Bøger og filmatisering
Dansk exceptionalisme: En overset udfordring i valgkampen
Glem amerikansk exceptionalisme for et øjeblik. Den er velbeskrevet, veldiskuteret og bredt forstået gennem utallige akademiske studier. Men hvorfor diskuteres dansk exceptionalisme sjældent, spørger Mrutyuanjai Mishra.
|
Om få dage går Danmark til valg. Et valg, der ser ud til at være udskrevet af statsminister Mette Frederiksen i kølvandet på en udenrigspolitisk situation, hvor regeringen kunne fremstå handlekraftig over for det internationale samfund. Truslen mod Grønland, en central del af rigsfællesskabet, blev afværget, og et politisk momentum opstod. Men bag fortællingen gemmer der sig en række ubehagelige spørgsmål, som sjældent adresseres.
Hvor er taknemmeligheden over for det grønlandske folk, som trods årtiers kolonialisme og nedværdigende behandling fortsat har valgt at stå i fællesskab med Danmark? Hvor er anerkendelsen af de historiske overgreb, som har manifesteret sig i tvangsforanstaltninger, kulturel marginalisering og dybe sociale konsekvenser? Hvorfor fylder denne del af historien så lidt i en valgkamp, hvor nationale værdier fremhæves med stor selvfølgelighed?
Hvor er samtalen om integration som gensidig proces?
Vi kender alle begrebet amerikansk exceptionalisme – forestillingen om, at USA er en særlig nation med en særlig mission. Men en lignende tankegang findes også i Danmark. Den viser sig i en udbredt opfattelse af, at danske værdier ikke blot er gode, men overlegne. Danmark behøver derfor ikke at lytte, lære eller tage hensyn.
Denne selvforståelse kommer til udtryk både i politik og kultur. Yoga praktiseres i velindrettede studier. Afrikanske danse opføres i danske sammenhænge, ofte uden refleksion over deres oprindelse eller betydning. Det er ikke nødvendigvis udtryk for åbenhed. Det kan også ses som kulturel appropriation: Elementer fra andre kulturer anvendes uden respekt for deres ophav.
Dansk exceptionalisme bliver særlig tydelig i sikkerhedspolitikken. Når valgkampen intensiveres, samles politikere om ét budskab: Danmark skal opruste. Forsvarsbudgetterne skal vokse, og truslen, især fra Rusland, fremstilles som entydig. Hvor er forsøget på at forstå Ruslands motivationer? Hvor er diskussionen om en europæisk sikkerhedsarkitektur, der også tager russiske interesser alvorligt? I stedet reduceres debatten til en logik, hvor flere våben og større militærbudgetter fremstår som eneste løsning.
Det paradoksale er, at den mest konkrete trussel mod rigsfællesskabet ikke kom fra Rusland, men fra USA. Alligevel orienterer Danmark sig fortsat militært og strategisk mod USA. Her købes våbnene, her søges sikkerhedsgarantier.
Den samme exceptionalisme præger også debatten om minoriteter. Flygtninge og indvandrere fremstilles som problemer, der skal håndteres, ikke som mennesker, der bidrager. Politikere som Lars Bøje Mathiesen argumenterer for hjemsendelser. Andre ledere fremstiller internationale konventioner som hindringer frem for forpligtelser.
Samtidig er det blevet socialt og politisk acceptabelt at tale nedsættende om indvandrere og flygtninge. En retorik, som tidligere ville have vakt betydelig modstand, mødes nu ofte med tavshed eller stiltiende accept. Forklaringen ligger i den danske exceptionalisme. Hvis samfundet opfattes som særligt retfærdigt og vellykket, bliver kritik – eller forskellighed – lettere opfattet som en trussel. Budskabet er indirekte: Det er ikke blot legitimt at kritisere, det er også acceptabelt at være nedladende.
Hvor er samtalen om integration som gensidig proces? Hvor er anerkendelsen af, at indvandrere bidrager økonomisk, kulturelt og socialt? Hvor er viljen til at adressere de strukturelle barrierer, som møder mennesker med anden etnisk baggrund?
Danmarks velstand er skabt i samspil med internationale miljøer, især i forskning og innovation. På Danmarks Tekniske Universitet (DTU) arbejder forskere fra hele verden side om side med danske kolleger. Mange af de kompetencer, som landet fremadrettet er afhængigt af, bæres af mennesker, der ikke er født i Danmark. Alligevel mødes de ofte af politisk retorik, som signalerer det modsatte af anerkendelse.
Konsekvenserne mærkes i hverdagen. Familier, der arbejder, betaler skat og lever stabile liv, møder barrierer. Børn får ikke altid adgang til lokale skoler. Forældre oplever mistillid fra myndigheder. Der findes også alvorlige beretninger om tvangsfjernelser af børn, både blandt grønlandske familier og familier med indvandrerbaggrund – beslutninger med livslange konsekvenser. Alligevel fylder disse historier forsvindende lidt i den offentlige debat, muligvis fordi de udfordrer en dominerende fortælling om, at problemerne altid ligger hos forældrene.
Samtidig mangler repræsentationen i folkeskolen. Flere og flere børn har anden etnisk baggrund, men der findes stadig meget få lærere med anden etnisk baggrund end de nordiske. Hvorfor er dette ikke en del af debatten om folkeskolens udvikling? Det sender et klart signal til børn, der vokser op mellem flere kulturer, om hvem der kan repræsentere og støtte dem i deres uddannelse.
Sammenligningen med Canada er oplagt. Landet har taget konkrete og modige skridt: En officiel undskyldning til oprindelige folk, en sandheds- og forsoningskommission og en vedvarende indsats for at anerkende historiske overgreb. Det vidner om et samfund, der ikke blot taler om ansvar, men handler.
Canada er i dag også et levende eksempel på et multikulturelt demokrati. Landets udenrigsminister er kvinde og har rødder som andengenerations-indvandrer. Et tydeligt signal om, at mangfoldighed ikke er symbolik, men reel repræsentation helt i toppen af magten.
Er det nogensinde sket i Danmark? Hvor er den danske erkendelse, ikke blot af fortiden, men af hvad et moderne, mangfoldigt demokrati kræver i nutiden? I stedet ser vi en politisk debat, hvor især blå blok fastholder en retorik om udvisning og kontrol, mens rød blok endnu ikke har formuleret en alternativ vision.
Findes der et parti i Danmark, der tør se integration som en styrke? Et parti, der anerkender kulturel mangfoldighed som en ressource? Et parti, der prioriterer diplomati og forståelse frem for udelukkende militær magt?
Tolerance er et ord, der sjældent optræder i den nuværende valgkamp. Men det er netop dette ord, Danmark har mest brug for. Et samfund, der ser værdien i forskellighed, behøver ikke definere sig selv i opposition til andre. Et samfund, der møder verden med nysgerrighed frem for frygt, vil stå stærkere både nationalt og globalt.
Mennesker er ikke farlige, fordi de er forskellige. De er interessante.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
18. marts 2026 | 10:58
