Læserbrev
Del 2: Da jeg i oktober gik rundt i Kijevs centrum, så fik jeg bekræftet, at det stadig er smukt – med facader, der udstråler rigdom og velstand. Disse facader skjuler dog hverdagens kontraster og bekymringer, som især gør sig gældende i det socialt splittede, multietniske samfunds landdistrikter.
Flere analytikere påpeger med god grund, at Ukraine i disse år gennemgår en egentlig samfundskrise. Jeg vil foruden det politiske fremhæve fem af krisens sammenhængende aspekter.
1. Krig og national splittelse
I de sidste to måneder er der oppustet en krigerisk stemning i Ukraine og Vesten. Vi har siden 2014 konstant hørt om Ruslands “stigende aggressivitet” og “russiske angrebsplaner”.
Sjældent bliver der spurgt til, hvilken interesse Rusland mon skulle have i det. Og vores medier tier om diverse amerikanske, britiske og andre NATO-aktiviteter i Sortehavet og om Ukraines fortsatte oprustning. Her kan ellers peges på anvendelse af amerikanske Javelins-panserværnsrobotter, tyrkiske kampdroner og britiske løfter om udstationering af tropper.
Den væbnede konflikt, der i syv år har præget Sydøstukraine med oprettelsen af to minirepublikker i Donbass, ser jeg som en tragisk borgerkrig. Det er hverken en krig mellem Rusland og Ukraine, eller som andre påstår: mellem USA og Rusland.
Da den højrenationale fortælling dominerer i Ukraine, bliver ethvert, selv det mindste skridt til fordel for fred samt opfordringer om at overholde Minsk-aftalerne betegnet som landsforræderi.
Folket i Donbass reagerede i 2014 på det statskup, højreekstremister havde begået i Kijev. Man var imod det nye styres sproglov og imod afvisningen af tanken om føderalisering, der kunne give Sydøstukraine regionalt selvstyre.
Ligesom Majdan-oprøret i begyndelsen var en folkelig reaktion mod hidtidige magthavere, således var også oprettelsen af disse minirepublikker en lokal folkelig reaktion – men mod kupmagerne.
De to nye minirepublikker blev af den nye Kijev-junta straks betegnet som terrorister. Derfor kaldte de nye Kijev-magthavere (Turtjinov, Jatsenjuk & co.) deres militæroffensiv imod oprørerne for ATO, altså “Anti-terror-operation”. Senere blev navnet ændret til “De forenede styrkers operation” (OOS, Joint Forces Operation).
Hensigten med navneforandringen var ifølge præsident Porosjenko at fremhæve operationens mål, at “varetage den nationale sikkerhed og bekæmpe og afskrække væbnet russiske angreb”. Det blev ifølge mediet militaryland.net begrundelsen for, at Ukraines militær overtog ansvaret for kampzonen fra landets sikkerhedstjeneste SBU, der hidtil havde haft det.
Med andre ord kæmpede én del af Ukraine (Vest- og Centralukraine) imod en anden (Sydøstukraine). Den ene part fik støtte fra USA, NATO og EU, den anden – fra Rusland. På den ene side stod en heterogen befolkning, der i stigende grad blev præget af en form for ukrainske nationalisme, der stammer fra højrenationalistiske kredse i Vestukraine. På den anden russisksindede befolkningsgrupper i Donbass.
Som konflikten med udenlandsk støtte tog til, kom magtfulde grupper i den politiske og økonomiske elite i henholdsvis Kijev og Donbass til at dominere. Men grundlæggende blev situationen udnyttet af ukrainske oligarker. De formåede gennem positioner i statsapparat og erhvervsliv at varetage en egeninteresse i at holde denne borgerkrig kørende. Og som altid blev det den brede befolkning, det gik ud over.
Krigen har splittet et multietnisk Ukraine. Den dominerende fortælling fra Kijev lyder, at den onde Putin er årsag til det hele. Den bygger på vestukrainske højrenationalisters gennem århundreder indgroet had til Rusland, mod russisk sprog og kultur. De står nu bag en massiv hadkultur rettet mod det tidligere naboland.
Det har fremmet angst, usikkerhed og mistænksomhed i hele Ukraine. De fleste folk i Donbass føler sig knyttet til Ukraine, men hælder nu, i nødens stund, til at søge beskyttelse hos Rusland. Den russisksindede befolkning i Donbass ønsker hverken, at NATO skal ind på deres jord, eller at de selv bliver offer for den nye hadkultur.
2. Højrenationalisterne i fremmarch
Den ukrainske selvbevidsthed har i de sidste 30 år, men især de seneste syv år, været præget af en nationalisme med rødder i højreradikale kredse i Vestukraine. I disse områder, der tidligere hørte under Østrig-Ungarn, oprettede kollaboratører under Anden Verdenskrig en ukrainsk befrielseshær og lokale SS-grupper, der førte an i kampen mod Sovjetunionen.
