Udtalelse/appel
Danmarks sølle klimabistand taler ind i et større billede af ulige magtforhold mellem nord og syd
Danmarks og resten af de vestlige landes klimabistand er pinligt lav. Vores lave klimabistand er også udtryk for de massive ulige magtforhold, der gennemsyrer al international politik, mellem de industrialiserede, rige lande i det globale nord og udviklingslandene i det globale syd. Helt basalt betyder det, at nogle menneskers stemmer og liv vægtes højere end andres.
|
I finansloven 2022 blev der sat 100 millioner kroner af til klimabistand. Det samme niveau som sidste år, og det er 50 millioner mindre end i 2020, hvor der blev afsat 150 millioner kroner.
Danmarks og resten af de vestlige landes klimabistand er pinligt lav i sig selv, men vores lave klimabistand er også blot et udtryk for de massive ulige magtforhold, der gennemsyrer al international politik, mellem de industrialiserede, rige lande i det globale nord og udviklingslandene i det globale syd. Helt basalt betyder det, at nogle menneskers stemmer og liv vægtes højere end andres.
Ulige magtforhold gennemsyrer al international politik
Jeg kom for snart to måneder siden hjem fra COP26 i Glasgow. Det var en vild oplevelse på mange måder, men det var også virkelig hårdt at se FN-samarbejdet indefra med egne øjne og mærke håbløsheden på egen krop.
Der var på ingen måde en krisestemning. Det var rigtig mærkeligt, for på den ene side holdt de forskellige lande den ene flotte tale efter den anden og roste hver især deres “ambitiøse” indsatser, mens der på den anden side hele tiden kom mere og mere udvandede og utilstrækkelige aftale-drafts ud fra forhandlingslokalerne. Det hang bare ikke sammen!
Det begyndte at gå op for mig, at FN-systemet, som det er nu, ikke kan løse en krise som klimakrisen. Det kan det ikke, da det i sin struktur favoriserer de mest udledende stater og sorte virksomheder.
Det kan ikke gentages nok gange: Danmark har lovet, hvad der svarer til fire-fem milliarder årligt i nye og additionelle midler – og der er afsat 100 millioner.
Stemmerne fra det globale syd, frontline communities og oprindelige folk vægtes simpelthen lavere til sådan nogle forhandlinger, idet de globale ulige magtforhold mellem staterne gennemsyrer FN’s klimakonference.
Jeg hørte eksempelvis klimaministeren fra Ghana udtale, at det havde været en kamp for de mest sårbare og udsatte lande overhovedet at få klimatilpasning og genopbygningen af tab og skader efter klimakatastrofer på dagsordenen grundet tilbageholdenhed hos de rigeste og mest udledende nationer.
Det er i sig selv afsindigt uretfærdigt, at klimakrisen lige nu rammer de lande, som ikke selv har haft mulighed for at udvikle sig økonomisk gennem udvinding og brug af fossile brændsler. Derfor er det utilgiveligt, at man samtidig negligerer netop deres stemmer i forhandlingsrummene i FN. Netop denne negligering af stemmerne fra det globale syd afspejles også i høj grad i COP’ens endelige udfald.
Løftebrud undergraver international klimahandling
Noget, der så bringer alt det her op på et helt andet niveau af utilgivelighed, er, at vi så ikke engang vil leve op til de løfter, vi har givet de udsatte og sårbare lande i det globale syd. Vi vælger år efter år ikke at give dem de penge, vi har lovet dem tilbage i 2009 – og så var det ovenikøbet her i København, at vi lovede dem pengene.
De industrialiserede lande forpligtede sig til på COP15 at give de mest sårbare og udsatte lande 100 milliarder dollars årligt i nye og additionelle midler fra 2020-2025.
På COP15 blev der ikke aftalt en fordelingsnøgle af de 100 milliarder dollars, hvilket er problematisk i forhold til at sikre landenes efterlevelse og håndhævelse af forpligtelsen. Hvis man ser på økonomiske rammer, historisk ansvar (historisk drivhusgasudledning) og populationsstørrelse, viser det sig, at Danmarks bistand bør ligge omkring fire til fem milliarder årligt.
Det kan ikke gentages nok gange: Danmark har lovet, hvad der svarer til fire-fem milliarder årligt i nye og additionelle midler – og der er blevet afsat 100 millioner. Resten, vi giver, har vi enten taget fra ulandsbistanden eller bliver “mobiliseret” gennem investeringer og lån – altså ikke nye midler som lovet.
Vores løftebrud er især problematisk, fordi vi på den måde også viser, at internationale aftaler ikke behøver at blive overholdt – og det er undergravende for international klimahandling.
Vores lave klimabistand er altså i sig selv pinlig, men vores løftebrud undergraver samtidig den tillid mellem staterne, der er nødvendig til internationale forhandlinger.
Hvis industrilandene havde mødt op til COP26 og havde levet op til deres del af aftalen, kunne man have brugt det som løftestang for at få lande som Indien, Brasilien og Kina til også at løfte deres del af ansvaret.
Men når de industrialiserede lande løber fra en aftale, som de har haft 12 år til at levere på, skaber det en enorm mistillid i forhandlingsrummene. Danmark – og resten af industrilandene – bærer således en stor del af ansvaret for den udvandede aftaletekst, vi så til COP26.
Tilliden mellem landene skal genopbygges, hvis FN nogensinde skal levere en ikke-katastrofal klimaaftale. Første skridt her er at leve op til egne løfter, men Danmark – som ellers er selverklæret grønt foregangsland – viser med den nye finanslovsaftale vejen og cementerer, at det er helt i orden ikke at tage internationale forpligtelser seriøst.
De ressourcestærke lande skal tage ansvar
Det er på grund af rige lande som vores, at katastroferne og de nye vejrforhold, der gør det noget nær umuligt at dyrke mad, lige nu finder sted i de sårbare, fattige lande. Vi ved det – og vi bliver stadig ved med at udskyde klimahandling.
For mennesker i udviklingslandene betyder klimakrisen liv og død lige nu. De har brug for hjælp; de har brug for penge. De har brug for penge til at omstille sig, men de har også i høj grad brug for penge til at tilpasse sig de her nye vejrforandringer, der er kommet på grund af vores CO2-udledende overforbrug her i Vesten.
Lige nu tager de ressourcestærke lande intet ansvar for de klimakatastrofer, som lige nu finder sted i de allermest udsatte lande. Det allermindste, vi kunne gøre, var da i det mindste at betale den klimagæld, vi står i – og som vi ovenikøbet har lovet for 13 år siden.
Finansloven retter altså ikke op på den pinligt lave klimabistand, Danmark har kørt de sidste mange år.
Det gør mig først og fremmest ked af det, når jeg tænker på alle de her mennesker, som lige nu står med kæmpe katastrofer og har det sindssygt hårdt.
Min tristhed bliver imidlertid hurtigt kanaliseret over i vrede. Vrede over denne her krystalklare uretfærdighed. Disse mennesker har virkelig brug for hjælp lige nu, og vi har en stor del af skylden for det.
14. januar 2022 | 06:11
