Kronik
Ardoyne er et boligkvarter i det nordlige Belfast. Ensartede rækkehuse, som huser områdets arbejdere og socialt udsatte, ligger som en lang række parallelle bånd ryg mod ryg. Kun brudt af en katolsk kirke, som rejser sig på en bakketop og som endestation før himlen.
Filmen Young Plato starter med, at vi følger skolelæreren Kevin McArevey, mens han kører rundt i området, hvor en ellers forstemmende ensformighed brydes af farverige vægmalerier, som først og fremmest illustrerer den årtier lange strid mellem republikanere og loyalister. Med væbnede grupper som IRA og britiske soldater, men også med slagord mod narkotikaforhandlere og appeller om at søge hjælp mod nød og selvmordstanker.
Ud over kirkens budskab står også Sokrates, Platon, Seneca og Nietsche på dagsordenen.
Konflikten mellem de pro-irske katolske republikanere og pro-britiske loyalister huserer stadig, næsten 50 år efter striden officielt blev bilagt og de største væbnede grupper nedlagt. Stridens eksistens markeres af såkaldte peace-walls, der beklædt med pigtråd og spanske ryttere afskærer det overvejende katolske kvarter fra loyalisternes enklaver.
Vi hører også stadig om skuddrab og fund af bomber ved skoler og den katolske kirke. Og om stenkast og hadefulde tilråb mellem de to befolkningsgrupper omkring årsdage og militaristisk prægede marcher.
Skolen som socialt samlingspunkt
Midt i byen ligger så også en langstrakt, nyere industriel bygning i beton og glas – mest beton – som i dag huser Holy Cross Brothers Folkeskole. Skolen er omdrejningspunktet for en fortælling om, hvordan rektoren Kevin og hans kolleger forsøger at opmuntre de 8-12-årige drenge til at erstatte følelser af vrede, hævn, vold og depression til at søge ro og glæde i filosofi, flersidig tankegang og omsorg for deres nærmeste, for kvarteret og troens budskab.
Ud over kirkens budskab står også Sokrates, Platon, Seneca og Nietsche på dagsordenen i skolens ”filosofi-rum”. Der er også portrætfotos af Karl Marx på væggene, men ham hører vi ikke rigtigt noget om… Rektor Kevin er selv fan af Elvis Presley. Han elsker Graceland, og at lytte til Elvis er hans primære afstresningsmiddel, fortæller han drengene, når han opfordrer dem til selv at få afledt deres tanker. Og sætte tankerne fri.
Den anden kind til …
Hvis knægtene kommer i konflikt med venner, bekendte, forældre eller andre – eller stjæler eller mobber hinanden – i og udenfor skolen – tager de voksne, lærerne, hånd om dem, lytter til dem og trøster eller formaner dem. Gerne enkeltvis, men også som modparter: De skal ikke føle sig ensomme eller forladte.
De gode viljer præger Kevins og hans kollegers indsats, som også inddrager forældrene. Der tales meget i filmen – især af lærerne. Og man spekulerer på, hvor meget børnene egentlig forstår, og om de voksnes autoritet spiller lidt for højt. Men instruktørerne Neasa Ni Chianáin og Declan McGrath, som også var til stede i biografen lørdag den 26. marts, fortalte bagefter, at de virkelig har oplevet forbedringer i børnenes fysiske og mentale velfærd.
Er der en common ground?
Der forekommer at være en lidt ”hellig” tendens at få børnene til at vende den anden kind til, uanset hvad der sker: ikke ophidselse. Men hvad med det større billede: Kampen mod fattigdom, arbejdsløshed, ringe sociale ydelser og fravær af sociale, kulturelle og sportslige faciliteter?
Her kunne de små katolikker have en fælles platform med deres protestantiske naboer bag ”fredsvæggene”. Man savner, at Kevin og hans kolleger adresserer disse formentlige fællesnævnere med ”fjenden” for på sigt at ændre synet på dem. Det ses ikke i filmen, men ifølge Declan McGrath har der været følere for at få ”den anden side” til at besøge Kevins skole.
Det mest gribende og livsbekræftende ved filmen er optagelserne af børnenes færden, leg og interaktion. Og så de fantastiske close up-optagelser af drengenes ansigtsudtryk og mimik, deres glæde og sorgfuldhed og undertiden fortrydelsesfulde omsorg for deres familie og kammerater. Kameraet er blevet en flue på væggen, som børnene i de givne sekvenser fuldstændig overser.
Young Plato. Dokumentarfilm. Instruktører: Neasa Ni Chianáin, Declan McGrath. 102 minutter.
Vises under dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, som løber frem til den 3. april med filmvisninger og events rundt omkring i København og i en række byer i Danmark. 1.-10. april vil publikum desuden kunne opleve et kurateret udvalg af årets film på CPH:DOX’ streamingplatform.
Kommende visninger af Young Plato: 29. marts klokken 19:00 Palads, sal 10, København. 30. marts klokken 17:00 Albertslund Bibliotek. 2. april klokken 19:00 Dagmar, København. 2. april klokken 17:00 Vig Biograf.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