Foto: Privat
Deres børnebørn har i 30 år udviklet netværk, som oprindelig prægede flere vestukrainske regioner, men som langsomt også fik fodfæste i Central- og Sydukraine. Nynazister gjorde sig politisk gældende i partiet Svoboda og Højre Sektor og fik nøgleposter i den junta, der herskede i foråret 2014.
Deres direkte magt blev efter valget af Petro Porosjenko som præsident i maj 2014 reduceret, men højreradikale paramilitære grupper bestående af frontkæmpere og kriminelle kræfter prægede de første år gadebilledet i flere byer med overfald og mord på modstandere. De nød godt af uformel opbakning fra højtstående personer inden for hæren og politiet.
I de sidste to til tre år har mange af disse grupper allieret sig med ekspræsident Porosjenko i hans massive kritik af sin efterfølger Volodymyr Zelenskij. De har ofte fået lang snor på grund af deres patriotiske retorik og handlekraft. Det er dog langtfra alle ukrainere, der er begejstrede for deres ekstremisme.
I dag er de radikale højrekræfter spredt i flere organisationer, der flere gange om året er synlige med omfattende manifestationer. Således også nu, da der jo ikke kom til statskup. I Kjiev formulerede deres demonstration med cirka 2000 deltagere tre hovedkrav: Udskrivelse af nyvalg, afskedigelse af præsident Zelenskijs chefrådgiver, som angivelig muldvarp i den omtalte “Wagner-gate-sag” samt Zelenskijs afgang. Deres holdning var: “Ingen forhandlinger med Kreml”.
Det var en klar imødekommelse af de højreradikale kræfter, da Zelenskij i parlamentet efter sin jubilæumstale bad salen hylde en ung frontkæmper.
Denne 26-årige fyr var forinden i mediet 24tv.ua blevet beskrevet som “en jævn gut fra Vestukraine, der havde drømt om at blive musiker”. Han havde som 18-årig og medlem af den nynazistiske “Højre Sektor” meldt sig til fronten. Omtalen af ham var suppleret med hans egne ord: “Vi fik ved fronten besøg af en journalist fra USA. Da han så en tam ulv, der bor i vores deling, fortalte jeg ham, at vi fodrer den med knogler af pro-russiske spædbørn… Han forstod dog ikke min joke”.
I den første af disse to artikler om situationen i Ukraine skrev jeg, at Zelenskij overraskede under sin tale i parlamentet. Han inviterede denne kække patriot og tildelte ham den højeste udmærkelse og titlen “Helt af Ukraine”.
3. Forfølgelse af oppositionen
Med udbredelsen af højrenationalisme og russofobi fulgte massiv antisovjetisme og antikommunisme. Det præger både det offentlige rum, historieskrivning og skoleundervisning. Forfølgelsen af kommunister og andre venstrekræfter fortsætter. Det indtil for nyligt store Kommunistiske Parti blev forbudt. Men da dette forbud er blevet anket, og retssystemet har syltet sagen – kan partiet fortsat opretholde sin organisation og deres hjemmeside.
Ukraines politiske opposition er splittet. I parlamentet, hvor Zelenskijs parti har absolut flertal, består den af tre store partigrupper. Det er to centrum-højre-partier: Petro Porosjenkos Europæisk Solidaritet og Julija Timosjenkos Fædrelandet, der begge slår på national-patriotiske strenge, samt et social-liberalt parti OP (Oppositionsplatformen for Livet). Sidstnævnte er et pragmatisk midterparti med udgangspunkt i Østukraine. Det betragtes af alle andre som “prorussisk”, selv om det både kritiserer Ruslands udenrigspolitik og Zelenskijs politik.
Lederne af OP bliver i Ukraine mest angrebet for deres initiativer til fordel for fred i Donbass og viljen til at forhandle med Kreml. Uden at fornægte deres ukrainske tilknytning har de i Moskva ud fra pragmatiske interesser forhandlet udveksling af fanger, køb af russisk medicin og opnået favorable tilbud om leverancer af naturgas og olie.
Men da den højrenationale fortælling dominerer i Ukraine, bliver ethvert, selv det mindste skridt til fordel for fred samt opfordringer om at overholde Minsk-aftalerne betegnet som landsforræderi, og dets fortalere stigmatiseres som “Kreml-agenter”. Dette var også grunden til, at Zelenskij i begyndelsen af 2021 lukkede tre populære TV-kanaler med tilknytning til OP-partiet.
4. Økonomisk krise
Ser man på værdien af varer og tjenester ydet i Ukraine, altså bruttonationalproduktet (BNP), så var det i 2020 på 3727 US-dollars per indbygger. Det er mindre end både i Irak, Mongoliet, Moldova og Albanien. Og det er et stort tilbageskridt i forhold til Ukraines sovjetiske unionsrepublik.
