Læserbrev
Åbent brev til statsminister Mette Frederiksen
Jeg skriver til dig som historiker, underviser – nu pensioneret og forfatter.
Jeg skriver også til dig som barn opvokset i efterkrigstidens Danmark med hjemstavn i Vendsyssel, dengang Danmarks fattigste egn med tørvegravning og lidt landbrug som hovedbeskæftigelse.
Tørvegravning var et hårdt og slidsomt job i sommerperioden. Derpå fulgte arbejdsløshed resten af året med daglige besøg på den lokale fagforening DASF, nu 3F.
Det hed at gå til kontrol. Her kunne man dels hæve sin arbejdsløshedsunderstøttelse og dels høre, om der var tilfældige job at få, hvilket var meget sjældent. Man kunne håbe på, at vinteren bød på meget sne og da satse på, heldet ramte en. Så var det ud i redskabsrummet og gribe skovlen og med den i hånden blive sendt ud på snerydning. Det gav lidt flere penge end understøttelsen. Jeg husker kun, min far fik snerydning én gang.
Efterkommer af indvandrere
Jeg skriver også som efterkommer af indvandrere, både på min mors og fars side. På min fars side var det en norsk jente (pige), der i Norge blev “bortført” af en dansk skomagersvend, der var på “valsen”. (På vandring rundt i verden og tjente til livets ophold ved helst at bruge sit fag til pengeindtjeningen – også i dag er der håndsværkssvende, som efter deres uddannelse går på “valsen”).
På min mors side kom min morfar i slutningen af 1800-tallet til Danmark med sine forældre fra Tyskland.
På dette tidspunkt var det sin sag at komme til Danmark som tysker fra “fjendeland”, da vi havde været i krig med tyskerne så sent som i 1864 om Sydslesvig, dengang dansk; men efter tabet af krigen i 1864 måtte Danmark afstå området til Tyskland.
Trods denne vanskelige baggrund voksede min morfar op i Nordjylland og blev en hæderlig arbejdsmand, blandt andet som leder af tørvegravning i Salling-området.
Sammen med Jeppe Aakjær
Han blev mere end det, idet han sammen med Jeppe Aakjær blev engageret i kampen for at ændre den fattige underklasses usle forhold, der nærmest gjorde det umuligt at opretholde eksistensen. Disse fattige mennesker blev af overklassen benævnt som tyende – udtrykket stammer helt tilbage fra vikingetiden.
Som tyende havde man pligt til at rette sig efter sin herre. Skulle det ske, at en af undersåtterne ikke makkede ret, var det herrens ret og pligt at afstraffe vedkommende med “træhesten” (en trekantet træbuk på fire træben og med den skarpe kant opad). Her blev den “opsætsige” sat op og med noget tungt bundet om sine fødder, så “træhestens” skarpe kant kunne forvolde maksimale smerter i skridtet).
i 1854 blev “tyendeloven” indført, og her blev træhesten udskiftet med prygl, der gjaldt alle piger over 16 og mænd over 18. Først i 1921 blev tyendeloven afskaffet.
Jeres politikertale og usle mammon er grundigt i færd med at ase og mase sig ind i menneskesindet, og I ser ikke, hvorledes I fortærer og nedbryder det, der engang var ordentlighed og storsind.
Jeppe Aakjær og min morfar sammenkaldte godsernes og gårdenes tyende for at mødes. Her kunne de høre min morfar og Jeppe Aakjær tale til forsamlingen. Blandt andet høre Jeppe Aakjær benævne deres vilkår som “Tusindårs Trældommens Nat”. Perioden havde strakt sig helt tilbage til middelalderen. Først med min morfars og Jeppe Aakjær møder blev datidens “tyende” oplyst om, at deres forfædre gennem mange århundreder var blevet behandlet, ikke som mennesker, men som trælle.
Derfor opfordredes forsamlingerne til at påtage sig opgaven at afslutte dette dystre afsnit i danskernes historie. Dette var kun muligt gennem et stærkt sammenhold som drivkraft i oprettelser af fagforeninger.
Politiske aktiviteter af denne karakter skulle vise sig at møde heftig modstand fra de store jordejeres side samt deres politiske repræsentanter i Folketinget.
Gennem betaling med jordejernes usle mammon fik de nogle af deres ansatte til at gå ind og lave ballade på møderne og dernæst tilkalde politiet.
Min morfar og Jeppe Aakjær var imidlertid forduftet, inden politiet ankom. Jeppe Aakjær endte dog i fængsel i 17 dage for et foredrag om den franske revolution.
Fagforeninger og brugsforeninger vægtige hjørnesten
Omkring århundredeskiftet dannede tjenestepigen Marie Christensen Danmarks første fagforening for tjenestepiger. I 1907 grundlagde landarbejderen Carl Westergaard Danmarks første fagforening for landarbejdere.
Således bidrog en indvandrer fra “fjendens land” aktivt til at ændre forholdene for Danmarks tyende – fra at være trælbundet og med “træhest” og senere prygl til nu at tage de første spæde skridt til påbegyndelsen af det danske velfærdssamfund.
I denne sags tjeneste blev fagforeninger og brugsforeninger vægtige hjørnesten.
