Økonomistyring i kommunerne
Bilismen har domineret længe nok – nu må byen prioriteres for mennesker
Skal det være lidt lettere at fungere som børnefamilie, er det ikke flere biler vi har brug for – men byer der fungerer uden dem.
|
Jeg blev for et par uger siden opmærksom på et debatindlæg i Information. Det er skrevet af Henrik Busch, der præsenterer sig som detailhandler (bragt den 14. maj). Hans intention med indlægget, som først kommer synligt frem i slutningen af læserbrevet, er at markere afstandtagen over for beskæringen af parkeringspladser i København.
Magtpartierne har her talt med to tunger, og de gør det stadig.
Det konkrete kritikpunkt er det tiltag, som har reduceret 820 p-pladser i Indre By med 525.
Men inden vi når så langt, inden læserbrevsskribenten for alvor udløser sin galde over et – i hans optik – bilfjendtligt tiltag, skal man som læser igennem et broget udvalg af argumenter for bilens nødvendighed for beboere i Københavns indre bydele.
Han kommer vidt omkring, hold da op: tidshensynet, hverdagsfortravlede børnefamilier og folkesygdommen stress. Tiden karakteriseres som ”den ultimative luksus”.
Debattøren nævner kort sin egen opvækst på Vesterbro i 1960’erne. Dengang var tid ikke en mangelvare.
Hylder parkeringsmuligheder
Men i dag er situationen en helt anden: det er hverdagslogistikken, som dominerer i familier, hvor den store udfordring er at få familielivet og hverdagen til at hænge sammen med to fuldtidsjob. Det kræver, postuleres det, biladgang, fleksibilitet samt en god portion held.
Dermed nærmer læserbrevets skribent sig omsider kernen i det, han har på hjerte: Det er meget godt med al den snak om og satsning på bæredygtighed. Men der er en nærliggende risiko for, at man derved kommer til at ignorere børnefamiliernes (mobilitets)behov.
Her er det konkrete og synlige eksempel fjernelsen af de 525 p-pladser i Indre By, København – ud af 820. Det er, må man forstå, helt tosset, for ud af en sådan beslutning vokser ”kaos, konflikter og stress”.
Ofrene er ikke mindst håndværkere, der skal udføre opgaver, ældre og børnefamilier. Det er ikke værdigt, fastslår debattøren.
Parkeringsmulighederne for bilen nærmest hyldes og løftes op på en piedestal: Skal det være lidt lettere at fungere som børnefamilier, ja så er der brug for rammer, der fungerer. Ikke mindst mulighed for at tilvælge og gøre brug af bilbaseret mobilitet.
Teksten slutter med denne salut:
”Vi har brug for et opgør med systemets ligegyldighed. Tid er en gave. Og børnefamilierne skal have mulighed for at bruge den rigtigt – med frihed og fleksibilitet”.
15 minutters byen
Ja, det er noget af en svada. Men spørgsmålet er vel, om debattøren farer lidt vild i sin bestræbelse på at sammenkæde eksempelvis børnefamiliers trivsel i Middelalderbyen eller brokvartererne i København med biladgang og parkeringskapacitet, og gøre trivsel og biltilgængelighed til noget uadskilleligt.
Umiddelbart kunne man have lyst til at sige til ham: Hey, jamen så anskaf dog en ladcykel! For hvorfor skal der være så mange pladskrævende ”stålkasser” på fire hjul? De bliver større, tungere og farligere! Og er det ikke klima, miljø og sundhed, vi skal prioritere? En bæredygtig livsstil?
For øvrigt, har du hørt om konceptet “15 minutters byen”? Hvad er så det? Jo, sat på kort formel drejer det sig om et byudviklingsbegreb, hvor den grundlæggende idé er, at man gennem planlægning sikrer, at alle borgere har adgang til hverdagens essentielle funktioner inden for en tidsmæssig radius på 15 minutter til fods eller på cykel fra deres bopæl. Det koncept er vi meget optaget af i Rådet for Bæredygtig Trafik.
Apropos det opgør med systemets ligegyldighed, som læserbrevsskribenten efterlyser. Jamen det kan jo vendes om! For drejer det sig ikke snarere om at rette den kritiske opmærksomhed mod et politisk system, der i årtier har forkælet bilismen, lyttet ensidigt til billobbyismen og tilpasset infrastrukturen i vores hovedstad til den firehjulede og dens fremkommelighed?
Talt med to tunger
Magtpartierne har her talt med to tunger, og de gør det stadig. Jo, vi skal omstille os, og de er med på, at vi skal agere meget mere grønt og klimavenligt, men samtidig holder de i Folketinget fast på en infrastrukturplan (tidsramme 2035), som gavner bilismen med stærkt problematiske motorvejsudvidelser.
I København har Socialdemokratiet ændret holdning i forhold til parkeringspladser. Nu ønsker partiet, med Pernille Rosenkrantz-Theil i spidsen, flere p-pladser, der skal gøre det ”nemmere at have bil i København”.
Ja, så ved vi, hvor vi har Pernille Rosenkrantz-Theil, der har valgt så klart og utvetydigt at støtte bilismen i København. Koblet med de skingre og verdensfjerne udmeldinger om et supermetro-tillæg, når man rejser til og fra lufthavnen, så bliver det unægtelig lettere at stemple S-overborgmesterkandidatens mobilitetspolitik som værende helt skør og ude af trit med, hvad der virkelig er behov for.
Samtidig kan man uden for Borgen, i medierne, støde på kontrasterende progressive politikerudmeldinger. Jeg er for eksempel faldet over en kronik af to borgmestre, Trine Græse og Ole Bondo Christensen, i Politiken 25. marts 2021, med overskriften ”sådan her skaber vi en bæredygtig hovedstad”.
De to kronikører repræsenterer Gladsaxe og Furesø Kommuner. Essensen af deres forslag og synspunkter er udtrykt i dette sammenfattende citat:
”I hovedstadskommunerne drømmer vi om en plan, som skaber sammenhæng på tværs af hele hovedstaden, og som kan løse vores store udfordringer med trængsel, støj og klimabelastning fra den massive biltrafik.”
Støjbekæmpelsen ligger de to borgmestre meget på sinde. Det er jo super, men hvordan får vi drømmen gjort til virkelighed? Hvordan vil borgmestrene trænge igennem over for beslutningstagerne og det politiske etablissement?
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
30. maj 2025 | 06:51
