Læserbrev
De amerikanske fagforeninger er i klemme
Donald Trump har allerede inden sin tiltræden lagt ud med voldsomme meldinger. Udtalelserne om ikke at ville afvise brug af militær magt for at opnå en afgørende kontrol over Grønland, Canada og Panamakanalen er nok mere et udtryk for den kommende præsidents mentale tilstand end en trussel, Trump vil kunne føre ud i livet. Til gengæld ligger brugen af toldmure over for lande, der ikke slår hælene sammen, når Trump har talt, nok inden for hans rækkevidde, skriver Dennis Kristensen i denne blog.
|
Det er en på flere måder besynderlig udvikling, vi har været vidne til i USA gennem de seneste årtier.
Fra Ronald Reagans frihedsideal i 1980’erne, hvor staten – selvom den var et nødvendigt onde, ikke mindst på det militære område – ikke skulle blande sig i menneskers liv og derfor til stadighed skulle slankes gennem skattelettelser, over afregulering på et utal af områder frem til den frisatte finansielle sektors begyndende nedsmeltning i 2009, efterfulgt af den økonomiske og politiske elites ubegrænsede tro på de frie kræfters problemløsende egenskaber i den globaliserede verden.
Globaliseringen fik sit første skud for boven under Trumps kampagne “America first” i hans første præsidentperiode. Og ved indgangen til hans anden periode står den nu på trusler om told, handelskrige og restriktioner, hvis omverdenen ikke makker ret over for – ikke de frie markedskræfter – men politiske krav baseret på militær og økonomisk magt.
Stolte traditioner for organisering
Den amerikanske fagbevægelse har stolte traditioner for organisering og kamp for bedre vilkår. Fra dansk side har vi endda bidraget lidt med de pionerer, der som følge af fængsling og helbredssvækkelse i Danmark tog imod politiets bestikkelse og billetter til Amerikabåden, hvor blandt andre Louis Pio kastede sig ind i opbygning af den amerikanske fagbevægelse.
Den amerikanske fagbevægelse har historisk støttet Demokraterne og omvendt.
Trump har tydeligvis skiftet holdning til fagforeningerne, efter at Tesla-mange-milliardæren Elon Musk købte sig ind i Trump-lejrens politikudvikling under den seneste valgkamp.
Alligevel vandt Trump demokratiske arbejderstemmer i 2016. Nok både på løfter om at genskabe jobs i de økonomisk ramte industrier, ikke mindst bilindustrien, på at ville bygge mure mod indvandring og på at ville “drain the svamp Washington DC” – gå til angreb på det politiske establishment og den storbyelite, som havde mistet forbindelseslinjerne til og tilliden fra både dele af middelklassen og arbejderklassen.
Også i Europa har vi oplevet forandringer i store medlemsgruppers verdensbillede, som den europæiske fagbevægelse har haft svært ved at finde sine egne ben overfor.
Trump udfordrer fagforeningerne
Den amerikanske fagbevægelse har med Trumps anden præsidentperiode fået en udfordring, som nok er større og mere alvorlig end udfordringerne i Trumps første periode.
Trump har tydeligvis skiftet holdning til fagforeningerne, efter at Tesla-mange-milliardæren Elon Musk købte sig ind i Trump-lejrens politikudvikling under den seneste valgkamp.
Før måtte angreb på faglige organisationer nøje afbalanceres for ikke at skræmme organisationernes medlemmer væk, når de skulle vælge mellem at sætte krydset på enten Joe Biden eller Donald Trump.
Nu har Musks indmarch på scenen sat en hel anden dagsorden – ikke blot for Trumps accept af elbiler – men i endnu højere grad for holdningen til fagforeninger og lønforhandlinger.
Det kom til at stå ubehageligt klart, da Trump og Musk havde en længere samtale på netmediet X, hvori Musks håndtering af strejker på sine fabrikker skabte begejstring hos Trump:
“Jeg ser, hvad du gør. Du kommer gående ind og siger bare: Vil I sige op? De ansatte går i strejke, og du siger: Det er okay. I er alle fyret. Du er den bedste.“
Den amerikanske bilindustri har en høj organisationsgrad, men på Tesla-fabrikkerne accepterer Musk som ganske mange andre af de helt store virksomheder ikke fagforeningsmedlemskab.
Den stik modsatte holdning til fagbevægelsen demonstrerede Joe Biden, da han skabte historie ved som den første siddende præsident at tilslutte sig en strejke i Detroit blandt 12.700 ansatte hos General Motors, Chrysler og Ford og argumenterede for, at bilarbejdernes lønforhøjelser burde afspejle væksten i firmaernes profitter.
Musks kamp mod fagforeninger udspiller sig i øjeblikket også på de svenske Tesla-værksteder, og hans helt hjernedøde støtte til det tyske højreekstreme parti AfD handler uden tvivl om at skaffe mere frihed for statslig og fagforeningsmæssig indblanding på hans tyske fabrikker.
Herhjemme har vi med Ryan Air og Uber fået en lille forsmag på, hvad der kan vente, hvis Musks dagsorden bliver virkelighed her.
Det værste scenarie er det, hvor fagbevægelsen sparkes tilbage til 1870’erne kamp fra fabrik til fabrik for at opnå forbedringer og i sidste ende overenskomster.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
14. januar 2025 | 09:36
