Hvor demokratisk er EU's parlament egentligt
30 års frihed i Sydafrika har øget fattigdommen og uligheden
I april fejrede Sydafrika 30-året for landets frihed og afskaffelsen af det racistiske apartheidstyre. I maj skal sydafrikanerne igen til valgurnerne for at stemme. Meningsmålinger peger på, at den tidligere befrielsesbevægelse ANC meget vel kan tabe deres flertal på over halvdelen af alle stemmerne. 30-året er derfor en god grund til en lille status og et kig ind i fremtiden, skriver Morten Nielsen fra Global Aktion.
|
Af Morten Nielsen, politik- og kampagnemedarbejder for Global Aktion.
Det store Airbus-fly rammer asfalten i O.R. Tambo International Airport i Johannesburg. Næsten 50 år efter jeg besøgte Sydafrika for første gang. Dengang et land i undtagelsestilstand og et apartheidregime under pres, hvis eneste svar på den omfattende modstand var mere vold.
Sydafrika er i frit fald.
Da Nelson Mandela, symbolet på kampen mod aparhied, i februar 1991 forlod fængslet i udkanten i Cape Town efter 27 års indespærring, gav det millioner af mennesker jorden rundt, ikke mindst i Sydafrika, et håb om, at det var muligt at bygge et mere demokratisk, retfærdigt og lige samfund. Et samfund, der stillede sig imod den racisme og ulighed, som hidtil havde gjort det muligt for en lille minoritet af hvide at besidde jord og kapital, mens det store flertal var stuvet sammen i reservatstater og reduceret til billig arbejdskraft i minerne, landbruget og de hvides hjem.
Apartheid var af FN beskrevet som en forbrydelse mod menneskeheden. Men nu skulle landet genopbygges, og der skulle gøres op med flere hundrede års undertrykkelse.
Apartheid afskaffet men…
Ved det første demokratiske valg i april 1994 vandt ANC en overbevisende sejr med over 60 procent af stemmerne.
Apartheid blev afskaffet og en ny demokratisk grundlov vedtaget.
Sandheds- og forsoningskommissionen afdækkede mange af apartheids forbrydelser. Alle skulle forsones, og selvom det ikke var retfærdighed, at de tidligere bødler gik fri, kunne Sydafrika komme videre med viden om, hvad der skete og håbet om, at det ikke ville ske igen.
Men det stod hurtigt klart, at det var langt sværere at gøre op med den økonomiske ulighed. Den nye forfatning beskyttede nemlig den private ejendomsret. Den hvide elites magt over produktionsmidlerne og kapitalen blev beskyttet. Og staten kunne ikke fratage dem, der med magt havde sat sig på landets ressourcer, deres besiddelser.
Mere end 80 procent af jorden, som de hvide med brug af voldsom magt havde frataget fra landets oprindelige befolkning, kunne de fortsat beholde. Samtidig var den nye samlingsregering efter valget i 1994, mellem ANC, Nationalistpartiet og det lille Zulu-nationalistiske parti IFP, en hæmsko for dybere og mere vidtgående økonomiske og sociale reformer.
Hvis der skulle gøres op med den økonomiske ulighed var demokratiske reformer ikke nok.
Allerede to år efter valget i 1994 ændrede ANC deres økonomiske politik. Groft sagt kan man sige, at de gik fra, at der skulle indføres sociale reformer, betalt af personskatter, til at disse reformer havde som mål at ændre hudfarven på dem, der kontrollerede jord og kapital.
Jordreformerne
De første jordreformer, som blev vedtaget i Sydafrika, havde som mål at give dem, der var blevet frataget deres jord, deres jord tilbage. Dette skulle ske ved, at staten opkøbte jord fra de hvide jordbesiddere til markedspris, og derefter gav jorden til de lokalsamfund, der oprindeligt boede på den pågældende jord.
En besværlig og meget dyr proces, der de første 20 år kun omfordelte få procent af jorden. Princippet var villig sælger, villig køber. Udfordringen var, at ingen ville sælge deres jord og dertil, at de lokalsamfund, der 100 år tidligere havde boet på den pågældende jord, var vokset i størrelse og dermed ikke kunne brødføde sig selv på jorden længere.
Samtidig stod det klart, at mange sorte havde mistet viden og kun havde ringe erfaring med landbrug, efter at generationer ikke kunne dyrke deres egen jord.
