Kan ikke stemme
Åbent brev til boligordførerne: Mere transparens i den almene boligsektor
|
Den almene boligsektor er for længst blevet en stat i staten: Med sin helt egen lovgivning (blandt andet almenleje- og almenboligloven med mere).
Med sin helt egen, lukkede økonomi med beboerne som de eneste betalende (balancelejen).
Med en stærk organisation på boligselskabernes side i BL Danmarks almene boliger mens ethvert forsøg på organisering af beboersiden bremses.
Med en årlig omsætning på cirka 50 milliarder kroner.
Med kun meget få reelle beslutningstagere efter mange fusioner (KAB sidder for eksempel allerede i dag på cirka 10 procent af de 600.000 almene boliger i hele landet).
Kort sagt: Med et jerngreb om næsten 1,2 millioner beboeres (= vælgeres!) boligsituation.
Boligselskabets kontraktmonopol samt den uhindrede adgang til beboernes penge via princippet om balanceleje (at driften, inklusiv boligselskabets, skal dækkes af beboernes huslejeindbetalinger) betyder samtidig, at boligselskabet fritages for ethvert ansvar for sine dispositioner.
Unddraget for indsigt
Også fordi boligselskaberne er unddraget enhver form for indsigt i, hvad der foregår bag de hermetisk lukkede døre, da de hverken er underlagt offentlighedsloven (aktindsigt) eller forvaltningsloven (officialprincippet) eller for den sags skyld Ombudsmanden.
Den stigende interessemodsætning mellem de betalende beboere og den forbrugende fjerne og store administration synes heller ikke at have fanget lovgivers opmærksomhed – og da slet ikke, at beboernes mulighed for at tage kampen op er yderst ringe.
Den stigende interessemodsætning mellem de betalende beboere og den forbrugende fjerne og store administration synes ikke at have fanget lovgivers opmærksomhed.
Derfor er det højt besungne beboerdemokrati for længst udhulet af styrkeforskellen mellem beboerne og boligselskabet: Beboerne nægtes ikke blot indsigt i beslutninger og regnskaber med mere, men bremses også ofte (af kontraktmonopolet), når de forsøger at hente kvalificeret hjælp udefra, eksempelvis hos lejerforeninger med stærke kompetencer på det juridiske og regnskabsmæssige område.
Beboerdemokratiet undergraves
På den baggrund kan det kun undre, at lovgiver gang på gang giver boligselskaberne øgede beføjelser i forhold til beboerne, som det ofte ses, når lovgiver stiller krav til boligselskaberne, eksempelvis om effektivisering eller større tryghed.
Typisk forlanger og får boligselskaberne straks nye “værktøjer” til at håndtere kravene, og hver gang undermineres beboerdemokratiet.
Senest med to udvidelser af boligselskabernes ret til at smide familier til kriminelle ud og vel at mærke helt efter boligselskabets eget valg blandt mulige ”kandidater”, det vil sige helt vilkårligt. Tre berørte familier i en meget omtalt sag vedrørende boligafdelingen Blågården kan derfor ikke få indsigt i, hvorfor netop de er blevet ramt.
Politikernes tillid til, at aktørerne i boligselskaberne skulle være besjælede af en særlig form for altruisme, er åbenbart stadig grænseløs – og, som eksemplerne nedenfor viser, grænseløs naiv.
Skandaler i boligselskaber
At være en nonprofitorganisation beviser jo ikke i sig selv, at der ikke kan ske misbrug af midler.
Fristelserne er store, og muligheden for at blive opdaget er meget lille.
Det viser den verserende sag om Østjysk Bolig, hvor en direktør tilsyneladende over mange år systematisk har overført millioner af (beboer)kroner til sig selv og modtaget returkommission fra store leverandører, i alt for muligvis over 20 millioner kroner.
Men der var jo også skandalen i 2019, da KAB med misbrug af beboerstemmer forsøgte at få en i forvejen højtlønnet direktør ind i Radiusbestyrelsen.
Korruptionsdommen i 2020 over medlemmer af organisationsbestyrelsen i Thisted.
