For nylig kom det frem, at det tyske politi blev nægtet assistance fra Danmark til at opklare, hvem der stod bag sprængningen af den russisk-tyske gasledning Nord Stream den 26. september 2022. Øhhh, hvad? Det kom frem i DR nyheder den 21. august. Både Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen nægtede begge at kommentere sagen.
Det er jo helt vildt! Først var der drone rapporten, der ikke kunne kaste lys over hvilke droner, der havde overfløjet Danmark 22. februar 2025. Nu har tysk politi arresteret en række ukrainske toptrænede elitesoldater, som de sigter for at stå bag sabotagen af rørledningen, og som tysk politi mistænker for at have handlet efter ordre fra den ukrainske stat.
Udover at det skete meget tæt på den idylliske danske ø Christiansø, hvad har det så egentlig med os i Danmark at gøre? Og ja, det er jo lige netop det store spørgsmål.
Kort efter sprængningen kom det frem, at beboere på Christiansø havde bidt mærke i nogle mystiske personer, der var ankommet til øen i båd. Det er blandt andet disse vidner, den danske stat forhindrer tysk politi i at afhøre. Hvilket eksperter forklarede var dybt usædvanligt, da de blev interviewet til DR. Dertil kommer, at dansk politi med assistance fra politiets efterretningstjeneste nedlagde deres egen efterforskning, som nogle af de første, efter halvandet år, i februar ‘22, med begrundelsen, at der ikke var grundlag for at forfølge en straffesag i Danmark. Med det siger politiet altså ikke, at de ikke havde nogle beviser, vidner eller reel viden, hvilket ville være underligt, hvis de ikke havde. Dertil kommer, at Christiansø er ejet af forsvarsministeriet. På det tidspunkt var Morten Bødskov (S) forsvarsminister.
Lagde den danske stat låg på efterforskningen, og kan det tænkes, at det danske forsvarsministerium var involveret?
Dem, der kan huske tilbage til dækningen af bombe sabotagen, vil kunne huske, at de såkaldte eksperter i Ukraine konflikten (hvoraf flere er ansatte i forsvaret eller våbenindustrien), dengang udtalte, at Rusland sikkert stod bag. Så vidt jeg husker, var det også mere eller mindre budskabet fra Mette F. og co. Dengang var det meget få, der spurgte, hvorfor russerne dog skulle bombe deres egen rørledning. En rørledning der ville forsyne, ikke mindst Tyskland, med billig gas. Dette havde den daværende amerikanske præsident, Joe Biden, kritiseret. Den 7. februar 2022 udtalte Joe Biden, at hvis Rusland invaderede Ukraine, ville USA ”put an end to it”, altså North Stream 2. Han sagde det på et pressemøde under et besøg fra den daværende tyske kansler Olaf Scholz. Hvorfor mod det? Jeg tror det handler om, at Tyskland ville få et meget tæt forhold til Rusland, hvilket den daværende amerikanske administration på ingen måde var interesseret i.
Så jeg spørger: lagde den danske stat låg på efterforskningen, da man fandt ud af, at det var Ukrainske ”allierede” der stod bag? Eller værre, siden Christiansø højst sandsynligt var pitstop for sabotørerne: Kan det tænkes, at det danske forsvarsministerium var involveret? Ikke mindst i lyset af at den daværende tætte allierede, USA, var stærke modstandere af gasledningen. Hvis det er rigtigt, er det jo en bombe under Mette Frederiksen.
Hele denne sag, ligesom drone sagen, med de manglende droner, sætter statsministeren i et rigtigt uheldigt lys. Et er at forsvare en stat, der bliver overfaldet. Noget andet er bevist at deltage i eskalering af en militær konflikt, der kan have altødelæggende konsekvenser. Der er farligt spil. I stedet for eskalering og oprustning bør vi arbejde for deeskalering og fred. Det er opskriften på en mere sikker verden.
Nogle vil mene, at jeg som malersvend bør koncentrere mig om faglige spørgsmål. Her er jeg ikke enig. Hvad hjælper faglig kamp, hvis politikerne er ved at futte hele kloden af? Politisk kamp og faglig kamp bør gå hånd i hånd. Ligesom arbejdere skal bekæmpe griske arbejdsgivere, skal vi da også bekæmpe korrupte og krigsgale politikere. Men jeg kan berolig alle med, at jeg snart kommer med en ny faglig blog om Malerforbundets kommende kongres, hvor der er stillet forslag om at nedlægge vores strejkekasse og vores afdelinger. Disse forslag er vi en række kollegaer, der er dybe modstandere af. Men mere om det senere.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.