hvordan anser vi historien?
Jeg har på det seneste været øjenvidne til, hvorledes den danske mainstreampresse har behandlet den meget ulykkelige situation i og omkring Ukraine. Sagt meget kort, hører vi kun om myriader af fæle russiske soldater, der er på øvelse i deres eget land; men som altså nu, viklet ind i et overflødighedshorn af krigshysteri, over natten vil angribe Ukraine – som de har gjort det før?
Vi hører absolut intet om, hvordan de 44 millioner ukrainerne for tiden slås med en mere end trøstesløs, haltende økonomi. Lukkede virksomheder, arbejdsløshed, et uddannelsessystem i laser, manglende energi, plutokrati, oligarker bag medier og politik, millioner af mennesker sat udenfor demokratisk indflydelse, russisk som forbudt sprog, det kommunistiske parti er forbudt, og fagbevægelsen er blevet nærmest usynlig.
Ikke så få ukrainere frister aktuelt en kummerlig tilværelse som meget billig arbejdskraft i EU.
Krim er aldrig blevet annekteret gennem en militær operation. Krim har valgt en eksistens som republik i Rusland via en folkeafstemning. Der er aldrig blevet løsnet et eneste skud; men sådanne kendsgerninger vil jo ødelægge det indarbejdede medie-, militære-, vestlige billede, der er præget af buzzwords som russisk aggression, russisk grænseudvidelse, Putin er diktator og morder, russerne vil krig og så videre.
NATO udvider mod øst i et hæsblæsende tempo med jordvindende skridt. Lidt populært sagt er Rusland nærmest omgivet af NATO-baser til alle sider – og festen betales af dig og mig.
Jeg læser dagligt russiske aviser. Jeg oplever ikke mere censur i Rusland end i Danmark. Jeg vil næsten sige, det er mit indtryk, at de russiske medier strutter af den kritisk-konstruktive kritik, vi alle har brug for.
Vi hører heller ikke noget om, hvordan de otte millioner russere i Ukraine har det. Russerne udgør 18 procent af Ukraines befolkning. I Donbass og Lugansk ønsker russerne blot at blive respekteret som russere. De vil gerne tale russisk, udvikle deres kultur, deres nyhedsformidling, deres økonomi og deres fredelige relationer til omverdenen. De vil meget gerne have en selvstændig status under Ukraine.
Den ukrainske hær er Europas største med 240.000 våbenføre kvinder og mænd i uniform. Våbnene er i vid udstrækning blevet moderniseret som en venlig gave fra rige onkler og bekendte i USA. Efter nogenlunde sikre forlydender står en stor del af hæren lige nu tæt på Donbass og Lugansk. Kiev har begrænset en del af drikkevandsforsyningen til Krim.
Højre Sektor ser meget gerne Ukraine som stat nummer 51 i USA.
Jeg læser dagligt russiske aviser. Jeg oplever ikke mere censur i Rusland end i Danmark. Jeg vil næsten sige, det er mit indtryk, at de russiske medier strutter af den kritisk-konstruktive kritik, vi alle har brug for i forbindelse med vores personlige udvikling af adækvat tidsaktuel politisk bevidsthed.
Mainstreampressen er med et slag på tasken et slaraffenland for det medie-militære-industrielle-EU/NATO-kompleks. Her trives den sorte skole med Gud, konge og fædreland. Ordrer gives fra toppen – og du skal gøre, som der bliver sagt. Det er ikke så godt for din fremtid, hvis du begynder at tænke selv, udvikler graverjournalistik eller blot prøver at se på sagsforhold fra flere sider. Pressen er oftest privat. Ytringsfriheden er dermed også privat. Den, der ejer en presse, bestemmer, hvem og hvad der skal presses. Take it or leave it!
På sigt vil det være et meget uholdbart projekt at udelukke Rusland fra Europa. Europas geografiske centrum er alt andet lige Moskva. Ingen kan skabe fred mod Rusland. Fred i Europa kan udelukkende skabes med Rusland. Giv dialogen en chance! Alt for mange lader som ingenting. Det kan være meget farligt for freden i Europa.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
