Læserbrev
Der er ikke langt mellem udgivelse af større episke eller historiske værker om centrale perioder i Danmarkshistorien og med fokus på de forskelliger klasser og lags forhold og ageren. Langt længere går der mellem større fortællinger om nutidens Danmark med det samme klassemæssige fokus.
Morten Pape har på meget kort tid skrevet sig ind som en af disse store, nutidige fortællere. På kun seks år er det gennem tre store romaner lykkedes ham at skrive en aktuel Danmarks-fortælling, som fortjener at blive pligtlæsning på landets gymnasier – hvis der stadig findes noget, der hedder det! Og i det hele taget at blive læst bredt.
Set fra Urbanplanen formidles de seneste 20 års Danmarkshistorie i et kvarter, hvor vold og kriminalitet er en del af dagligdagen. Gribende og barsk.
Han startede i 2015 med Planen, den rå, usentimentale, direkte, men også solidariske beskrivelse af mennesker i Urbanplanen på Amager. Han fulgte op i 2018 med Guds bedste børn, der i fiktionsform undersøger menneskene i omkredsen af avisbudet Deniz Özgür Ozun, der blev slået til døde med en kølle og en ratlås på Amager i 2008. Og nu har han afsluttet sin Amager-trilogi med hovedværket I ruiner, der kortlægger finanskrise, Amagerbankens krak, familieskæbner og folkemordet i Rwanda.
- Født 1986. Er vokset op i Urbanplanen på Amager.
- Debuterede i 2015 med den selvbiografiske roman Planen, som han fik BogForums Debutantpris for. Fulgte i 2018 op med Guds bedste børn, som vandt DR Romanprisen. I 2021 udkom I ruiner, der fuldender Amager-trilogien.
- Uddannet bachelor i film- og medievidenskab. Har gået på manuskriptlinjen på den alternative filmskole, Super16. Arbejder som tekstforfatter og idéudvikler for tv. Var episodeforfatter på DR’s tv-serie Liberty baseret på Jakob Ejersbos roman af samme navn.
Vold og svigt
Jeg har taget hele turen med fra Planen, der tager udgangspunkt i den nu 35-årige Morten Papes egen opvækst i Urbanplanen på Amager. Den var ikke sådan at ryste af sig. Set fra Urbanplanen formidles de seneste 20 års Danmarkshistorie i et kvarter, hvor vold og kriminalitet er en del af dagligdagen. Gribende og barsk.
Og det skulle vise sig, at debuten ikke forblev en enlig svale. I roman nummer to, Guds bedste børn, kommer vi ind i både offer- og gerningsmænds familier i en mordsag, der baserer sig på den virkelige historie om mordet på avisbudet Deniz Özgür Ozun. Det er en hjerteskærende fortælling om vold og svigt – og om racisme. Og det er fortællingen om, hvorledes myndighederne for alt i verden ønskede et racismemotiv udelukket fra efterforskningen. Ikke mange timer efter drabet erklærede efterforskningsleder Ove Dahl:
“Der er ikke noget i den her sag, der tyder på nogen form for racisme. Det er umotiveret meningsløs vold. Vold for voldens skyld.”
Og selv daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen følte sig foranlediget til at kommentere drabet:
“Der er tale om rå og afstumpet vold. At der så i kølvandet på dét i udlandet er sat falske rygter i omløb om, at det skulle være udslag af en anti-islamisk holdning i Danmark, gør kun situationen endnu værre.”
Den fortolkning tror man ikke rigtig på, når sidste side i Guds bedste børn er vendt!
Amalies liv
I skrivende stund står den seneste roman I ruiner, udsendt i oktober 2021, naturligvis mest frisk i erindringen:
Amalie – romanens hovedfortæller i et tidsmæssigt spænd fra barn over ung til voksen – bor på Ugandavej på Amager, en af de der stikveje fra den kilometerlange Kongelundsvej, hvor parcelhuse skutter sig bag hækkene, og der leves liv, hvoraf nogle næppe tåler dagens lys.
Amalies mor arbejder i Amagerbanken, og hendes far bestyrer – efter at have været arbejder i Københavns Lufthavn – nogle møntvaskerier rundt omkring. Familien har indrettet deres liv “i fredfyldt uforstyrrethed, der i stedet udformede sig til en tilstand af gemytlig apati.”
Måske “var vi bare penge for hinanden; en social opsparing som vi kaldte familie”, funderer en voksen Amalie, da hun skal sætte fingeren på, hvornår det hele gik galt.
Og det er denne nedtur, denne altomsiggribende deroute, der er hovedtemaet for den 600 siders monumentale roman. Når kapitalismen slår til, slår den hårdt, ingen går ram forbi. Den trænger ind i vores sjæle og forkrøbler vores menneskelige relationer.
I anmeldelser og omtaler af I ruiner er det flere gange blevet fremhævet, at romanen handler om ondskab – i det små i familien og i det store på samfundsplan. Men det er en alt for forsimplet tilgang. For i Morten Papes romaner er det ikke ondskaben i det enkelte menneske, der dyrkes. I stedet blotlægger og dissekerer han de omstændigheder og faktorer, der fører mennesket ud i situationer og liv, hvor det sårer og skader andre. Og han gør det tilmed ofte med et glimt i øjet. Midt i den dybeste alvor stikker humoren hovedet frem.