Min morfar blev primus motor i at oprettet både en fagforening og brugsforening på den egn, hvor han havde slået sig ned, og nu med familie. Dette blev stedet for min hjemegn, hvor jeg opvoksede.
For mig som dreng blev min morfar en dygtig og vigtig historiefortæller. Af ham lærte jeg en helt anden og sandfærdig historie, end jeg lærte i hele min skoletid.
I denne hans historiefortælling indgik også mit første kendskab om indvandring af fremmede udefra – Ikke blot om hans egen indvandring, men også indvandring af polakker, der arbejdede både i tørvemose og roer og blev behandlet som tyende. Også blandt disse var min morfar aktiv med hjælp.
Lærte om sammenhold og uretfærdighed
Med minderne opfrisket fra min barndoms opvækst og år fremstår der et helt anderledes menneskesyn og helt forskellig tale om frihed. Dette fik hverken jeg eller alle andre fra skolens historiebøger, og slet ikke inde fra de såkaldte “bonede gulve”.
Uden for disse rammer lærte jeg om sammenhold, hjælpsomhed, men også om uretfærdighed helt tæt på.
Som for eksempel når grevinden af Frijsenborg kom hen til min far som hendes undersåt og irettesatte ham for at samle en håndfulde blommer op, der lå i hundredtal på jorden. De skulle hjemtages til min mor og mig – næh! De var beregnet for grevindens gæs.
Min far blev dog ikke fyret for denne forseelse, men fordi han ved en fejl fik tiltalt grevinden med et “De” og ikke som “grevinden”. Straks blev han kaldt op på forvaltningskontoret og bedt om øjeblikkeligt at pakke og forlade godset. Der stod min far med sin familie, kone og to helt små børn, uden hus og hjem og penge på lommen.
Eller en piberygende direktør kom til min far, der passede hans og vicedirektørens have. Direktøren kom for at udskælde min far for at ryge i arbejdstiden ude i hans have – dog blev han ikke fyret.
I dette barndomsland blev det gjort mig klart, at der var to tydelige begreber, “dem” og “os”. Mellem disse to grupperinger var der så tydelige skel, at misforståelse var umuligt.
Om lighed og “dem” og “os”
Skønt vi af generationens politikere utallige gange fik fortalt om lighedens samfund, så formåede jeg aldrig at kunne få øje på en sådan lighed mellem mennesker.
Fortsat eksisterer “dem” og “os”, men nu med et andet udgangspunkt. Skellet er tydeligt blevet sat mellem muslimerne og vi etniske danskere.
Endelig har jeg forstået, at ligheden kun gjaldt vi etniske danskere, ikke alle klodens mennesker. Selv med de nye øjne ser jeg fortsat ikke lighed blandt vi etniske danskere – det er ren indbildning, og vi synes at tro på det.
Hvad vores forfædre påbegyndte med store tab og afsavn, men aldrig gav op og lod sig ikke knægte – om overmagten var nok så stor, så magter en nuværende generation anført af politikere ikke at fortsætte og udbygge vores forfædres arbejde.
Det kræver sammenhold og fællesskab at tjene menneskehedens ve og vel, også når det er vanskeligst, men det magter politikerne ikke. De magter hverken den sande frihed eller at tjene freden blandt menneskeheden.
De magter at skabe skel, udruste til krige, lade mennesker sulte og være indespærret i lejre, om det er grundet tørke eller i nedlagte kaserner eller i regn, frost og sne i udendørs kz-lejre i skoven – gør ingen forskel.
Ud over usselheden og fornedrelsen magter de at udsprede deres usle mammon som godbidder, vi andre halser efter, og derpå bilde os ind, disse gør godt – alt imens godbidderne serveres med fortællingen om frihed og ægte velfærd.
Vigtigt at huske de ofre de bragte
Min opfordring til dig som statsminister og som formand for Socialdemokratiet skal være, at du som leder af vort land burde være dybt optaget af at genskabe erindringen om de værdier, vores forfædre har kæmpet for. Du burde huske de ofre, de bragte for at føre mennesket frem mod stedet, hvor lyset om nye tider blev mere og mere synligt – ikke mindre end en sejr for dem, der gennem årtusinde var tavse og bundet i mørket.
Det er usselt af vores generation, at vi i vores overmæthed ikke længere overkommer at påskønne og værdsætte disse værdier og føre dem videre ud i livet. Ikke kun på den plet jord politikernes små sko står på, men som en selvfølgelighed for enhver sjæl på kloden.
Jeres politikertale og usle mammon er grundigt i færd med at ase og mase sig ind i menneskesindet, og i samme åndedrag ser I ikke, hvorledes I fortærer og nedbryder det, der engang var ordentlighed og storsind.
Med stor ildhu og grundighed har I nedlukket alle jeres sanser og ænser ikke, at flere og flere almindelige mennesker får tungere og tungere ved at indånde en forfriskende og nærende luft. Tværtimod martres menneskets sjæl og krop – ja selv jeres politikerkolleger bliver martret af jeres ord. Længere formår I ikke at bringe bud om en fælles rejsning af menneskeheden, men om et mørke i had og sorg.
Mellemrubrikker og citater er indsat af redaktionen
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
