Agurketid
Benzinpriserne stiger i USA, de amerikanske vælgere bliver sure, og præsidenten frygter for sit politiske liv. Derfor måtte demokrati, retsstat, og hvad man ellers kalder det, træde i baggrunden. Her var større ting på spil.
Agurken er ifølge leksikonnet en krybende eller klatrende grøntsag med oprindelse i de varme lande. Frugterne høstes umodne, og herhjemme sker det om sommeren.
Formentlig er det derfor, Folketingets sommerferie kaldes agurketiden. Og når journalisterne ikke kan skrive om politiske rævekager og lignende, må de finde noget andet at fylde spalterne med – såkaldte agurketidshistorier. Her kommer en af slagsen.
Den amerikanske præsident har besøgt Saudi-Arabien. Og hvad så? Besøger amerikanske præsidenter ikke jævnligt andre lande, ikke mindst mangeårige tætte allierede som Saudi-Arabien?
Men dette besøg er noget særligt, får vi at vide, fordi den amerikanske præsident sidste år i anledning af, at den saudiske kronprins havde beordret et makabert mord på en systemkritiker (som det hedder), endnu en gang stablede sig op på moralens høje hest og kaldte Saudi-Arabien for en “pariastat”.
De specielle politiske forhold i Saudi-Arabien, måske verdens mest reaktionære og udemokratiske land, havde ganske vist ikke tidligere generet amerikanske regeringer, men denne systemkritiker var åbenbart noget særligt.
Pariastat eller ej?
Det er imidlertid ikke ham, historien drejer sig om, når man lige ser bort fra den opsigt, det vakte her i agurketiden, at den amerikanske præsident besøgte pariastaten og gav dens kronprins hånden. Pariastaten var altså ikke længere en pariastat; og hvorfor så ikke?
Svaret er – som så ofte før, når der foregår noget i den del af verden – olie. USA mangler olie. USA er ganske vist selv en af verdens største olieproducenter, men det er åbenbart ikke nok. Benzinpriserne stiger i USA, de amerikanske vælgere bliver sure, og præsidenten frygter for sit politiske liv. Derfor måtte demokrati, retsstat, og hvad man ellers kalder det, træde i baggrunden. Her var større ting på spil.
Imperialismen troede, den kunne isolere Rusland og gøre Rusland til en pariastat. Den kom til at isolere sig selv.
Nu må det retfærdigvis siges, at det ikke kun var sit eget politiske liv, den amerikanske præsident frygtede for. USA er i krig – ganske vist en stedfortræderkrig på den anden side af kloden, men alligevel.
Og i denne krig, hvor det ikke er USA’s egne borgere men et andet lands (Ukraines), der bliver sendt til slagmarken for at dø, havde USA og dets mere eller mindre følgagtige lydstater i Europa og andre dele af verden et våben, som ufejlbarligt ville bringe sejren hjem: Hvis Rusland, fjenden i stedfortræderkrigen, ikke længere kunne sælge sin olie og sin gas til resten af verden, ville Putin løbe tør for penge (dollars) til at føre krig for.
Den russiske olie kunne jo sagtens erstattes; der var lande nok, der ville sælge olie, blandt andet Saudi-Arabien. Og hele verden ville selvfølgelig slutte op, når Washington beordrede pengepungen lukket i.
Mange lande siger ja til russisk olie og gas
Som vi nu véd, gik det bare ikke sådan. Selv om USA fik følgeskab af lydstaterne i EU og enkelte andre lande, ville resten af verden stadig hellere end gerne købe russisk olie og gas.
I den situation var det Rusland, der gav sig til at skrue ned for leverancerne – nu var der jo andre kunder i butikken! Og værre endnu: Saudi-Arabien ville godtnok stadig gerne sælge olie til USA og EU, men ikke mere end normalt. At skrue op for pumperne og erstatte den russiske olie og gas interesserede hverken Saudi-Arabien eller de andre oliegolfstater.
Så derfor måtte den amerikanske præsident gå den tunge vej ad pariastatens røde løbere til den ventende kronprins og om ikke kysse hans hånd,så i hvert fald noget, der lignede: Giv os noget olie, please!
Om paria-statens kronprins vil forbarme sig, er i skrivende stund uklart. Imens ømmer de amerikanske bilister (og vælgere!) sig under de stigende benzinpriser, og EU imødeser med gysen i sommervarmen en kommende vinter uden russisk gas.
Den luner de sig nu ved i lande som Kina, Indien og Sydafrika og i en lang række afrikanske og sydamerikanske lande – alle tidligere kolonier og halvkolonier, som udmærket kan genkende deres gamle undertrykkere i Europa og Nordamerika, når de står over for dem. Hvad skulle de hjælpe dem for? Noget udestående med Rusland har de jo ikke selv – for manges vedkommende tværtimod.
Imperialismen troede, den kunne isolere Rusland og gøre Rusland til en pariastat. Den kom til at isolere sig selv.
Se, det var en rigtig agurketidshistorie, som vi kan lune os med i sommervarmen, mens vi venter på den tilstundende russiske vinter.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23% af 750.000 DKK
170.281 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