Bolig1 har heller ikke fået den store medieopmærksomhed.
Senest er det kommet frem, at en afdelingsformand i Østjysk Bolig allerede i 2017 gjorde ledelsen opmærksom på, at en af boligselskabets kontrakter oversteg markedsprisen med det syvdobbelte (for snerydning) – men hans kritik blev naturligvis afvist.
Dyre kontrakter
Boligselskabets monopol på at indgå kontrakter kan blive meget dyrt for beboerne.
BL og boligselskaberne sætter hver gang deres mange kommunikationsmedarbejdere ind på at fortælle, at der er tale om enkelttilfælde. Men nej, der er ikke tale om enkelttilfælde, som disse eksempler viser:
Eksempel 1: Når en boligdirektør dagen efter sin fyring i boligselskabet A bliver ansat i en tilsvarende stilling i boligselskab B, kan beboerne i A hverken få oplyst, hvad han har fået i fratrædelsesgodtgørelse, eller om man har sikret sig en modregningsret i den nye løn. De må bare acceptere og betale omkostningen på mange millioner kroner.
Retten til aktindsigt betød omvendt, at medierne for nogle år siden kunne berette om (helt sammenlignelige?) usædvanlige ansættelsesforhold i forsyningsselskaber.
Eksempel 2: Med en hidtil udokumenteret påstand om effektivisering af driften, lægger mange boligselskaber driftsfunktioner sammen for flere boligafdelinger, så eksempelvis tre afdelinger skal dele en driftschef.
Lønudgiften per afdeling skjules i et nyt, uigennemskueligt administrationsbidrag. På grund af beløbenes størrelse kan der dog opstå berettiget tvivl om, hvorvidt de enkelte afdelinger betaler hele lønnen – uden at kunne efterprøve det.
Eksempel 3: Byggesagshonorarer udgør ofte en mangedobling af det ofte beskedne honorar til boligselskabets ledelse – og kan og må udbetales til dets medlemmer. Men uden aktindsigt er det helt umuligt at finde ud af, hvad de enkelte bestyrelsesmedlemmer reelt modtager i honorar.
Også selv om netop dette honorar kan være et usagligt incitament til at iværksætte unødvendige byggearbejder.
Eksempel 4: Et boligselskab påstod, at entreprenøren var gået konkurs, da der var opstået et erstatningskrav på 650.000 kroner for byggesjusk. Forinden havde boligselskabet meddelt, at byggesagsforsikringen ikke ville yde erstatning. Beboerne i afdelingen skulle altså selv over huslejen betale hele regningen efter princippet om balanceleje.
Det viste sig, at entreprenøren ikke var gået konkurs, da afdelingsbestyrelsen af egen lomme hyrede en advokat. Til gengæld var kravet på grund af boligselskabets lange sagsbehandlingstid i mellemtiden blevet forældet.
Der blev ved advokatens mellemkomst heldigvis fundet en løsning, men boligselskabets relation til entreprenøren og det angivelige afslag fra byggesagsforsikringen (var den overhovedet blevet tegnet?) ville have været oplagte emner for en aktindsigt.
Eksempel 5: Beboerne i en afdeling beslutter på et afdelingsmøde i 2020 at melde sig ind i en lejerforening for at få hjælp til mange tvister med boligselskabet. Boligselskabet henviser til en principbeslutning fra 2008 i dets bestyrelse: Deres beboere har ikke brug for hjælp udefra. Argumentationen minder betænkeligt om Erdogans begrundelse for at melde Tyrkiet ud af Istanbul-konventionen: Tyrkiske kvinder har ikke brug for den beskyttelse, som ligger i konventionen.
Vi skal minde om, at beboerdemokratiet i sin nuværende form blev indført per 1. januar 1997 netop som et værn mod magtmisbrug efter skandalerne i boligselskabernes indkøbsforening Bolind og Lejerbo5.
Lejernes Retshjælp står klar med mange nødvendige ændringsforslag til lovgivningen for den almene boligsektor, så beboerdemokratiet kan komme tilbage på sporet!
31. august 2021 | 09:28
