I går den 4. maj skød USA sin årlige militærøvelse Defender Europe 2021 i gang i den albanske havneby Durrës ved en ceremoni i havnen. Tre firestjernede amerikanske generaler og USA’s ambassadør deltog åbningsfesten for en af de største krigsøvelser i mange år.
Mindst 28.000 soldater fra 26 lande deltager i øvelsen, der finder sted midt i en global coronapandemi. Defender Europe ledes af USA’s militære kommando for Europa og Afrika, og 12 lande lægger jord til øvelsen, der omfatter USA’s flåde og hær.
Alt i alt handler Defender Europe ikke om at bevare freden i vores del af verden, men tjener som en ren magtdemonstration over for både Rusland og Kina.
Siden marts har de deltagende lande, der i år ikke omfatter Danmark, forberedt øvelsen, hvis hovedpart foregår i maj og afsluttes 9. juni. En stor del af øvelsen foregår på Balkan i Albanien, Rumænien og Bulgarien, Slovenien, Montenegro, Kosovo, Nordmakedonien og Grækenland.
Defender Europe 2021 har særlig fokus på Sortehavsregionen, hvor Rusland har stationeret en del af sin flåde. Samtlige øvrige lande, der har kyststrækning ud til Sortehavet, deltager i øvelsen, både NATO-landene Rumænien, Bulgarien, Tyrkiet samt Ukraine og Georgien, der begge er tilknyttet NATO.
USA bedyrer rutinemæssigt, at øvelsen alene er defensiv og skal vise USA’s rolle som “strategisk sikkerhedspartner for Balkan, Sortehavsregionen, Kaukasus, Ukraine, Nordeuropa og Afrika.
Løftet om Defender Europes defensive karakter skal dog tages med et meget stort gran salt. Den foregår nemlig tæt på Ruslands grænser mod Europa og i Sortehavet og finder sted kort efter, at USA’s præsident Biden kaldte Ruslands præsident Putin for en morder og lovede, at han snart måtte betale en pris for det.
Det er værd at notere, at Joe Biden immervæk har sanktioneret mord på langt flere og anstiftet langt flere krige end Putin, selv om den russiske præsident ikke er nogen helgen.
Det er også værd at notere, at USA’s krigsøvelse foregår i området, hvor Kinas nye silkevejsprojekt forbindes til Europa.
Alt i alt handler Defender Europe ikke om at bevare freden i vores del af verden, men tjener som en ren magtdemonstration over for både Rusland og Kina, som Biden begge har udråbt som USA’s fjende nummer et.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.