Faglig kamp
For nylig meddelte statsminister Mette Frederiksen i en kronik i Politiken, at hun har skiftet mening. Hvor hun tidligere var rød før hun var grøn, er forbeholdet nu væk. Nu rykker det grønne højere op på dagsordenen.
Denne talen i farver har det med at skjule det reelle indhold. Og sådan er det også her. For ifølge kronikken er der ingen grænser for, hvor meget Danmark allerede har gjort for klimaet. Og det går fantastisk godt, forsikrer statsministeren os om:
Regeringen er blevet rost internationalt og spillede “en vigtig rolle” under COP26 i Glasgow. I Danmark er vi “lykkedes med” at gøre det hele på en særlig “dansk måde”. “Kombineret høje danske klimaambitioner med den rette sociale balance”, og der er indgået “mere end 50 grønne aftaler”.
Dertil kommer, at “erhvervslivet har det godt”, og “EU er også begyndt at rykke på sig, når det kommer til klima og grøn omstilling”. Mette Frederiksen ser i det hele taget en strålende fremtid foran sig: “Der er mange økonomiske muligheder for Danmark i et grønt EU”.
Skal der gennemføres de grundlæggende og nødvendige omstillinger med plads til natur og klima, skal der ske strukturelle ændringer i samfundet.
Problemet er blot, at al denne ros ikke holder i virkeligheden. Kritikken af regeringens klimapolitik har da indtil nu også været omfattende og er kommet fra både klimabevægelser, fagfolk, økonomer, ingeniører og Klimarådet.
Der var ikke noget fantastisk ved beslutningerne på COP26. Og den særlig danske måde at føre klimapolitik på har indtil nu mest bestået i, at alt skal fortsætte, som det plejer, tilsat lidt grøn teknologi.
Infrastrukturaftalen betød først og fremmest en udvidelse af motorveje og flere biler, landbrugsaftalen fredede det industrielle landbrug med dets gigantiske svineproduktion i minimum 10 år, og beslutningen om at stoppe for udvinding af olie i Nordsøen gælder først fra 2050.
Og så kom det ovenikøbet frem i sidste uge, at olieindustrien i Danmark får milliarder i rabat for deres CO2-udslip. Og støtten vil fortsætte frem til 2030, hvor olieselskaberne får lov at beholde hovedparten af deres gratis CO2-kvoter fra EU, skriver DR i en interessant artikel.
Mette Frederiksen forsøger i sin kronik at forklare, at hendes tøven med at sætte den grønne dagsorden øverst skyldes frygten for galoperende ulighed, splittelse og polarisering.
Den frygt er jo reel, så længe det vigtigste for Socialdemokratiet er at opretholde kapitalismen, den uhæmmede vækst og markedets lov, hvor det altid er profitten, som bestemmer, hvad der kan betale sig.
Og så længe regeringen insisterer på at føre den økonomiske politik, som er fastlagt i EU, og som mere og mere ligner den politik, som også blev ført under den forrige S-regering.
Derfor bliver der heller ikke for alvor taget noget opgør med uligheden, som ikke er blevet mindre under den her regering. Derfor bliver der ikke taget nogen store skridt for at genoprette sundhedsvæsenet. Derfor bliver der skabt modsætninger mellem en rød og en grøn politik.
Sagen er imidlertid, at skal der gennemføres de grundlæggende og nødvendige omstillinger med plads til natur og klima, skal der ske strukturelle ændringer i samfundet.
De ændringer har den socialdemokratiske regering ikke tænkt sig at gå i spidsen for. Derfor er Mette Frederiksens politik hverken rød eller grøn. Det er såmænd gammelkendt nyliberalisme tilsat grøn og rød retorik.
Tilbage står imidlertid, at en anden verden med klimaretfærdighed er mulig, hvis vi vil det.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
