Analyse
– Bybilledet minder mig om den lille model med en togbane, som man for en krone kunne få til at køre i en glasmontre på Hovedbanegården i København.
Nogenlunde sådan introducerer instruktøren, Matilda Mester, sin film om Nakskovs historie, mens nye luftfotos og gamle postkort panorerer hen over havnebyen i det østligste Lolland. Vi er til premiereforestilling i Vester Vov Vov.
“Nakskov 1:50” har gode intentioner og indslag, men den er alt for lang og kunne fortjene en redigering – også på lydsiden.
Om togbanen på Hovedbanegården er bygget i skala 1:50 vides ikke, men Nakskov 1:50 er titlen på hendes dokumentar om byens historie – og livet dér i dag, 35 år efter at byens stolthed og største arbejdsplads, Nakskov Værft, drejede nøglen om. 2.000 mand arbejdede dér i storhedstiden.
Nu er der kun den anden lokale industrigigant, Sukkerraffinaderiet, tilbage, og automatisering betyder, at der ikke er mange arbejdspladser dér i dag. Men der er pensionister, og de har udsigt til sukkerfabrikken fra det værksted, hvor de i 10 år har filet, savet, drejet, loddet, malet og limet for at genskabe den gamle udgave af det komplekse sukkerværk i 1:50.
Byen en miniature
Deres kreds og historier er omdrejningspunktet for Nakskov 1:50. Og deres minder og anekdoter om livet på værftet og sukkerfabrikken er stærkt underholdende. Mange, de fleste, er døde, men alle havde de spøjse øgenavne, som hentydede til hændelser på jobbet, på lokummet, i Tutten, i familien, til deres store næser, strittende ører, kropsbygning eller andre nu glemte karakteristika.
Nu hedder fællesnævneren sindighed og tilbageblik. Først ved 17-tiden er der ifølge den usete fortællerstemme, instruktøren selv, liv i byen. Det illustreres ved vinterbilleder af små biler i laveste skatteklasse, der triller rundt i mørket ved indkøbscentre og blænder fotograf og beskuere med forlygternes flashlight, når de drejer om hjørnerne.
Det er et billede på Udkantsdanmark. Børn, unge og kvinder er næsten fraværende i filmen. Og OTA Solgryn-fabrikken, hvor dog halvdelen af de ansatte var kvinder nederst i lønhierarkiet, er også for længst lukket. Det samme er avisen Ny Dag og andre lokale tidender.
Skidesprællere og rødspætter
Men der er historierne om retirader under værftsdokken, hvor vittige sjæle smed klude dyppet i benzin antændte ned i det rindende saltvand under skidehullerne, så hele rækken af lokumsdigtere fór i vejret med et spjæt. Og også om kontrollanter, der trak folk i løn, hvis de sad mere end ti minutter på dasset.
Og så er der stadig, i alt fald blandt pensionisterne, et socialt netværk: De er frivillige på biblioteket, på Lokalhistorisk Arkiv, på museer og aktive i hele to roklubber og snapsegilder.
– Det var en rød by engang, fortæller historikeren Søren Kolstrup. Og derfor faktisk også en foregangsby for velfærd og sociale fremskridt. Som angiveligt første kommune indførte Nakskov Kommune lige efter krigen gratis og obligatorisk skolelæge, skoletandpleje og svømmeundervisning.
– Og mange har sikkert hørt om Oprøret i Ådalen i Sverige i 1931, fortæller Kolstrup om førtidskrigen.
– Men næsten ingen har hørt om Nakskov ’31. Depressionen da førte til både fyringer og påtvungen lønnedgang og inflation.
Så der var, hvad Kolstrup betegner som et ’regulært oprør’, hvor politi fra Vordingborg blev tilkaldt for at slå gemytterne ned.
En lille bystat på verdensmarkedet
Siden blev det igen opgangstider, og Nakskov blev en ’spydspidskommune’ – nærmest en bystat ifølge Kolstrup. Udsagn fra modelbyggerne og andre pensionister underbygger en byprofil med stærke, men også indbyrdes konkurrende fagforeninger, hvor socialdemokrater, SF’ere og DKP’ere stredes. Med Metalformanden som socialdemokratisk bykonge og en SF-borgmester på næstøverste trin.
Konkurrence var der også på verdensmarkedet, og den blev et slag mod værfts- og havnebyen, hvor Septemberforligets gamle rammer for fredspligt mellem kapitalister og arbejdstagere ikke var nogen nytte til. Konkurrencen gjaldt også tilgangen til billig arbejdskraft, og her måtte kvinder og importerede polske arbejdere holde for under slavepiskere i sukkeroemarkerne, som forsynede lodsejerne og industrikongerne med profit.
Langtrukkent og redigeringsmodent
Vi hører også om fortidens konkurrence fra sukkerrørsimporten fra Caribien, hvor slavehandlerne havde solgt afrikanere til nådesløs udbytning. Og lidt om Karl Marx’ økonomiske teori om løn, profit og merværdi og dansk arbejderbevægelses historie.
Filmen vil dog for meget, stritter i mange retninger uden rigtigt fokus og sammenhæng. Man taber tråden. Fotograferingen er håndholdt, rystende og sløret, ikke blot i de godt brugte arkivfilm, men også i dagens portræt af Nakskov og dets mennesker. Sekvenserne med nattebilleder af industribygninger, havneområder og biltrafik forekommer meningsløse og ledsages af et lydspor som en ustemt violin eller skærebrænder. Man må holde sig for ørerne.
Nakskov 1:50 har gode intentioner og indslag, men den er alt for lang og kunne fortjene en redigering – også på lydsiden.
Nakskov 1:50. Dokumentarfilm. Instruktør: Matilda Mester. Danmark/Tyskland 2022. Varighed: 90 minutter.
Vises under dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, som løber frem til den 3. april med filmvisninger og events rundt omkring i København og i en række byer i Danmark. 1.-10. april vises et kurateret udvalg af årets film på CPH:DOX’ streamingplatform.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
