På gaden for en bedre aftale
Dårlige arbejdsforhold er sundhedssektorens største problem
Der er både brug for en akut indsats, som kan afhjælpe arbejdspresset, og der er brug for en mere langsigtet strategi, som kan sikre ro og kontinuitet i sundhedssektoren.
|
Sundhedssektoren er i alvorlig krise. Vi mangler personale, og der findes ingen lette snuptagsløsninger. De ansatte har allerede alt for længe strakt sig til det yderste.
Der er sagt og skrevet meget om løn, men selv om løn er et udtryk for anerkendelse, så er løn ikke løsningen på et dårligt arbejdsmiljø. Dårligt arbejdsmiljø skal løses ved at løse de problemer, som er årsag til det dårlige arbejdsmiljø. Og i sundhedssektoren har det mange ansigter.
Set med mine øjne står ledere i sundhedssektoren overfor en pukkel af uløste ledelsesopgaver, som kommer til at kræve hårdt arbejde, nye måder at tænke på, aflivning af hellige køer og anerkendelse af, at hvis det ikke var for medarbejderne, så havde ledelsen ikke sin berettigelse.
Lydtætte ledelseslag
Jeg misunder ikke de offentlige ledere deres job. New Public Management har som mål, at ansvaret altid presses nedad, mens kompetencerne og ressourcerne til at vælge de rigtige løsninger ikke altid følger med. Men det er bekymrende, at der er så stor afstand mellem beretningerne fra plejepersonalet og orienteringen fra de øverste ansvarlige embedsmænd. Det vidner om alt for lydtætte ledelseslag, og man må undre sig over, hvad der skete med informationen på vejen gennem systemet?
Hvor har man eksempelvis drøftet, at når så mange nye sygeplejersker ansættes på deltid, så vil vi med tiden komme til at mangle fastansat personale? Hvorfor gjorde kommuner og regioner ikke mere for at fastholde erfarne medarbejdere, som kunne støtte de nye? Hvad har man tænkt, når der end ikke var fast personale nok til at dække weekendvagter? Er jagten på de kortsigtede besparelser gået for vidt?
Ledere i sundhedssektoren står overfor en pukkel af uløste ledelsesopgaver, som kommer til at kræve hårdt arbejde, nye måder at tænke på og aflivning af hellige køer.
Corona og en sygeplejerskestrejke har væltet læsset. Der er både brug for en akut indsats, som kan afhjælpe arbejdspresset, og der er brug for en mere langsigtet strategi, som kan sikre ro og kontinuitet i sundhedssektoren. Arbejdsgiverne i sundhedssektoren skal kort og godt på charmeoffensiv – og der er brug for et grundlæggende ændret syn på, hvad der er muligt.
Jeg er så træt af at høre om alt det, som ikke kan lade sig gøre, når det gælder arbejdstilrettelæggelse og planlægning i sundhedssektoren. Det er ikke en naturlov, at arbejdstider og arbejdsforhold skal være trælse. Mange ansatte i sundhedssektoren ved stadig ikke, hvordan de skal arbejde i julen. Årsagen er, at de først har ret til at kende deres arbejdsplan fire uger frem – og det er først på fredag!
Men det betyder ikke, at det ikke er muligt at lave en vagtplan meget tidligere. Det grænser til ledelsesmæssig magtarrogance, at planerne for julen ikke er klar for længst. Den slags betyder nemlig noget for nogen.
Anerkendelse og reel indflydelse
Og jeg er træt af, at offentlige ledere alt for længe har ment, at det var medarbejdernes eget ansvar at tåle lugten i bageriet. Den holdning bør udskiftes med anerkendelse og reel medarbejderindflydelse.
Et gammelt mundheld i sundhedssektoren hedder – at man kun får anerkendelse, fordi patienter og borgere er taknemmelige for den hjælp, de får. Men selv den anerkendelse må mange ansatte gå glip af, når de kostes rundt til forskellige afdelinger og nye patienter og borgere hver eneste dag, og dermed ikke har muligheden for at opbygge vigtige relationer og kontinuitet i arbejdet. Det får man ikke ros for hos borgerne – tværtimod.
Mange deltidsansættelser i sundhedssektoren var oprindeligt ikke et krav fra medarbejdere. Det var et spareforslag, som gav kortere arbejdstid, lavere løn, men ikke mindre arbejde. Ved at skære et par timer af en dagvagt fjernede man tiden til dokumentation, opfølgning, oprydning, vigtige samtaler, aktiviteter med borgere/patienter, kontakt til pårørende med mere. Men opgaverne skulle stadig varetages.
Deltidsansættelsen giver arbejdsgiverne nogle ledige timer, som kan udnyttes efter behov – og med et meget kortere varsel end de fire uger, som i forvejen er for lidt. Men deltidsansættelse får også grimme konsekvenser for kvinders barselsdagpenge, sygedagpenge og pensioner. Apropos (livs)løn, så er det helt skævt.
Jeg kan godt forstå, at mange ansatte oplever, at arbejdspresset er så stort, at det er svært at holde til fuld tid. Men det er ikke fuldtidsnormen, den er gal med. Det er arbejdsmiljøet, som skal forbedres. De medarbejdere, som mindst kan undværes, skal her og nu have den største ledelsesmæssige opmærksomhed og meget konkret indflydelse på egen arbejdssituation. Det ville være en tiltrængt fornyelse.
23. november 2021 | 09:04
