Den aktive del af arbejderbevægelsen tager et skridt fremad efter flere års pause under coronapandemien, som betød færre demonstrationer, strejker og massemøder.
Vel er de nyliberale og ultrakonservative kræfter stadig i offensiven, men det sker ikke uden protester, melder den internationale medieorganisation Peoples Dispatch, der har set tilbage på årets faglige og politiske kampe op til 1. maj i år.
Fagforeninger breder sig i USA
I USA har fagforeningernes aktivitet taget stormskridt. Ansatte ved techgiganten Amazon på Staten Island ved New York skrev historie, da de stemte ja til at organisere sig i USA’s første fagforening for Amazon-arbejdere.
Sejren er ikke ubetydelig, skriver Peoples Dispatch. Amazon er ikke kun berygtet for sine anti-fagforeningskampagner til flere millioner dollars, men også for sine krænkelser af arbejdernes rettigheder. Der er eksempler på, at ansatte har måttet tisse i flasker, fordi firmaet ikke har tolereret unødige pauser til toiletbesøg.
Men Amazon-arbejdernes sejr over firmaet står ikke alene. Den 9. december 2020 oprettede ansatte ved kaffegiganten Starbucks en fagforening ved navn Starbucks Workers United, der er USA’s første fagforening for Starbucks-arbejdere.
Siden da har ansatte ved over 40 forskellige Starbucks-cafeer i USA tilsluttet sig fagforeningen.
Strejkebevægelse i Colombia
I Colombia i Sydamerika stormer arbejderbevægelsen frem, lyder det fra flere fagforeninger.
Den Nationale Strejke Komité (CNP) samler fagforeninger, sociale bevægelser og organisationer og har organiseret arbejdsnedlæggelser siden sidste forår.
Aktuelt har CNP udfærdiget 10 lovforslag til at blive behandlet i parlamentet. De omfatter krav, der kan “lindre de forværrede socioøkonomiske forhold”, beskytte ansatte på jobbet og sikre sociale lederes sikkerhed.
Også på den parlamentariske front i Colombia vinder venstrefløjen tilsyneladende frem.
Gustavo Petro og Fráncia Marquez, præsidentkandidaterne fra den progressive alliance Pacto Histórico, ser ifølge alle meningsmålinger ud til at vinde valget senere i denne måned, oplyser Peoples Dispatch.
Mod upopulær præsident i Brasilien
I Brasilien mobiliserer titusindvis af arbejdere og bønder sig over hele landet i kampen mod den højreradikale præsident Jair Bolsonaro, lyder det fra en af landets mest aktive fagforbund, CUT.
Konkret er der dagligt store protester mod regeringens “fejlhåndtering af covid-19-pandemien”, skriver CUT. De kritiserer Bolsonaro-regeringen for at trække vaccinationskampagnen i langdrag.
Men der eksisterer også høj arbejdsløshed, fattigdom, ulighed og sult, fortæller fagforbundet, der støtter den progressive præsidentkandidat Luiz Inácio Lula da Silva ved det kommende præsidentvalg i år.
Sydafrikas arbejdere organiserer sig
I Sydafrika har arbejderbevægelsen taget store skridt frem, forlyder det fra landets største fagforbund, COSATU, der får støtte fra regeringspartiet ANC og landets kommunistparti, SACP.
Arbejderne ved firmaet Clover, der er landets største mejeriselskab, har haft nedlagt arbejdet siden 2. november sidste år. Arbejderne er imod nedskæringer og firmaets “overdrevne besparelser”, lyder det fra fagforbundet Giwusa, der organiserer aktionerne.
Strejken ved Clover er fortsat, selv om arbejderne er blevet udsat for fysiske angreb fra firmaets hyrede “bøller”, der har kastet molotovcoctails og uddelt tæsk til blokadevagter, lyder det fra Giwusa.
De Clover-ansatte får støtte fra den omfattende globale boykotbevægelse for pres på Israels regering, idet Clover er ejet af en israelsk virksomhed.
Tidligere i marts besluttede de ansatte ved Sydafrikas største luftfartsselskab, SAA, desuden at indlede en hårdnakket strejke mod, at 51 procent af aktierne i selskabet blev solgt til et privat selskab.
