Læserbrev
Valgkalenderen i Latinamerika og Caribien i 2022 ser ikke ud til at blive spor mindre hektisk end i det forgangne år.
Blandt de valg og folkeafstemninger, som er planlagt i år – Costa Rica, Mexico, Chile, Peru og måske Haiti – er der to valg, der på grund af landenes geopolitiske vigtighed forventes at tiltrække sig ekstra opmærksomhed, nemlig valget i Brasilien, der efter planen finder sted i oktober, samt parlaments- og præsidentvalgene i Colombia, som bliver afholdt i første halvdel af 2022.
Efter 20 år med regeringer, der har støttet uribismen, opkaldt efter Álvaro Uribe Vélez, Colombias præsident fra 2002 til 2010, og desuden med en væbnet konflikt som evigt bagtæppe er det ikke blot forandringer, der er på højkant i Colombia, men også fremtiden for en fredsproces, der endnu er uafsluttet.
Hvordan bliver valgprocessen i Colombia?
13. marts indledes valgene i Colombia med parlamentsvalget, hvor indbyggerne skal vælge i alt 108 senatorer og 188 medlemmer til Repræsentanternes Hus.
Til senatet vælges 100 sæder i de nationale valgkredse; to sæder vælges i den særlige valgkreds for oprindelige folk; et sæde går til den præsidentkandidat, der får næstflest stemmer – den såkaldte “oppositionsvedtægt“; og fem vil automatisk svare til den politiske repræsentation af Comunes-partiet, grundlagt i 2017 af medlemmer af det tidligere parti, FARC (Common Alternative Revolutionary Force), efter Havanna-fredsaftalen fra 2016.
Hvad Repræsentanternes Hus angår, bliver 161 sæder valgt af territoriale valgkredse i landets 32 departementer samt fra hovedstadsdistriktet Bogotá.
Et sæde tilfalder ifølge oppositionsvedtægten den vicepræsidentkandidat, som får næstflest stemmer; to sæder går til afro-colombianske folk; et sæde tilfalder Raizal-kulturen fra den øgruppe, der er består af øerne San Andrés, Providencia og Santa Catalina; et sæde går til colombianere bosat i udlandet – en gruppe på cirka 4,7 millioner mennesker, ifølge tal fra 2012 fra Colombias udenrigsministerium. Et sæde tilfalder oprindelige folk; fem sæder vil igen gå til Comunes-partiet; og 16 sæder går til den særlige valgkreds for fred, hvor 167 landkommuner i samarbejde vælger kandidater, der skal repræsentere de ni millioner ofre for den interne væbnede konflikt, som staten officielt anerkender.
Samtidig med parlamentsvalget den 13. marts vil de forskellige partier i Colombia desuden også vælge præsidentkandidaterne i interne samråd i de koalitioner, der skal til valg, i en ordning der ser ud til i stigende grad at tilsløre det liberale-konservative topartisystem, der har været fremherskende igennem hele Colombias historie.
Valg af præsident og vicepræsident, der begge kommer til at sidde frem til 2026, finder sted den 29. maj. Hvis ingen opnår mere end 50 procent af stemmerne, vil der blive afholdt en anden valgrunde den 19. juni.
Uribismens krise og favoriseringen af den Historiske Pagt
I parlamentet står det regerende parti Centro Democrático (Demokratisk Centrum), som blev dannet af den forhenværende colombianske præsident Álvaro Uribe Vélez, potentielt til at miste dets aktuelle position som største mindretal i senatet med 19 sæder og som næststørste mindretal i Repræsentanternes Hus med 32 sæder.
Dette skyldes vælgernes udbredte modstand mod præsident Iván Duques (75 procent er utilfredse med præsidenten ifølge en Invamer-undersøgelse fra september 2021) og den store vælgermodstand mod hans mentor Uribe (68 procent).
Sidstnævnte er anklaget for at være ansvarlig i en berygtet sag om vidnemanipulation, der i august 2020 endte med, at en dommer idømte ham husarrest i to måneder.
De to journalister Julián Martínez og Gonzalo Guillén fra La Nueva Prensa har desuden afsløret en forbindelse mellem Uribe og den “påståede valgkorruptionsskandale”, også kendt som “ñeñe-politikken”, hvor den berygtede narkotikasmugler José “Ñeñe” Guillermo Hernández ved præsidentvalget i Colombia i 2018 skulle have købt stemmer for narkopenge.
Men det forhold, der bedst kan forklare det aktuelle valgpanorama i Colombia, og som var aldeles utænkeligt for blot få år siden, er den nationale strejke, som fandt sted i 2021, som blev akkompagneret af en række massive strejker i landområderne og i nogle af landets vigtigste byer, som for eksempel Bogotá og Cali, imod Duques lovforslag om skattereform.