Og så har han øje for, hvad vores tilhørsforhold til forskellige klasser og sociale lag betyder for, hvad vi tænker, og hvordan vi agerer. Hovedpersonen Amalie er blevet kæreste med Hector, hvis akademikerforældre bor i en kæmpelejlighed på Frederiksberg. Til Amalies fødselsdag inviteres hendes forældre til at holde fødselsdagen hos Hectors familie, og de træder ind i en verden, de aldrig har set, og de kender slet ikke de kodeks, der gør sig gældende:
“Hvad er det du bruger for enden af vinen?” spørger mor.
“Det er såmænd bare sådan en drypstopper. De er lavet af folie. Du kan få fem for hundrede nede i Juuls Vinhandel på Værnedamsvej.”
“Aha,” siger mor og nikker mekanisk med hovedet, mens hun undersøger drypstopperen. “Smart, virkelig smart.”
Jeg lægger mærke til at sveden pibler frem som glasklare, tykke insekter på fars pande. Han tørrer sig over panden med fingrene og stikker derefter fingrene ned i skålen med flagesalt på bordet. Det er jeg ikke den eneste der bemærker. Heller ikke at han salter både skinke og kartofler og sågar agurkesalaten alt for meget, endda før han har smagt på noget af det.”
Ikke kun en Amager-trilogi
Selvfølgelig lugter og smager hele Morten Papes forfatterskab umiskendeligt af Amager. Urbanplanen. Holmbladsgadekvarteret. Kongelundsvej. Almene boliger. Små parcelhuse. Mennesker, der forsøger at få tilværelsen til at makke ret, men som for manges vedkommende igen og igen slås tilbage til start. Trods de hudløse portrætter er der stor solidaritet.
Men der er også en duft og smag af Danmark i dag over forfatterskabet. Det rækker ud over de københavnske Amager-kvarterer og portrætterer mennesker, man kan møde i stort set hver en by af en vis størrelse i Danmark. Mennesker uden livs- og forsørgelsesgrundlag. Mennesker der lige har til dagen og vejen, men føler sig overset og kastet til side. Stærke mødre og forhutlede fædre. Mødre der giver op, og fædre der slår. Unge, især drenge, der savner ståsteder. Og overalt: Dysfunktionelle familier der bevæger sig i et spektrum mellem overfladeglans og indre opløsning.
Det er brutalt. Men aldrig umenneskeligt.
“Sådan eeeeeer KAPI-TALIS-MEN”, lyder det operasyngende ude fra gangen, hvor far kommer tøffende på hvide strømpesokker ud fra toilettet med en sammenfoldet avis under armen. Jeg kan stadig høre toiletskyllet støje derudefra og lugte resterne af hans dårlige mave der sidder i stoffet på hans mørkeblå cowboybukser, da han kommer luntende hen og giver mig et kys på panden.
“Hvad er dét for en sang, far?”
“Spørg din mor. Hun kunne vist hele teksten forfra og baglæns inden hun blev ansat i finanssektoren.”
Folkemord og De Gule Veste
I I ruiner løfter Morten Pape blikket langt ud over Amager og Amagerbankens krak, og han formår på en eller anden måde troværdigt at hente både folkemordet i Rwanda i april 1994, nødhjælpsorganisationernes fallit og De gule Veste i Frankrig ind i sit univers.
Hvis ikke man vidste, hvad folkemord er, så er man ikke i tvivl efter at have pløjet sig igennem side efter side med detaljerede skildringer af flugt, mishandling, drab. Og af Vestens medansvar. Det er ikke hyggelæsning, og jeg måtte lægge bogen fra mig flere gange og tage skildringerne i bidder.
I Frankrig opsøger Amalie sin søster, der for længst har forladt hjemmet, og finder hende med det ene øje molesteret af en af politiets tåregaspatroner mod De Gule Veste.
“De Gule Veste. Har du ikke hørt om os?”
Jeg ryster let på hovedet. “Handler det ikke om benzinpriser?”
“Det gjorde det,” siger hun. “Men det er meget vigtigere end det. Det er på tide at folk vågner op. Og det vil vi gerne sørge for.”
Jeg kan mærke mine egne panderynker.
“Også selvom du mistede øjet?”
“Der er folk, der er ved at miste alt, Amalie. Mens en lille skare rager til sig. Det er ligesom da vi så den der film sammen. Michael Moores film om kapitalisme. Det er den verden vi stadig lever i. De skider bare på os. Det er derfor de udnytter deres voldsmonopol med vandkanoner og tåregas når vi går på gaden. Men vi er flere end dem. Og det skal de aldrig have lov at glemme, når de går i seng om aftenen.”
Morten Pape skriver sig ind i en dansk socialrealistisk tradition, som han formår at føre ind i nutiden og give sit helt eget univers og tilføre sin helt egen stil. Hans litteratur er blevet kaldt “ghettolitteratur”, især i forbindelse med Planen, som jo netop har Urbanplanen som sit genstandsfelt. Men hans litteratur er langt mere end det. Og så er den tilgængelig og herligt usnobbet.
Det er ikke helt ved siden af, når den beskrives således på litteratursiden.dk:
“Morten Papes romaner rammer dig i hovedet som brokker af den beton, hvor han er vokset op.”
Morten Pape: Planen (2015), Guds bedste børn (2018), I ruiner (2021). Politikens Forlag.
Anmeldelsen har været bragt i Magasinet Arbejderen, nr. 5, 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