Også metalarbejdernes fagforbund NUMSA er i strid med flyselskabet Comair, der i en længere periode ikke betalte arbejderne deres fulde løn, mens ansatte inden for Sydafrikas sundhedssektor ligeledes har organiseret protester og faglige aktioner mod fyringer og “effektiviseringer”.
Andre kampe i Afrika
I det nordafrikanske land Tunesien strejkede journalister en enkelt dag den 2. april som en protest mod, at regeringen blander sig i, hvad offentlige medier skal bringe af nyheder og andre indslag.
I det vestafrikanske land Nigeria har sundhedsforbundet NUAHP indledt en kamp mod manglende løn, men også mod dårlige arbejdsforhold og utilstrækkelig risikogodtgørelse, især for dem, der bidrager til at holde covid-19-pandemien stangen.
I Swaziland fortsætter den folkelige opstand anført af studerende og fagforeninger mod monarkistyret.
Som modsvar har Swazilands politi genoptaget sin jagt på Mbongwa Dlamini, der til daglig er præsident for Swazilands lærerfagforening, SNAT – landets største fagforening.
Swazilands Kommunistiske Parti (CPS) står stærkt i især lærerfagforeningen og studenterforbundet SNUS, men kommunisterne bliver udsat for kidnapninger og vold fra politiets og efterretningstjenestens side, melder CPS.
Blokader i Storbritannien
Fordi mange virksomheder i Europa fortsætter med at undertrykke arbejdernes rettigheder, er der tilsvarende mange strejker og protester, skriver det britiske fagforbund Unite.
Konkret nævner forbundet kampen “på hjemmebanen” i kystbyen Dover i det sydlige England, hvor rederiet P&O har fyret 800 søfolk og andre ansatte for i stedet at ansætte billigere udenlandsk arbejdskraft.
Derfor har arbejderne gennemført blokader på P&O’s arbejdspladser for at forhindre den daglige drift i protest mod den sociale dumping.
Det militante transportarbejderforbund RMT organiserer strejken ved P&O, hvor forbundet melder om at blive mødt med vold fra politiet.
Sideløbende kører borgerlige medier en “smædekampagne” mod RMT, der bliver omtalt som pro-Putin i den verserende krig i Ukraine.
Arbejdere protesterer mod krig
Krigen mellem Rusland og Ukraine har haft en betydelig indvirkning på olie- og energipriserne, som er røget i vejret i hele Europa og øget leveomkostningerne for arbejdende mennesker, skriver Peoples Dispatch.
De lokale regeringer i især Europa har én efter én alligevel øremærket milliarder til militærudgifter og fortsætter med at levere våben og ammunition til krigsfronten, tilføjer medieorganisationen.
I Italien er den militante forening USB netop blevet udsat en razzia fra politiets side på grund af dets meget aktive politik for at protestere mod de højere priser, samt ved konkret at hindre våbenleverancer til krigen i Ukraine, fremgår det af en pressemeddelelse fra USB.
I Grækenland har arbejdere ved jernbanen i april nægtet at køre NATO-materiel til krigen i Ukraine. Her har der også været omfattende protester mod regeringens politik under den nuværende covid-19-krise.
I Albanien, Spanien og Belgien har fagforeninger og sociale bevægelser også blandet sig i kampen mod krigen og “profitmageriet på våben”, fremgår det af Peoples Dispatch.
Strejker under krise i Libanon
Længerevarende, uløste økonomiske problemer har ført til, at arbejdere i Libanon regelmæssigt strejker mod regeringens politik.
Libanon befinder sig i en meget alvorlig økonomisk situation, som kun er blevet værre i de sidste tre år efter udbruddet af covid-19-pandemien og den ødelæggende havnesprængning i Beirut, som forårsagede skader for flere hundredmillioner af dollars.
Desuden er der inflation, devaluering af valutaen, udbredt korruption og regeringsskandaler, nedskæringer i statssubsidier til fødevarer og brændstof, lavere lønninger, pensioner og stor arbejdsløshed, rapporterer landets kommunistparti, LCP.
Qatars verdensmesterskab i fokus
I golflandet Qatar er tusindvis af immigrantarbejdere fra fattigere sydasiatiske lande omkommet i de senere år, mens de byggede stadions, anlæg, veje og hoteller til FIFA’s kommende verdensmesterskab i fodbold.