Eskaleringen af undertrykkelse fra de væbnede styrker, the ESMAD (Colombias mobile antioprørseskadrille) og indsættelsen af paramilitære grupper i adskillige regionale hovedstæder har forværret krisen og har desuden synliggjort strejkerne internationalt.
Ifølge nonprofitorganisationen Temblores – der har “[dokumenteret] udøvelse af politivold” under den nationale strejke i Colombia – blev 44 personer myrdet, angiveligt af sikkerhedspolitiet i perioden fra 28. april og frem til 26. juni 2021 (der var yderligere 29 drab, som forblev uafklarede med hensyn til de nøjagtige dødsårsager); 1617 ofre for fysisk vold; 82 tilfælde af vold med øjenskader til følge; 28 tilfælde af seksuelle overgreb; og 2005 vilkårlige anholdelser af demonstranter.
De talrige eksempler på krænkelser af menneskerettighederne, begået i løbet af demonstrationerne i Colombia, bekræftes også af data fra Human Rights Watch, Indepaz og ombudsmanden samt andre nonprofitorganisationer og -bureauer.
Midt i denne krise og efter en langtrukken tango af skiftevis forførelse og afvisning over for de dele af højrefløjen, der ikke havde forbindelser til Uribe, udtalte regeringspartiets udnævnte kandidat, forhenværende finansminister Óscar Iván Zuluaga, i januar 2022, at han vil stille op alene for Demokratisk Centrum, hvilket sandsynligvis vil skade Demokratisk Centrums valgmuligheder.
Ud over regeringspartiet er der tre koalitioner, som på valgdagen søndag den 13. marts vil “sigte mod at udpege kandidater fra forskellige politiske kræfter”.
Fra venstre og centrum-venstre finder man koalitionen Historisk Pagt, der bringer “mulige kandidater til præsidentposten” sammen, som eksempelvis den forhenværende borgmester i Bogotá, Gustavo Petro, for partiet Colombia Humana (Humant Colombia) og den afro-colombianske sociale leder, Francia Márquez, for bevægelsen Soy Porque Somos (“Jeg er, fordi vi er”).
Af øvrige “politiske bevægelser“, der er en del af Historisk Pagt-koalitionen, kan nævnes Unión Patriotica (Patriotisk union) – et parti der har overlevet et “politisk motiveret massedrab” på mere end 5000 af deres militærfolk og ledere i 1980’erne; Partido Comunista Colombiano (Det colombianske kommunistparti); det socialdemokratiske parti Polo Democrático Alternativo (Alternativ demokratisk pol); Movimiento Alternativo Indígena y Social (MAIS (Den alternative indfødte og sociale bevægelse)); Congreso de los Pueblos (Partiet folkekongressen); forhenværende senator Piedad Córdobas parti Movimiento Poder Ciudadano (Bevægelsen for folkets magt), blandt andre.
Selv nogle af de personligheder, der plejede at være en del af Uribes parti Demokratisk Centrum, som for eksempel Roy Barreras og Armando Benedetti, er sprunget ud af skabet som støtter til den Historiske Pagt.
Der er ingen tvivl om favoriseringen af Gustavo Petro, koalitionens primære arkitekt, der åbnede sin valgkampagne den 14. januar i Bello i Antioquia-regionen – en historisk bastion for uribisme – under parolen “hvis Antioquia forandres, forandres Colombia”.
Petro, en tidligere soldat i den guerillahær, der i 1970’erne og 1980’erne var kendt som 19. april-bevægelsen, opbyggede sin politiske magt i rollen som senator, da han blev valgt i 2006, og som modstander af den såkaldte “parapolitik” – samarbejdet mellem politikere og paramilitære i demobiliseringsprocessen af Autodefensas Unidas de Colombia (AUC) – i Uribes første præsidentperiode. (AUC er en højreorienteret paramilitære gruppe, red.)
Petro bekræftede sin politiske styrke i sin embedsperiode som borgmester i Bogotá, indtil han blev afsat af rigsadvokat Alejandro Ordóñez i 2013 i en af regionens første politisk motiverede retssager. Som præsidentkandidat fik Petro lovende meningsmålinger ifølge Invamer: 48,4 procent vælgertilslutning ifølge meningsmåling, meget tæt på sejr i første runde, og komfortable 68,3 procent i anden runde.
På andenpladsen kommer en moderat gruppe, Coalición Centro Esperanza (Centrum koalitionen Håb), der inkluderer partiet Dignidad (Værdighedspartiet), Movimiento Obrero Independiente y Revolucionario (Den revolutionære og uafhængige arbejderbevægelse) også kendt som MOIR, Nuevo Liberalismo (Ny liberalisme) og Compromiso Ciudadano (partiet Borgerforpligtelse), som koalitionens mest lovende kandidat, den forhenværende borgmester i Medellín og guvernør i Antioquia, Sergio Fajardo, er med i.
