Læserbrev
Stort Tak for indsatsen . Absolut et vigtigt initiativ .
Log ind for at svareChikaneparagraffen bør afskaffes
Chikaneparagraffen i straffeloven, som den er formuleret og anvendes for tiden af vores kommuner, er gift for vores demokrati, skriver Ulf Harbo i denne blog.
|
Tårerne trillede i retten på Frederiksberg, da Bitten Vivi Jensen den 12. april fik lov at sige nogle afsluttende ord i den retssag, Københavns Kommune havde anlagt mod hende. Og lettelsen var stor, da Bitten den 23. april blev frifundet for chikane mod 16 sagsbehandlere i Københavns Kommune.
Arbejderen har dækket sagen grundigt, og utroligt mange mennesker har støttet Bitten på de sociale medier, hvilket varmer mit hjerte og giver håb for fremtiden.
Bitten blev frifundet, så der blev heldigvis ikke lavet endnu et justitsmord ud fra kommunale følelser, og hvad der ret beset er kommunal chikane af frivillige bisiddere og partsrepræsentanter, i denne omgang.
Men loven eksisterer stadig, og to andre frontkæmpere i de sociale modstandsbevægelser, Kim Osbøl og Mogens Rerup, er allerede dømt for chikane, selv om de aldrig har truet eller forfulgt nogen kommunale medarbejdere, men udelukkende kritiseret deres virke som offentligt ansatte.
Og nu er Kim Madsen på anklagebænken i Aabenraa Kommune, alt imens de kommunale medarbejdere får lov til at bryde loven og sagsmishandle syge og handicappede mennesker, som de er sat i verden for at hjælpe. Det kan de gøre uden risiko for at ende i retten og blive dømt, selv om deres brøde er 100 gange værre, og de har magten som offentlig myndighed.
Offentligt ansatte skal kunne kritiseres
Derudover er der flere og flere helt almindelige borgere, som forsøges kriminaliseret. Det gælder for eksempel Astrid, som jeg tidligere har skrevet om.
Hun advarede og informerede offentligt om, at JobCare i 2018 overtrådte sundheds- og autorisationslovens bestemmelser om, hvem der i kommunale sager må henvise til, udrede og behandle helbredsmæssige forhold. Men nu står hun selv anklaget for chikane, selv om kommunen straks stoppede med den ulovlige praksis, efter at hun afslørede den.
Loven, som den er formuleret og anvendes for tiden af vores kommuner, er gift for vores demokrati.
Hver gang en frivillig bisidder anklages og risikerer kriminalisering, er det utroligt belastende for den enkelte, men gør også, at andre bliver bange for offentligt at kritisere offentligt ansatte. Det er et stort tab for vores grundlovssikrede ret til at ytre os offentligt og kritisk særligt om magten og offentligt ansatte.
Vi skal have stoppet kommunernes praksis med at bruge en masse ressourcer på at forsøge at kriminalisere borgere og frivillige.
Da Folketinget i 2016 vedtog en skærpelse af straffen for chikane af offentligt ansatte, udtalte daværende justitsminister Søren Pape Poulsen:
”Vi skal ikke acceptere, at politibetjente, sosu-assistenter og andre af vores offentligt ansatte bliver udsat for vold og chikane, blot fordi de udfører deres arbejde. Vi har endda ulykkeligvis set, at nogle bliver såret eller dræbt. De voldsomme episoder understreger, hvor vigtigt det er, at vi værner om vores fælles institutioner. Derfor skærper vi straffen på en lang række områder og sætter ind for at genvinde respekten for de mennesker, som arbejder for vores fællesskab.”
Jeg vil påstå, at straffelovens paragraf 119a om chikane af offentligt ansatte har den modsatte effekt af intentionen og gør det farligere at være offentligt ansat.
Offentlig kritik af offentligt ansatte er nødvendig i et demokratisk samfund for at gøre op med dårlig og skadelig sagsbehandling og generel forråelse i det offentlige.
Offentlig kritik af offentligt ansatte er nødvendig for at kanalisere frustrationer, magtesløshed og vrede over skadelig sagsbehandling og forråelse over i en demokratisk ikke-voldelig protest mod systemovergrebene, hvorved radikalisering modvirkes.
Straffeloven bør ændres
Jeg mener, det er på tide med en systematisk evaluering af paragraf 119a. Vi skal have stoppet kommunernes praksis med at bruge en masse ressourcer på at forsøge at kriminalisere borgere og frivillige, som forsøger at få en bedre sagsbehandling og i magtesløshed over den manglende dialog i de enkelte sociale sager vælger offentligt at kritisere og udstille kommuners ulovlige sagsbehandling for eksempel med lydoptagelser af navngivne medarbejdere.
Jeg er derfor gået i gang med at formulere nogle spørgsmål til de ansvarlige ministre, som kan danne udgangspunkt for åbne samråd og forespørgselsdebatter i Folketinget.
Helt principielt mener jeg nemlig, at loven som den anvendes i dagens Danmark i flere tilfælde er i strid med grundlovens paragraf 77:
“Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende foranstaltninger kan ingensinde på ny indføres.”
Praksis er også i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, som slår fast at:
Der bør være vide rammer for at kritisere offentlige myndigheder og personer i offentlig tjeneste. Tålegrænsen må derfor for en generel betragtning være højere, når den beskyttede person er i tjeneste.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
02. maj 2024 | 07:07
