Regering kollapset
Alarmklokker i døgndrift
Klimasituationen i dag er enestående: Vi skal mindst 2.000.000 år tilbage for at finde lige så høje CO2-koncentrationer i atmosfæren, som den kapitalistiske industrialisering har skabt på kun 200 år.
|
I sidste måned udkom første del af den sjette rapport om menneskeskabte klimaændringer fra FN’s Klimapanel, IPCC. Den omhandler de fysiske forhold.
Den følges næste år af yderligere to rapporter. Nummer to handler om de med klimaændringerne forbundne risici for samfund og økosystemer samt muligheder for at afværge disse risici.
Nummer tre omhandler muligheder for nedtrapning af udledningen af drivhusgasser til atmosfæren. Ikke mindst rapport nummer to vil utvivlsomt gøre lyden fra alarmklokkerne, der nu har kimet i mere end to årtier, endnu mere infernalsk.
Det gælder i alt fald for alle os, der ikke på forhånd har besluttet sig for at lukke ørerne.
Passive regeringer
Klimabevægelsen og dele af pressen, herunder Arbejderen, har fulgt offentliggørelsen af den første rapport op og endnu en gang påpeget, at der skal et helt andet tempo på i omstillingen til en fossilfri, bæredygtig verden.
Hverken fra vores hjemlige regering eller ude fra verdens magtcentre synes der dog at være kommet tilsagn om at revidere allerede lagte og helt utilstrækkelige planer.
Klimabevægelsens slagord ”System change not climate change” må tages alvorligt af alle klimaaktive.
Vi afventer dog, om Bidens (også utilstrækkelige) plan om halvering af USA’s CO2-udslip i 2030 slipper igennem det amerikanske lovmaskineri.
Selv om rapport nummer et ikke har fokus på menneskelige konsekvenser af klimaændringerne, er der god grund til at se nærmere på den for bedre at forstå, hvad der er ved at ske.
Jeg vil fremhæve nogle ting, som dels er nye, dels er kendte, men nu kan fastslås med større sikkerhed.
Abnorm klimaudvikling
For det første er klimasituationen i dag enestående: Vi skal mindst 2.000.000 år tilbage for at finde lige så høje CO2-koncentrationer i atmosfæren, som den kapitalistiske industrialisering har skabt på kun 200 år.
Vi skal 6500 år tilbage for at finde globale temperaturer, som vi har nu, hvor temperaturen er steget 1,1 grad (siden 1850 – 1900). Ingen ændringer i de astronomiske forhold såsom solpletter med videre kan forklare det.
Noget fald i stigningstakten for CO2-koncentrationen kan ikke konstateres endnu. Gennem de kommende 20 år vil temperaturen i snit være steget 1,5 grader (siden 1850 – 1900) uanset hvad.
De sidste to årtier af århundredet vil stigningen (siden 1850 – 1900) ligge fra 1,4 til 4,4 grader, helt afhængigt af den menneskelige indsats fremover.
Det er nu, kampen står om at undgå en mareridtsagtig udvikling hen imod resten af århundredet, altså inden for mange nulevende menneskers levetid.
Uensartet fordeling
Uanset størrelsen af den globale temperaturstigning vil der geografisk være meget store udsving:
Ved landoverfladen stiger temperaturen en halv gang mere end ved havoverfladen. For det arktiske område taler vi om en fordobling i forhold til gennemsnit. I nogle subtropiske og tørre regioner vil varmerekorder ses halvanden til to gange så hyppigt som øvrige områder.
Samme uensartethed ses med hensyn til regnmængder. Ved to graders temperaturstigning vil regnmængden i tørre regioner mindskes op til 10 procent, mens den øges op til 40 procent i områder, der i forvejen har en høj regnmængde.
Disse data giver os en nødvendig forståelse af, hvor forskelligt lande og folk rammes af klimaændringerne.
De ekstreme begivenheder
Meget stor betydning har også vurderingen af, hvor meget hyppigere ekstreme vejrbegivenheder vil blive fremover.
For eksempel er begivenheder, der normalt kun optræder en gang hver 10. år, blevet næsten tre gange hyppigere ved den allerede opnåede temperaturstigning på én grad. Ved 1,5 grader vil hyppigheden firdobles.
For begivenheder, der normalt kun optræder et par gange på et århundrede, er der tale om en femdobling (ved én grad), henholdsvis ni-dobling (ved 1,5 grader) af hyppigheden.
Nu som fremover vil det utvivlsomt være netop de ekstreme begivenheder som tørker og monsterregn, der vil give offentligheden de tydeligste signaler om den fremadskridende proces.
Er der tid nok?
I TV2 gik kommentarerne til IPCC’s rapport dels på, at der ikke var noget særligt nyt i rapporten, dels på, at det gode var, at der stadig var tid til at nå Parisaftalens mål om at begrænse temperaturstigningen til 1,5 – 2 grader.
Det, at der stadig er tid nok, er et mantra, man kan køre på, indtil der pludselig ikke længere er tid nok.
På samme måde: Man kan gå fra Roskilde om morgenen og nå at være i København inden aften – ja, men ikke med en møllesten om benene. Møllestenen er kapitalen med dens væv af modstridende privatinteresser.
Erkender man, at det forholder sig sådan, vil man ikke som klimaaktivist begrænse strategien til at råbe døve politikere op, men rette den mod at bekæmpe kapitalismen.
Den tendens har vi set i sidste uge, hvor Extinction Rebellion’s aktioner blandt andet har været rettet imod oliemonopoler og finanscentre i Oslo, Berlin med flere.
Klimabevægelsens slagord ”System change not climate change” må tages alvorligt af alle klimaaktive.
”System” det er kapitalismen. ”Change” betyder: Kæmp et andet system igennem. Kæmp for socialismen!
01. september 2021 | 06:44
