Markering for fred og velfærd
Bedst og billigst var alligevel ikke så let
Jeg bakker 100 procent op om den del af ældreloven, som forhindrer, at private firmaer i ældreplejen fortsat kan håndplukke de letteste og mest rentable opgaver, mens den offentlige sektor står tilbage med de tungeste og mest komplicerede opgaver, skriver Kirsten Normann Andersen i denne blog.
|
I mere end 20 år har dansk erhvervsliv gjort gældende, at offentlig velfærd er både dyr og dårlig. Samtidig man har fremhævet, hvordan det private erhvervsliv og konkurrence både kunne forbedre indsatsen og til en billigere pris.
Derfor har det også været absurd at lytte til Dansk Industris kritik af den nye ældrelov, hvor private leverandører i ældreplejen forudsættes at kunne varetage alle relevante opgaver hos de ældre borgere, som vælger et privat firma. Man kan kun forstå kritikken på den måde, at det er gået op for Dansk Industri, at opgaven ikke er så simpel, som de ellers har foregivet igennem årtier!
Lad det være sagt med det samme. Jeg bakker 100 procent op om den del af ældreloven, som forhindrer, at private firmaer i ældreplejen fortsat kan håndplukke de letteste og mest rentable opgaver, mens den offentlige sektor står tilbage med de tungeste og mest komplicerede opgaver.
Det dilemma har jeg selv påpeget i flere år. Den fordeling af opgaver gør det nemlig svært at planlægge ældreplejen på en rationel måde – hvor mindre komplicerede og ikke-akutte opgaver i en snæver vending kan være buffer for de akutte opgaver, som jo altså skal løses her og nu.
Mere helhedsorienteret hjælp
Ældrepleje er langt mere, end blot opgaver der skal løses. At blive ældre og mere svækket er jo trods alt en fremadskridende tilstand, som rammer os i forskellig grad. Og kunsten er at sikre nødvendig hjælp, støtte, behandling og pleje på en måde, hvor den ældre i videst muligt omfang kan klare sig på egne præmisser – så længe som muligt. Det vil vi nemlig helst!
Men når opgaverne i ældreplejen opdeles i små bidder, hvor private indtil nu frit har kunnet prioritere eksempelvis praktisk hjælp, mens kommunerne så har haft ansvaret for forebyggelse og pleje, så bliver den samlede indsats både dyr, bureaukratisk og faktisk også dårlig for den ældre, som risikerer at få unødigt mange forskellige ansatte rendende i hjemmet.
Men først og fremmest mister vi også muligheden for en mere helhedsorienteret støtte og hjælp til de ældre, som har brug for hjælp. Derfor er jeg også tilhænger af, at enten tager man alle opgaver – ellers har man ingen opgaver.
Der er intet belæg for at påstå, at privat velfærd er bedre end offentlig velfærd. Måske tværtimod.
Dansk Industris evindelige kritik af den offentlige sektor og de offentligt ansatte har naturligvis haft det formål at markedsgøre flere velfærdsydelser, men kritikken har været både uretfærdig og forfejlet. Der er intet belæg for at påstå, at privat velfærd er bedre end offentlig velfærd. Måske tværtimod.
Har man fulgt med i sagerne om private bosteder, så er påstanden i det mindste gjort alvorligt til skamme. Et område som er præget af alvorlige sager om svigt af de mest sårbare borgere – men også om uhyrlige priser, jagten på profit, udenlandske kapitalfonde og endda eksempler på, hvordan bosteder til de svageste borgere i samfundet er brugt til hvidvask af kriminelles sorte penge.
Og nogle husker måske de mange sager om fejlslagne fedmeoperationer, hvor offentlige sygehuse måtte påtage sig ansvaret for at rette op på fejl – begået af den private sygehussektor. Eller for den sags skyld mange fejlslagne skønhedsoperationer!
Noget mere velordnet er trods alt den private sektors indsatser på ældreområdet. Området har været reguleret af lovgivning, som fastsætter rammerne for, hvordan den private sektor kunne byde sig til med ældrepleje til borgere i eget hjem – til ligeværdige kommunale priser, hvis de i øvrigt kunne godtgøre, at de var i stand til at levere ældreplejen.
Mere lige konkurrencevilkår
Forskellen på den nuværende lovgivning og den nye ældrelov er, at i fremtiden må private byde ind på hele pakken, og netop det forhold vil både skabe mere lige konkurrencevilkår mellem den offentlige og den private sektor – og det vil betyde, at ældre kan se frem til en mere helhedsorienteret ældrepleje.
Det synes jeg både er fair – og godt for de ældre, som er så afhængige af en stabil og tryg ældrepleje. Og måske er det også et ophør med den evindelige kritik af den offentlige sektor, som hele tiden har haft alle opgaverne.
Jeg har lyttet mig til, at nogle er bekymrede for, om den nye lov også risikerer at blive et opgør med det frie valg mellem leverandører i ældreplejen. Det tror jeg dog ikke bliver tilfældet. Nogle virksomheder formår faktisk at levere en rigtig god ældrepleje. Det gælder ikke mindst nonprofitorganisationerne, som ofte har en større mission med indsatsen – end blot profit.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
01. april 2025 | 09:08
