Et flertal af beboerrepræsentanter i boligorganisationen FSB har vedtaget et mistillidsvotum til fem medlemmer af organisationens bestyrelse.
Det skete på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 15. november, som var indkaldt for at tage stilling til, om den beslutning, repræsentantskabet tidligere havde truffet om at trække opsigelserne af tre lejemål i Blågården tilbage, skulle omstødes. Et flertal i organisationsbestyrelsen havde nemlig nægtet at følge beslutningen, fordi de ikke mente, at beslutninger af denne karakter bør ligge inden for beboerdemokratiets beføjelser.
På repræsentantskabsmødet blev der stillet forslag om mistillid til de fem bestyrelsesmedlemmer, som på et bestyrelsesmøde havde stemt imod at gennemføre repræsentantskabets beslutning. Mistillidsvotummet blev vedtaget med 61 stemmer for og 58 stemmer imod.
Det betyder, at der nu er indkaldt til et nyt ekstraordinært repræsentantskabsmøde på tirsdag den 7. december, hvor der skal vælges fem nye medlemmer til FSB’s bestyrelse. FSB er Københavns største almene boligorganisation.
Læs også
Brug for mere beboerdemokrati
– Jeg håber, at der bliver valgt fem nye medlemmer af bestyrelsen, der vil være med til at udføre repræsentantskabsmødets beslutninger – herunder først og fremmest at trække opsigelserne af de tre familier tilbage, siger formanden for FSB, Jean Thierry, til Arbejderen.
Han fortsætter:
– De opsagte beboere har i lang tid levet i uvished om, hvorvidt de kan blive boende i deres hjem. Nu er det på tide, at vi gennemfører den beslutning, som boligselskabets øverste myndighed, repræsentantskabet, traf helt tilbage i august.
Jean Thierry blev i august valgt til formand for FSB – blandt andet fordi han vil kæmpe for mere beboerdemokrati og for, at de tre familier kan blive boende. Men den nyvalgte formand er i mindretal i bestyrelsen. Men nu tyder det på, at beboerne vil skifte udsmidningsflertallet i den gamle bestyrelse ud.
Jeg håber, at der bliver valgt fem medlemmer af bestyrelsen, der vil være med til at udføre repræsentantskabets beslutninger.
Jean Thierry, formand for FSB
Bestyrelsen består af i alt ni medlemmer, men det er kun de fem medlemmer, der er vedtaget et mistillidsvotum imod, der er på valg.
Beboernes mistillidsvotum kommer, efter at boligorganisationen FSB – der administrerer det almene boligområde FSB Blågården på Nørrebro i København – sidste år opsagde tre familier i kølvandet på den uro, der opstod, da hadprædikanten Rasmus Paludan i april 2019 kom til området og begyndte at råbe skældsord, mens han sparkede til koranen og truede med at brænde den af.
Ud over at trække opsigelserne tilbage håber formanden for FSB, at en ny bestyrelse vil arbejde for at styrke beboerdemokratiet i FSB.
– Jeg håber på, at den nye bestyrelse vil være med til at indføre åbne formøder før bestyrelsesmøderne, så alle beboere kan være med til at påvirke beslutninger og komme med input til bestyrelsen. Vi skal sikre mere beboerdemokrati i FSB og inddrage beboerne langt mere, lyder det fra Jean Thierry.
Nægter at udføre beboernes beslutninger ud i livet
De tre familier, som et flertal i FSB’s bestyrelse vil smide ud, består af i alt 16 familiemedlemmer. Ingen i familierne har tidligere været dømt. De tre familier er aktive i det sociale arbejde i lokalområdet og i boligselskabets integrationsarbejde.
Den lovhjemmel, som FSB henviser til i forbindelse med udsmidningen, kom ind i almenlejeloven i forbindelse med vedtagelsen af parallelsamfundspakken – også kaldet “ghettoloven” – i 2018.
I august besluttede et stort flertal af beboerne i FSB Blågården, at de tre børnefamilier skal have lov til at blive boende.
Læs også
490 stemte for: Udsmidte familier skal have lov til at blive boende i Blågården
Få dage efter besluttede FSB’s øverste myndighed, repræsentantskabet, at opsigelserne skal trækkes tilbage, og de tre familier skal have lov til at blive boende.
Læs også
Klar melding fra repræsentantskab: Opsigelser af tre familier i Blågården skal trækkes tilbage
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.