50 år i EU
Det handelssamarbejde, som Danmark blev indlemmet i for 50 år siden, har udviklet sig til den politiske union, vi blev lovet aldrig ville se dagens lys, konstaterer Svend Erik Christensen i denne blog.
Den 1. januar var det 50 år siden, at Danmark blev indlemmet i EF – i dag EU. Nogle vil fejre det med skåltaler og andre med afsky.
Jeg er nået den alder, hvor jeg kan huske kampagnen op til folkeafstemningen den 2. oktober 1972 og selve afstemningsdagen, hvor jeg for første gang kunne stemme.
Det var en svinsk valgkamp. Den var fuld af løgne og trusler. Tidligere statsminister Hilmar Baunsgaard og frue sagde i store avisannoncer, at vi skulle stemme ja for den daglige husholdnings skyld. Bananer ville stige med 50 procent, hvis vi ikke kom med i EF.
Andre annoncer fortalte, at hvis vi stemte nej, ville vi miste mange arbejdspladser. I modsætning til et ja, hvor der for eksempel ville komme 3100 nye arbejdspladser i Frederikshavn. Men hovedargumentet var, at vi skulle stemme ja af hensyn til flæskepriserne og derfor følge Storbritannien ind i EF.
Hver gang vi modstandere af EEC, som det oprindeligt hed, henviste til præamblen i Romtraktaten, som sagde, at målet var en union, så var svaret, at det kun var noget, der var skrevet i forbindelse med skåltaler, og det var frihandel, som det drejede sig om.
En bredt funderet modstand
Modstanden var bredt erhvervsmæssigt og politisk funderet. I april 1972 samlede langt hovedparten af modstanderne sig i Folkebevægelsen mod EU. Store fagforbund som Metal var modstander. Flere erhvervsfolk talte for et nej.
Den sidste måneds tid op til folkeafstemningen i 1972 tabte modstanderne terræn. Den massive skrammekampagne fik frit løb. Vi håbede til det sidste på et mirakel. Og vi håbede, at Norges nej den 25. september til at blive medlem af EF ville give os medvind i de sidste dages kampagne.
Hvis vi skal vinde de næste slag i kampen mod Unionen, skal vi arbejde målrettet med bredden i bevægelse. Der er ikke anden vej.
Lørdagen før afstemningen var 100.000 samlet i København til demonstration for et nej. Det gav også håb. Og måske lidt bange anelser blandt ja-sigerne. Jeg var valgtilforordnet på Sct. Jørgens Skole i Roskilde. Her var min gamle dansklærer også tilforordnet for De Radikale. Med henvisning til de 100.000 mennesker i København udtrykte han frygt for et nej.
Men sådan blev det ikke. Cirka to tredjedele af befolkningen stemte ja. Det var kun få steder i landet, der var flertal for nej. Det var for eksempel i København og Århus Nord. Her var der en stor koncentration af arbejdere, som for manges vedkommende stemte nej.
På trods af det store ja syntes jeg dengang, at det var flot med omkring 33 procent nej-stemmer. Det var næsten en sejr, tænkte jeg.
Ja-sidens løfter holdt ikke
Nu 50 år efter kan der gøres et tilbageblik. Hvordan har det, som oprindeligt kaldte sig EEC – altså et europæisk økonomisk samarbejde – udviklet sig.
Det viste sig hurtigt, at ja-sidens løfter ikke holdt. Priserne steg. Arbejdsløsheden steg. Hurtig begyndte planerne at tegne sig hen mod en egentlig politisk union.
Allerede i 1975 kom den såkaldte Tindermans-rapport, der pegede på vejen mod en egentlig union. Rapporten lagde blandt andet vægt på, at EU skulle tale med én stemme overfor omverdenen og have en fælles politik overfor tredjelande, drøftelser om fælles forsvarspolitik og samarbejde om våbenproduktion.
Herefter gik udviklingen kun én vej med nogle store hop i udviklingen mod Unionen. Lige nogle nedslag:
I midten af 1980’erme var der igen diskussion om udviklingen af en egentlig union. Men så langt kom vi ikke. Vi stemte om den såkaldte EF-pakke den 27. februar 1986. Hovedformålet med pakken var etablering af det indre marked. Det blev et ja. Igen med de værste trusler fra ja-siden. Efter afstemningen udtalte daværende statsminister Schlüter, at “Unionen er stendød”. Men den var kun skindød.
Det næste store slag var folkeafstemningen om Maastricht-traktaten den 2. juni 1992. Nu skulle Unionen sættes på skinner. Vi vandt afstemningen. Men efter SF’s forræderi, hvor de pludselig blev ja-sigere, blev det et ja et år efter, dog med fire danske EU-undtagelser. Undtagelserne gjaldt den fælles mønt, fælles militære aktioner, en overstatslig retspolitik og unionsborgerskabet.
Senere fik vi Lissabon-traktaten. Og efter at Storbritannien har forladt Unionen, er der igen gang i tankerne om mere union. Der snakkes om et nyt konvent, der skal forberede traktatændringer med blandt andet mere vægt på flertalsbeslutninger.
EU-modstanden har svære vilkår
Men hvor er EU-modstanden blevet af, og hvad kan den lære af historien? Folkebevægelsen mod EU lever stadig, men er nærmest blevet en skygge af sig selv. Det har været svært at bevare den politiske bredde. Det politiske modstanderlandskab har ændret sig, og de traditionelle nej-partier er blevet færre og mindre. Og modstanden inden for de store ja-partier er usynlig.
Hvis vi skal vinde de næste slag i kampen mod Unionen, skal vi arbejde målrettet med bredden i bevægelse. Der er ikke anden vej.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
39% af 750.000 DKK
293.747 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