Endeligt er der på den højre side af det politiske spektrum Coalición Equipo por Colombia (Team Colombia-koalitionen), en liga af konservativt orienterede tidligere borgmestre og guvernører.
Koalitionen består af Creemos Colombia (Vi tror på Colombia), som er den tidligere Medellín-borgmester Federico Gutiérrez’ parti; País de Oportunidades (Mulighedernes land), Alejandro Chars parti. Den magtfulde politiker og forretningsmand Alejandro Char, der er af syrisk og libanesisk afstamning, har også været guvernør i Atlántico og borgmester i Barranquilla i den caribiske kystregion; Partido de la U, som takkede nej til at opstille dets formand Dilian Francisca Toro og i stedet støtter den tidligere Bogotá-borgmester Enrique Peñalosa; og endeligt de lidt mindre truende kandidater, det traditionelle colombianske Konservative Parti og MIRA-partiet.
Den væbnede konflikt og fraværet af politiske og valgmæssige garantier
På grund af den multikulturelle orientering i grundloven fra 1991 sikrer colombiansk valglov særlig repræsentation af etniske grupper i overensstemmelse med de lokale forhold.
Ud over den politiske og økonomiske eksklusion af oprindelige folk, sorte, afro-colombianere, Raizal- og Palenquero-samfundene, og de historiske forhalinger af den demokratiske inklusion for hele regioner i landet, for eksempel Stillehavet, Orinoco og colombiansk Amazonas, er der akut behov for en demokratisk repræsentation af ofrene og veteranerne fra en konflikt, som kun ser ud til at blive forværret på trods af de sidste fem års delvise og formelle opnåelser af fred under Havanna-fredsaftalen.
Som eksempel på nogle af de værste konsekvenser af “årtiers konflikt” i Colombia kan nævnes, at siden Havanna-aftalen er mere end 600 sociale ledere og menneskerettighedsforkæmpere blevet dræbt, ifølge FN’s tal fra 2020; de 6.402 tilfælde af såkaldte “falske positiver”, en statsforbrydelse, der indebar, at myrdede civile blev fremstillet som værende guerillakrigere dræbt i kamp; de kontinuerlige væbnede aktiviteter fra FARC-dissidenter, fra den nationale frigørelseshær (ELN), og ikke mindst fra talrige paramilitære grupper som Golf Klanen, de mere end 90 massakrer begået i 2021 og de 14 tilfælde af massakrer, der ifølge Institut for udvikling og fred (Indepaz) er rapporteret indtil videre i år; og endeligt de stigende spændinger ved grænsen mellem Colombia og Venezuela, især i de colombianske departementer Norte de Santander og Arauca. I Arauca har ombudsmanden slået fast, at 33 personer var blevet myrdet, og 170 familier var blevet fordrevet på grund af irregulære gruppers gerninger.
Den fortsatte konflikt i Colombia samt det faktum, at den såkaldte “antioprørs”-politik historisk har været uribismens foretrukne metode, forklarer en del af den usikkerhed, der hersker i Colombias politik og det aktuelle valgmæssige panorama.
Det samme gør sig gældende med hensyn til valgsikkerhed, som man så i 2018 med anklager om valgsvindel og køb af stemmer. Og endda også usikkerhed med hensyn til kandidaternes personlige sikkerhed, set i lyset af de dødstrusler som paramilitær fra Águilas Negras-Bloque Capital fremsatte i mod Petro den 4. december 2021, eller til samtidshistorien i et land, hvor syv præsidentkandidater alene i det sidste århundrede er blevet myrdet.
Det vil vise sig, om det angiveligt “ældste demokrati i Latinamerika” i den kommende tid formår at konsolidere den mest usikre og nyopnåede fredstilstand på kontinentet.
Denne artikel er fremstillet for Globetrotter.
Lautaro Rivara er sociolog, forsker og poet. Som uddannet journalist har han deltaget som aktivist inden for forskellige journalistiske områder bl.a. som redaktør, forfatter, radiovært og fotograf. I løbet af sine to år i Jean-Jacques Dessalines-brigaden i Haiti stod han for kommunikation, og han udførte politisk uddannelsesarbejde for Haitianske folkebevægelser i området. Han skriver regelmæssigt for folkelige medieprojekter i Argentina og det øvrige Latinamerika og Caribien, inklusive Nodal, ALAI, Telesur, Resumen Latinoamericano, Pressenza, la RedH, Notas, Haití Liberte, Alcarajo, m.fl. Find ham på Twitter @LautaroRivara.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
