Dansk model presset af EU’s mindstelønsdirektiv: En trussel mod danske arbejderrettigheder
Jeg tror, at mindstelønsdirektivet er en skelsættende begivenhed i vores tid i EU. Alt, hvad der bliver gennemført i EU, påvirker hele befolkningen, men denne gang er det så tydeligt, at vi ikke længere kan vende den anden kind til og lukke øjnene i håb om, at det nok skal blive bedre.Vi er stolte af den danske model. Den har længe været garantien for, at vi får en fair løn og rimelige arbejdsvilkår. Her er det fagforeninger og arbejdsgivere, der forhandler direkte og sørger for, at arbejdstagerne ikke bliver kørt helt over. Men EU’s nye mindstelønsdirektiv kan nu rokke ved den balance og skabe tvivl om, hvor længe vi selv kan bestemme.
Jeg tror, at mindstelønsdirektivet er en skelsættende begivenhed i vores tid i EU.
Direktivet siger, at hvis man har en model, der indebærer, at arbejdsgiverne og arbejdstagerne selv forhandler arbejdsvilkår og løn, der dækker over 80 procent af arbejdsstyrken, kan EU’s mindsteløn ikke blive gældende for Danmark på nuværende tidspunkt.
Men med en organisationsprocent i Danmark, der nu ligger tæt på 50 procent, er der en reel risiko for, at vi snart kommer under grænsen og mister undtagelsen. Ryger vi under den, kan vi blive tvunget til at acceptere en EU-mindsteløn, som i sidste ende underminerer vores arbejdsmarkedsmodel.
Vi må tage kampen op
Danmark har desværre gang på gang troet på EU’s løfter om, at vi kan bevare vores selvstændighed og selvbestemmelse.
Et godt eksempel er forsvarsforbeholdet, som blev indført med løftet om, at vi ikke skulle deltage i EU’s fælles militære projekter, og at vi kunne stå uden for det forsvarspolitiske samarbejde. Men nu ser vi, at forsvarsforbeholdet er afskaffet, og EU’s oprustning og militarisering kun bliver eskaleret – med Danmark som en medspiller. En fælles EU-hær og sikkerhedspolitik bliver mere fremtrædende, og endnu en gang bliver vi en brik i et spil, vi oprindeligt sagde nej til.
Og nu ser vi det igen omkring arbejdstagerrettighederne.
EU’s mindstelønsdirektiv handler jo ikke kun om selve lønnen. Det handler om retten til at forhandle og strejke, om selv at kunne bestemme over arbejdsforholdene i vores eget land. En tvungen mindsteløn fra Bruxelles vil betyde, at danske arbejdere mister vores frihed til at sikre ordentlige forhold gennem vores fagforeninger. Derfor ser mange nu direktivet som et vendepunkt i forholdet mellem Danmark og EU.
Skal vi fortsætte, som om vi nok undgår at blive ramt, eller skal vi erkende, at vi er nødt til at tage kampen op?
Gang på gang vælger vi at lukke øjnene og ignorere vores egne grænser. Vi vælger at fortsætte selvbedraget om, at ’EU er den eneste løsning’, for der kan jo ikke være bedre muligheder end det? Politikerne vælger på den ene side at værne om de danske værdier – og nej, her tænker jeg ikke ”danske værdier” som højrefløjen definerer dem, men derimod den oprindelige centrum-venstre tankegang, om at vi alle skal have lige muligheder uanset baggrund, og at arbejderklassens rettigheder skal beskyttes i den danske model.
På den anden side afgiver vi al beslutningstagning til en højere magt – EU – hvor kapitalens interesser og det frie marked kommer før alt andet, inklusive de værdier som vi selv mener definerer os.
En trussel mod den danske model
For første gang i alt for lang tid ser vi dog endelig at Danmark siger bare lidt fra.
Selv de EU-glade politikere har set, at mindstelønsdirektivet er en trussel mod den danske model og mod vores identitet som samfund. Tidligere beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har udtalt:
– Der er vist ingen tvivl om, at Danmark aldrig har ønsket et direktiv om mindsteløn.
For første gang har politikerne stået sammen, på trods af forskellige holdninger, og sendt et annulationssøgsmål.
Desværre ser vi også, at det bliver udskudt, og at det gennemgår en unødvendig ”demokratisk” proces, på trods af at vi alle godt ved, hvad resultatet bliver – vores protester bliver afvist.
Selvom den danske model i teorien er undtaget kravet om implementeringen af EU’s mindsteløn, så skal nok blive gennemført, og EU’s agenda skal nu igen fortsat blive gennemført. For det overformynderiske styre, det fælles indre marked, og snart den fælles EU-hær, skal bestå frem for alt.
Hvad gør vi nu?
Så det helt store spørgsmål nu er: Hvad gør vi nu? Hvad gør lille Danmark?
Skal vi fortsætte med at lade os køre rundt i manegen og i sidste ende glemme vores egne værdier, eller vil vi sige stop?
Vi kan jo fortsætte spillet med at sige halve sandheder til os selv og tro, at det er det rigtige, og tage imod halve løfter til gengæld, og derved blive ved med at være i noget som er nedbrydende, eller vi kan sige fra.
Eller vi kan anerkende, at Danmark og EU vil forskellige ting, og at de ting ikke stemmer overens.
Det betyder ikke krig eller kold tavshed. Det betyder at der skal findes en anden måde at samarbejde på – der er andre løsninger end EU!
Det betyder, at de få ting som vi kan være enige om skal dyrkes og næres. Men så længe vi ikke er 100 procent enige, er der ingen grund til at lade som om, vi kan være en enighed med fælles vilje, fælles militær styrke og fælles værdier – for det er vi ikke!
Skelsættende begivenhed
Jeg tror, at mindstelønsdirektivet er en skelsættende begivenhed i vores tid i EU. Alt, hvad der bliver gennemført i EU, påvirker hele befolkningen, men denne gang er det så tydeligt, at vi ikke længere kan vende den anden kind til og lukke øjnene i håb om, at det nok skal blive bedre.
Den danske model bygger på en sikkerhed for arbejderklassens ret til strejke og forhandling. Men EU er ikke enig i, at det er en vigtig faktor i et samfund.
Det er her, vi skal holde på vores grænser og sige: ”Tak for samarbejdet indtil nu, men siden vores værdier ikke stemmer overens, så må vi stoppe her.”
En klog veninde sagde engang til mig: ”Hvis det ikke er et klart ja, så er det et nej!” – Når EU’s lovgivning og direktiver ikke stemmer overens med det, vi gerne vil, så er det et nej!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.