplaner sker for ofte, og det er på høje tid, at myndigheder og politikere tager et grundigt kig på, hvordan man kan gøre tingene meget bedre – med beboerne i fokus.
Med indgående viden om sagen i Søndermarken kan jeg kun sige dette: Jeg håber, beboerne får medhold i retten, for de har virkelig gennemgået langt mere, end noget menneske i Danmark bør gennemgå. De har virkelig på alle mulige måder betalt for deres helvedesplan.
10. oktober 2021 | 07:10
