Teateranmeldelse
Attentatet mod Global Aktion og det politiske Danmark
I betragtning af hvor alvorligt det burde tages, at en organisation som Global Aktion angribes på denne måde for deres solidaritetsarbejde med et undertrykt folk, synes jeg mest af alt, at det, vi rammes af, er en larmende politisk stilhed.
|
Da nyheden om et brandattentat mod NGO’en Global Aktion begyndte at komme frem, sendte det et chok gennem mange i både venstreorienterede og NGO-kredse i Danmark. For med politisk graffiti på gaden udenfor synes der for mange af os ikke at være megen tvivl: Her var tale om et tilfælde af politisk motiveret vold.
Det var en handling, der uden tvivl havde som formål at sende et klart signal – nemlig at organisationen ikke skulle driste sig til fortsat at arbejde med et af deres fokuspointer.
Nærmere bestemt, syntes det at være klart, at det var Global Aktions arbejde med Marokkos fortsatte besættelse af Vestsahara, man ønskede at lukke ned for.
Som en af de politikere der, først som folketingsmedlem og nu som EU-parlamentariker, har mødtes med Global Aktion om blandt andet netop situationen for saharawierne og det besatte Vestsahara, var det nærmest en understregning af deres pointer.
Det er op til os allesammen at være med til at sikre, at angrebet på Global Aktion ikke bliver endnu et politisk attentat, som glider direkte ind i det politiske Danmarks glemmebog.
For et af problemerne er, at nationalistiske kredse i Marokko jo ikke engang vil erkende, at man rent faktisk besætter et land, der burde have været selvstændigt. Samtidigt er det også en påmindelse om, hvor voldsparat sådanne kredse kan være – og hvor brutal undertrykkelse af saharawierne faktisk er.
Desværre ikke første gang
Det voldsomme brandattentat mod en mindre, men vokal NGO med kontor i en beboelsesejendom bringer for mange af os på venstrefløjen også ubehagelige minder. Minder om en højrefløj og deres allierede der bestemt ikke har været bange for at bruge vold mod dem, der tænker anderledes.
Mere konkret får det nok også mange til, som det er tilfældet for mig, at tænke tilbage til 16. marts 1992. Dengang en brevbombe ikke blot raserede organisationen IS’ lokaler i en anden københavnsk beboelsesejendom, men også på tragisk vis kostede et menneskeliv.
Attentatet i 1992 burde have været chokerende nok i sig selv, men både politiet og det politiske Danmarks reaktion bidrog bestemt til venstrefløjens efterfølgende syn på sagen.
For ikke alene var en af politiets første reaktioner det, vi i dag nok vil kalde victim blaming – nemlig at spekulere på, om ikke det kunne være en bombe, IS selv var ved at forberede, der var eksploderet. Dertil kommer også, at vel nok det blodigste politiske attentat i moderne dansk historie stadigt står uopklaret – og nærmest ingen opmærksomhed får.
Som en del af os kan huske fra dengang, var det som om, en opklaring af sagen aldrig rigtig var topprioritet på grund af målet for aktionen. Det var svært dengang ikke at få den tanke, at havde der været tale om et dødeligt angreb på partikontoret for et af de mere etablerede partier, så havde både tonen og de ressourcer, der blev brugt, nok set anderledes ud.
En larmende politisk stilhed
Det er ikke mindst den følelse, jeg begyndte at få kort efter historien om det forkastelige angreb på Global Aktion – og det er en følelse, der ikke synes at gå væk.
For i betragtning af, hvor alvorligt det burde tages, at en organisation angribes på denne måde for deres solidaritetsarbejde med et undertrykt folk, synes jeg mest af alt, at det, vi rammes af, er en larmende politisk stilhed.
For hvor man kunne have forventet eller i det mindste håbet på en bred politisk fordømmelse, mindede dækningen af attentatet mig mest om 1992. Mere et “nu må vi se”, og “vi skal jo ikke pege fingre”, end en stor, offentlig fordømmelse af politisk vold – som ellers havde været på sin plads.
Det siger meget om det politiske Danmark, at selv med klar politisk skrift uden for det brandbombede kontor så diskuteres sagen stort set ikke i medierne, og man hører ikke just om opdateringer fra en intens politiefterforskning.
At det er sådan, er stærkt bekymrende. Men som gammel venstrefløjsaktivist og politiker desværre ikke så overraskende. Det er op til os allesammen at være med til at sikre, at angrebet på Global Aktion ikke bliver endnu et politisk attentat, som glider direkte ind i det politiske Danmarks glemmebog.
Slutteligt vil jeg minde alle Arbejderens læsere om, at man kan give støtte direkte til Global Aktion, så deres arbejde kan føres videre.
Denne blog er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
22. januar 2025 | 06:21