De overlevende har sporadisk protesteret og udtalt sig om, at de bliver udsat for massive krænkelser.
En ansat, Abdullah Ibhais, har udtalt sig om forholdene, men er blevet udsat for repressalier af Qatars myndigheder, lyder det. Alligevel vakte sagen international opmærksomhed.
Andre kampe i Mellemøsten
I Egypten går fabriksarbejdere regelmæssigt i strejke imod, at flere og flere bosser vælger at lade være med at betale løn til tiden. Desuden er der farlige og usikre arbejdsforhold, skriver Peoples Dispatch.
I Saudi-Arabien gik fiskerne i landets østlige del i omfattende strejke i april for at protestere mod de nye og vilkårlige gebyrer og takster, som regeringen for nylig har indført.
Strejken blev i øvrigt rost af mange faglige kræfter i udlandet, idet sådanne aktioner indebærer alvorlige risici i netop Saudi-Arabien, hvor regeringen er kendt for at anvende vilkårlig vold for at undertrykke enhver form for dissens, fortæller Peoples Dispatch.
Sydøstasien og Oceanien
I Filippinerne fortsætter regeringsstyrkernes angreb på sociale bevægelser, herunder på fagforeninger, med uformindsket styrke i “oprørsbekæmpelsens navn”. Men den kommunistiske guerilla New Peoples Army fortsætter kampen mod regeringens angreb.
I Cambodja har en større strejke blandt personalet ved et stort casino og luksusresort for turister ramt landet, melder landets fagbevægelse. Arbejderne kræver, at fyrede bliver genansat, og at lønnen bliver genforhandlet.
Men svaret har været, at repræsentanter for fagforeningen på området er blevet arresteret.
I Australien gennemfører fagbevægelsen massemobiliseringer mod den konservative premierminister Scott Morrisons og hans regerings nedskæringspolitik, melder Australiens Kommunistiske Parti.
At landet har tilsluttet sig en række udviklingslande i kravet om, at patenter på covid-19-vacciner bliver ophævet, skyldes alene en “uophørlig indsats” fra fagforeninger og sundhedspersonale, melder partiet.
Sydkorea forstærker klassekampen
Siden november sidste år har Sydkoreas fagbevægelse strejket “on and off” og blandt andet samlet tusinder i en demonstration i hovedstaden Seoul som en del af en landsdækkende strejke for bedre arbejdsforhold, oplyser den faglige koreanske tænketank International Strategy Center.
“På trods af de begrænsninger, som fagforeningerne har, er arbejderne stolte og viser både tillid, men også forsigtighed. De har før organiseret fredelige protester under vanskelige forhold, og de vil gøre det igen”, skriver tænketanken og fortsætter:
“Vi undersøger de forskelligartede problemer, der forårsages af det kapitalistiske samfund, og løser dem ved at arbejde solidarisk nationalt og internationalt”.
Strejkebevægelsen i Sydkorea omfatter alt fra byggearbejdere til sundhedsarbejdere. De har arbejdet på at udvide bevægelsen op til, at den nyvalgte konservative præsident Yoon Seok-youl indtog sin post.
Arbejderkampe i Sydasien
I Indien har bondebevægelsen sejret i kampen mod Modi-regeringens omstridte landbrugslove. Det skete efter et års kamp, der resulterede i, at regeringen trak i land i december sidste år.
I den indiske kystprovins Tamil Nadu er tusinder af kvinder nu i aktion mod virksomheden Foxconn Technology Group, der står for en omfattende forgiftning af 159 arbejdere. En strejke har holdt anlægget lukket i en uge, oplyser det største centrale landsdækkende fagforbund CITU.
I Sri Lanka mod syd er landet havnet i en national krise præget af alvorlig mangel på mad, brændstof og medicin, oplyser Peoples Dispatch. Masseprotester har opslugt østaten siden den 9. april, og demonstranterne kræver, at Gotabaya Rajapaksa-regeringen går af.
I Pakistans Sindh-provins er studenternes politiske mobilisering atter i fremmarch, efter at et 38 år gammelt forbud mod organisering på universiteterne er ophævet. Studenterbevægelsen i Pakistan er atter blevet en vigtig stemme for de unges bevidsthed og kamp, lyder analysen fra Peoples Dispatch.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.