Landet Rundt
Behovet for ældrepleje mærkes ens – uanset hvad der står på kontoen
Når vi takker ja til hjælp, så er det fordi, at vi ikke længere er i stand til at klare os selv. I den situation skal vi kunne regne med, at den hjælp, vi modtager, er lige kvalificeret uanset økonomisk formåen.
|
Det var ikke overraskende, at Moderaterne og Lars Løkke pludseligt kom med udspil om plejeopsparinger i ældreplejen. Det er jo ret beset en klassisk “Løkke” at sætte det lange lys på, selv om det blænder for de helt nære problemer, som kræver løsning her og nu. Det var til gengæld overraskende, at en socialdemokratisk ordfører forsøgte sig med et tilsvarende forslag. Problemet med plejeopsparinger er “bare”, at de er enormt ulighedsskabende. Og ingen af regeringspartierne har haft argumenter for det modsatte.
Regeringspartierne er bemærkelsesværdig tavse, når det handler om de helt nære og meget konkrete udfordringer, hvor flere og flere ældre får brug for mere behandling og pleje.
Indtil videre er der heller ingen, som har været i stand til at forklare, hvordan sådan en model reelt skal fungere. Men en model, som vi kender fra arbejdsmarkedspensioner, er skæv. Hvis man i stedet forestiller sig en model, hvor alle betaler en procentdel af lønnen, for så til gengæld at modtage den samme ydelse, så er det bare en skjult og meget bureaukratisk skattestigning, som lettere klares med opkrævning af mere skat.
Sammenligningen med pension er også skæv, for mens vi alle sammen får glæde af pensionsopsparingerne, hvis vi lever længe nok, så er det langt fra alle, som får brug for ældrepleje. Antallet af ældre over 80 år, som modtager hjælp, er støt faldende. En af forklaringerne er såkaldt sund aldring. Men flere og flere ældre og stramme kommunale budgetter har også resulteret i strammere visitation, så det kort og godt er blevet sværere at få nødvendig hjælp.
Regeringspartierne er bemærkelsesværdig tavse, når det handler om de helt nære og meget konkrete udfordringer, hvor flere og flere ældre får brug for mere behandling og pleje. Og hvor en katastrofal mangel på personale er vores største udfordring her og nu. Både løn- og arbejdsvilkår er en del af løsningen på det problem. Det venter vi på. Men vi kan også skabe langt mere attraktive arbejdspladser, hvis vi sikrer mere tværfaglighed, sammenhæng og kontinuitet i arbejdet – en opgave, som den såkaldte Robusthedskommission skal komme med bud på. Den venter vi så også på.
Vi venter også på et udspil på den ældrelov, som regeringen har varslet i regeringsgrundlaget. Vi har ganske vist stadig til gode at diskutere, om der er brug for en ældrelov – eller om der i stedet er brug for et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen, som tilgodeser, at de ældre, som har brug for ældrepleje, som hovedregel også er syge og derfor netop også har brug for sundhed. Regeringen har selv nedsat en Sundhedsstrukturkommission, så også på sundhedsområdet venter vi – igen!
Vi går ikke og drømmer om ældrepleje. Trods regeringspartiernes påstande om, at vi vil kræve mere og mere ældrepleje, så tror jeg heller ikke, at fremtidens ældre drømmer om den dag, hvor de er så svækkede af sygdom, at de endeligt kan modtage pleje og omsorg. Tværtimod. Vi vil helst klare os selv – så længe som muligt.
Når vi alligevel takker ja til hjælp, så er det fordi, at vi ikke længere er i stand til at klare os selv. I den situation skal vi kunne regne med, at den hjælp, vi modtager, er lige kvalificeret (og sammenhængende) uanset økonomisk formåen.
At tro at man som ældre svækket borger vil være i stand til at shoppe i forskellige plejefirmaer for at finde de bedste – er utopi. Og selv hvis den ældre har overskuddet til at shoppe, så kan ingen ældre forudse behovet for hjælp i morgen. Derfor er nøgleordet for en værdig ældrepleje også sammenhæng, hvor et samlet team af sundhedsprofessionelle kan handle på forandringer.
Privatisering er en af de mest afgørende årsager til det bureaukrati, som alle gerne vil fjerne, og de strukturelle vilkår indebærer, at den åbenlyse og logiske sammenhæng, som der er brug for i det nære sundhedsvæsen, er svær at praktisere. For når man insisterer på, at private skal kunne byde på en opgave, så må man nødvendigvis også definere opgaven detaljeret og prisfastsætte den. Og netop mere privatisering går også igen i regeringens præmisser. Det rimer bare ikke på det nære og det sammenhængende sundhedsvæsen.
Det, der giver mening for den ene patient, giver ikke nødvendigvis mening for den anden, for ingen patienter er ens. Den rigtige behandling og pleje i tide – er stadig den bedste – og sandsynligvis også den billigste.
Dette er et blog-indlæg og alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
09. august 2023 | 15:02