Udfordringen var derfor, at afrikaniseringen af samfundsøkonomien skulle foregå i fri konkurrence med kapitalistklassen. Nu hvor de private kapitalbesiddelser var så svære at kontrollere eller overtage, blev det statens ressourcer, der blev udgangspunktet for at ændre hudfarven på eliten i Sydafrika.
State Capture
Allerede i 1996 startede privatiseringerne og udsalget af den statslige sektor. Staten skulle nu være drivkraften og omkalfatringen af samfundet, og privatiseringer var midlet. Sydafrika indgik en række frihandelsaftaler, der skulle åbne den lukkede og stærkt kontrollerede apartheidøkonomi.
Apartheidstaten havde i forsøget på at beskytte økonomien mod sanktioner tilegnet sig forholdsvis stærk kontrol med kapitalen. Det nye Sydafrika åbnede sit marked for markedskræfternes frie spil, og resultatet var blandt andet, at stort set hele den lokale tekstilindustri lukkede.
Landets største virksomheder flyttede fra den sydafrikanske børs til børsen i London, og den sydafrikanske valuta styrtdykkede, samtidig med at de udenlandske investeringer ikke kom som forventet.
Uligheden og fattigdommen voksede, og ved årtusindskiftet er den økonomiske nedtur en realitet. I dag er denne plyndring af staten kendt under betegnelsen “State Capture” (Statsfangst, red.).
Rødbedepolitik
I slut 90’erne var mellem 20% og 25% af den sydafrikanske befolkning ramt af HIV-AIDS. Det anslås, at mere end en million mennesker døde, fordi den sydafrikanske regering bevidst fravalgte livsforlængende medicin og i stedet anbefalede de mange millioner smittede, at de spiste rødbeder og olivenolie.
Den daværende særlige FN-udsending til Afrika med fokus på pandemien udtalte dengang, at hvis det ikke have været for arven efter Mandela, ville den sydafrikanske regering være på vej til den Internationale Domstol for deres forbrydelse mod landets indbyggere.
Kun en stor og folkelig modstandsbevægelse, TAC, formåede efter års kamp at få regeringen til at ændre deres rødbedepolitik.
Overklasse og korruption
Akkumuleringen af rigdom hos en lille sort overklasse har i dag nået ekstreme højder. Hele ANC og kommunistpartiets ledelse er mangemillionærer. Landets militær bruges aktivt på det afrikanske kontinent til at forsvare erhvervsinteresser og investeringer fra storkapitalen.
Sydafrika er i frit fald, med øget fattigdom, en infrastruktur der er ved at kollapse, et uddannelsessystem, hvor færre børn får en uddannelse og et sundhedssystem, hvor man er nødt til at betale, hvis man vil overleve.
De ressourcer, der kæmpes om, er så store, at det politiske liv er blevet voldeligt. Internt i ANC likvideres modkandidater eller kritiske stemmer. Lokale aktivister og protester over den dårlige sociale service mødes ofte med vold fra politiets side.
Store virksomheder får politiet til at fjerne lokalsamfund fra deres jord, strejkende arbejdere bliver skudt, og fagbevægelsen mister medlemmer, fordi lederne har beriget sig på medlemmernes pensionsmidler.
Dertil kommer en korruptionskultur, hvor milliarder forsvinder ned i de forkerte lommer. Kort fortalt er korruptionen så voldsom, at de lokale medier helt har opgivet at berette om det hele, da det ville fylde hele nyhedsfladen. Samtlige ministre på nær én og samtlige ledere i de store fagforeninger har korruptionssager mod sig.
Selvom vi er mange, der er glade for Sydafrikas sag mod Israel ved den Internationale Domstol, er landets udenrigspolitik præget af manglende retning.
Man siger, at man er solidarisk med Cuba, men dette viser sig ikke i andet end ord. Man arbejder tæt sammen med Kina, Rusland og Iran. Man har ikke vendt ryggen til de mest undertrykkende og brutale regimer i Afrika, men bruger dem som alliancepartnere på den globale scene.
Sydafrikas udenrigspolitiske rolle i Afrika handler mest om elitens erhvervsinteresser, som man også bakker op militært hvis nødvendigt.
Sydafrika kan derfor fejre sine 30 år i frihed og gå til valg i maj som verdens mest ulige samfund. Ifølge de seneste meningsmålinger står ANC til at tabe sit absolutte flertal i parlamentet, og regeringsmagten er derfor truet.
Der er ingen grund til at undre sig.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
07. maj 2024 | 13:10
