Læserbrev
50 år i EU er alt rigeligt
For 50 år siden sagde et flertal af danskerne ja til et handelsfællesskab med andre europæiske lande. I dag er vi medlem af en politisk union, der er ved at opbygge Europas Forenede Stater.
|
Den 2. oktober 1972 – dag for 50 år siden – sad hele min familie højtideligt plantet omkring tv-skærmen (endnu ikke et farve-tv) for at få udløst spændingen: Ville det blive et ja eller nej til dansk medlemskab af EF (i dag EU) ved den folkeafstemning, der fandt sted samme dag?
Bølgerne gik højt, især mellem min Venstre-landmands-far og min oprørske storebror. Og de blev ikke mindre, som aftenen skred fremad, og resultatet begyndte at ligge klar. Til min brors forbitrelse kunne Venstre-bonden ikke lade være med at hovere, og min mors dyrt til lejligheden indkøbte rejemadder med majonæse var ikke tilstrækkelige til at gyde olie på vandene.
Familien var splittet, og det satte sig spor i lang tid fremover.
Som bekendt blev det et ja ved folkeafstemningen 2. oktober 1972. Hele 90 procent af de stemmeberettigede danskere deltog i afstemningen, og 63,3 procent stemte ja. Fra 1. januar 1973 blev Danmark medlem af EF.
Dengang var vores families lille 18 hektars landbrug på Sydfyn et af de op mod 100.000 landbrug i Danmark. De 18 hektar slog imidlertid ikke til, så for at få økonomien til at hænge sammen måtte Venstre-bonden blive deltids-lønarbejder med salg af landbrugsmaskiner som speciale.
Voldsom monopolisering
I dag er antallet af landbrug her i landet nede på omkring de 30.000 (præcis: 31.394 i 2021 ifølge Danmarks Statistik). Altså rundt regnet en tredjedel af antallet for et halvt århundrede siden.
EU-medlemskabet, som mange landmænd dengang troede ville blive deres redning, har i stedet været et redskab for en intens kapitaliseringsproces og en voldsom monopolisering. I dag er selvstændige landmænd med foden på egen jord et særsyn. I dag er vegetabilsk og animalsk madproduktion først og fremmest baseret på kapitalistisk stordrift, rovdrift og monopol.
Der er med sikkerhed tusindvis af andre, tilsvarende historier, der kunne fortælles om, hvordan tilslutningen til EF/EU har været afgørende for mange familiers liv gennem årene. Helt overordnet er EU jo et redskab for de europæiske monopoler, en overnational politisk konstruktion der skal sikre deres og ikke arbejdernes interesser. Det har kunnet mærkes.
Siden 1972 har EU udviklet sig med syvmileskridt. Det er blevet til en union (EU) frem for et fællesskab (EF). Det har gradvist gjort det politiske rum i Danmark snævrere og snævrere og forringet muligheden for folkelig påvirkning af de virkeligt vigtige beslutninger – i det omfang man kan tale om at dette rum eksisterer under kapitalens magt.
Helt overordnet er EU et redskab for de europæiske monopoler, en overnational politisk konstruktion der skal sikre deres og ikke arbejdernes interesser.
I forbindelse med briternes exit fra EU er der skabt det ene skræmmebillede efter det andet om, hvor forfærdeligt det vil være at melde sig ud af EU, også for Danmark. Men de britiske erfaringer kan og skal ikke kopieres til danske forhold.
For os kommunister bygger kampen mod monopolernes EU fortsat på en strategi for Danmarks udmeldelse af EU. Men vi er samtidig klar over, at denne kamp ikke kan gennemføres med succes, hvis ikke den forbindes med arbejdernes kamp i alle de andre EU-lande og i Europa som helhed.
I vores politiske program (fra 2011) skriver vi:
“Det nationale spørgsmål står centralt i alle EU-lande og i hele Europa. I det spørgsmål udskilles to politiske hovedretninger: Enten EU-monopolernes retning, der knægter den nationale selvbestemmelsesret og demokratiet. Det er en retning, der bygger på forstærket udbytning af arbejderne i alle de europæiske lande. Eller arbejderklassens og folkets retning, der bygger på selvbestemmelsesret og demokrati. En retning, der bygger på udviklingen af et internationalt samarbejde mellem selvstændige nationer.”
Der er således en klar sammenhæng mellem at kæmpe mod kapitalistisk udbytning, for kollektive rettigheder og socialisme og for retten til national selvbestemmelse.
Hverken fredens projekt eller modstykke til USA
Igennem tiden er der påstået mangt og meget om, hvorfor det er nødvendigt at støtte EU. To vigtige og ofte gentagne argumenter har været og er, at EU er et “fredens projekt”, og at EU er nødvendigt som “modstykke til USA”.
I disse måneder modbeviser EU tydeligere end nogensinde disse argumenter. Den Europæiske Union har ikke ageret som modstykke til USA og end ikke selvstændigt i forhold til krigen i Ukraine. Tværtimod. USA jonglerer rundt med EU og hele Europa i det storpolitiske spil, der udspiller sig i denne tid – med ukrainske og russiske menneskeliv som ofre. Og fred – det er ikke noget, som EU har taget initiativ til.
Det er værd at notere sig her 50 år efter folkeafstemningen.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
02. oktober 2022 | 08:08