I 1990 var Sovjet-Ukraine på flere felter blandt de førende i hele Europa. I dag har landet stadig en vis industriel arv fra sovjettiden – ikke mindst et stort knowhowpotentiale. Produktionen af metaller og mineraler udgør stadig rygraden i ukrainsk økonomi sammen med landbruget. Men både service- og IT-sektoren samt indtægter som transitland af russisk naturgas er vigtige for Ukraine.
Der blev satset på afindustrialisering og på åbne grænser til EU. Det skabte arbejdsløshed og omfattende flugt af arbejdskraft til især EU-lande.
Med landets overgang til markedsøkonomi sank Ukraines produktion drastisk de første år efter uafhængigheden. Derefter gik økonomien bedre i 2000-2007 med en gennemsnitlig årlig vækst på syv procent. Ukraine blev dog kraftig ramt af den globale finanskrise i 2008, og BNP faldt med 15 procent i 2009. I dag er landet yderligere præget af inflation på omkring 10 procent.
Ukraine har nu en stor statsgæld på 92 millioner US-dollars. Store dele af Ukraines industri er stagneret, hvilket får regeringen til at efterlyse vestlige lån. Senest gav Den Internationale Valutafond et lån på 700 millioner US-dollars på betingelse af yderligere privatisering af energisektoren og offentlige besparelser.
En stor del af lånet skal imidlertid gå til at betale renter af fra tidligere lån. Den ukrainske økonom Dmitrij Kovalevitj skrev i mediet liva.com en spydig kommentar: “Hvis der spørges til indholdet i Ukraines nye nationale ide, så er det ganske klart. Den omfatter to led: Hellig krig mod besættelsesmagten og udenlandske kreditter”.
5. Mangel på social tryghed
Ifølge den ukrainske sociolog Vitalina Butkaljuk er fattigdom et voksende problem i Ukraine. Hun støtter sig til en undersøgelse gennemført i år af landets statistiske bureau, som viser, at 67 procent af de adspurgte betegner sig som fattige og kun én procent som tilhørende den højere middelklasse. En tredjedel placerede sig i den nederste del af middelklassen. De fleste, 74 procent af de adspurgte, mente, at man skal tjene 330 US-dollars per måned for ikke at være fattig. Med andre ord tjener to tredjedele af befolkningen under 330 US-dollars, hvilket svarer til 2175 kroner.
Og det sker i en situation, hvor detailpriserne på dagligvarer stiger, hvor nye afgifter for gas, el og varme gør livet surt for mange. Fattigdommen er især udbredt i Ukraines store landdistrikter.
En såkaldt “modernisering” af velfærdsområdet efter amerikansk opskrift har svækket Ukraines sundhedsvæsen. Den almene mistillid til politikerne og embedsfolk bliver suppleret med irritation over en tvivlsom håndtering af coronapandemien, hvor millioner er blevet overladt til sig selv. Myndighedernes forsinkede start på at vaccinere har medført, at kun 40 procent af befolkningen i dag har fået det første stik. På grund af overdødelighed og emigration er Ukraines befolkningstal faldet fra 52 millioner i 1991 til nu reelt at være på cirka 35 millioner.
For nogle måneder siden fortalte Ukraines premierminister Denis Shmigal, at den demografiske udvikling gør, at staten om 8-10 år næppe vil få råd til at udbetale folkepension. Det er en konsekvens af en fejlslået udvikling, især siden 2014.
Der blev satset på afindustrialisering og på åbne grænser til EU. Det skabte arbejdsløshed og omfattende flugt af arbejdskraft, især til EU-lande. I dag arbejder otte millioner ukrainere som billig arbejdskraft i EU-lande og Rusland som underbetalte jordbærplukkere eller fabriksarbejdere. De overfører milliardbeløb hjem til familien og bidrager til Ukraines nationalformue, men det sker ofte illegalt. Nogle betaler til udenlandske pensionsfonde. Men der kommer ikke nok penge ind til Ukraines Pensionsfond.
Oven i en almen mangel på social tryghed oplever man, som nævnt, et krigshysteri. Ukrainske medier har senest henvist til det tyske medie Bilds offentliggørelse af et landkort med angivelse af, hvor præcist Rusland vil angribe. Og Bild sætter også datoer på. Først var det omkring 1. december, så hed det “straks efter nytår”, dernæst nævnes “slutningen af januar”. Og endelig helt konkret den 23. februar. Hver gang er det naturligvis ganske vist…
Ukraines postsovjetiske 30 år viser, at historien ikke er slut. Venstrekræfterne er slået tilbage, og deres indbyrdes splid og svækkelse udnyttes af højrefløjen. Prisen for pengemagtens triumf er blevet social skævhed, opblomstring af egoisme, grådighed og had.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
