Læserbrev
De Helvedes Planer! Version 2.0
De boligsociale helhedsplaner er blevet en sten i det tandhjul, der gør almensektoren til noget helt særligt: Beboerdemokratiet og samspillet mellem kommunen og boligselskab.
|
Mit sidste blogindlæg handlede om de fysiske helhedsplaner (helvedesplaner) i den almene boligsektor.
Der er en anden type helvedesplaner, der er lige så vigtige – og som er en del af problematikken, når de mange fysiske helhedsplaner går galt, og kommunerne glimrer ved deres fravær: De boligsociale helhedsplaner.
De boligsociale helhedsplaner er uden tvivl tænkt som en håndsrækning til de boligområder, der er særligt udsatte og har problemer med ressourcesvage beboere, kriminalitet med mere, og i sig selv er der intet galt med dem. Håndsrækningen er dog blevet en sten i det tandhjul, der gør almensektoren til noget helt særligt: Beboerdemokratiet og samspillet mellem kommunen og boligselskab.
Mudret forhold
Kommunen står som tilsynsmyndighed med den opgave at sørge for, at alt sker efter love og regler, og når boligselskaberne træder ved siden af, har kommunen forskellige værktøjer og handlemuligheder, der får boligselskaberne på ”ret vej”.
Der bliver dog længere og længere imellem ”myndighedsrollen”, tingene bliver mere og mere mudrede, og oplevelsen er ofte, at der slet intet kommunalt tilsyn er – og da slet ikke under de mange renoveringer.
Kommunen er fanget i en dobbeltrolle, hvor man hele tiden skal vægte forholdet til boligselskabet, for med de mange projekter, der samarbejdes om, og med boligselskabernes overtagelse af, hvad der burde være kommunale indsatser, har boligselskaberne fat i den lange ende, og for kommunerne er det blevet et altoverskyggende spørgsmål om at bevare det gode forhold til boligselskaberne og BL – og dette kan man ikke, hvis man ikke forsøger at bevare et sundt og hensigtsmæssigt forhold.
Men forholdet med kommune og boligselskab er alt, alt for mudret, hvilket da også tydeligt ses i den struktur, der bærer almensektoren, hvor de samme mennesker (inklusiv kommunalt ansatte og politikere) sidder på flere forskellige taburetter og navigerer rundt i et lukket system og skifter hat alt efter, hvilken taburet de skal sidde på.
Folk ansættes på kryds og tværs uden karensperioder, og det kan være svært at få øje på de linjer, der bør skille kommune og boligselskab. Hvor det er meningen, at kommunerne er myndigheden, som selvfølgelig skal træde til, når regler ikke overholdes, og beboerne i det almen kommer i klemme, så er tingene på besynderlig vis vendt på hovedet:
Boligselskaberne er (af mange årsager) endt som ”myndigheden”, det er dem, der høster frugterne, idet de meget ofte får lov til at operere helt efter forgodtbefindende og uden konsekvenser.
Lukket system
De boligsociale helhedsplaner understøtter og styrker almensektorens lukkede system, hvor det tætte forhold mellem boligselskab og kommune cementeres; samtidig giver man den enkelte udsatte boligafdeling støttehjul på, vel at mærke ved at fjerne den i beboerne forankrede interesse og indsats, der har været inden den boligsociale indsats.
Således har man i mange boligafdelinger oplevet, at de af beboerne oprettede klubber og foreninger blev fjernet og overtaget af den boligsociale helhedsplaner (og dermed boligselskaberne).
Man bør gentænke tankerne om de sociale helhedsplaner og gøre planerne og beboerne fri af boligselskaberne.
Hvor de små grupper, klubber og foreninger før kunne søge midler til foreningslivet, blev denne mulighed fjernet, for nu skulle det hele styres og gå via helhedsplanen og de ansatte. Disse kunstigt opsatte projekter har lukket ned for mange af beboernes egne projekter, og kommunerne er næsten helt forsvundet i folkeoplysningen.
Hvad der kan tænkes at være et godt ”boost” er blevet noget permanent og selvopretholdende. Målgruppen er ganske snæver, og de samme mennesker går igen. Det hele betales af de mange (beboerne), men benyttes af de få. Hvad der dog er virkelig bekymrende er de restriktioner og den indsnævring af udfoldelse, der følger med.
I et forsøg på at inddrage alle områdets beboere blev der i et udsat område således dannet en gruppe, der skulle skrive og udgive en avis, men der fulgte betingelser med: Man måtte ikke udtale sig kritisk om boligselskabet, og artikler eller indlæg skulle ”godkendes”.
På samme måde er der begrænsninger ved den beboerrådgivning, der gives: Beboerne får hjælp til at navigere rundt i systemet (jobcenter, sociale problematikker med mere), men der gives ikke hjælp til at håndtere problemer, når boligselskabet er modparten – medmindre det handler om på besynderlig vis og helt ubemærket at få navigeret beboeren i den (efter boligselskabets mening) ”rigtige” retning.
Hvad er løsningen?
Der er mange problemer, man kan pege på, men vigtigst er skævvridningen i forholdet til kommunen og dermed det kommunale tilsyn, men også de mange penge, der bruges på alle disse projekter, som rigtigt mange beboere slet ikke har brug for eller får gavn af.
Så hvad er løsningen?
Der er ganske enkelt brug for (blandt andet), at kommunerne lægger de opgaver, der ligger under ’folkeoplysning’, tilbage i kommunalt regi og give skolerne ressourcer til at varetage de opgaver, der naturligt ligger i forlængelse af undervisningen, for eksempel lektielæsning og hjælp til at skrive.
Tillige kan man udvikle et samarbejde omkring ”lommepenge-” og fritidsjobs – og hvilken fantastisk ting ville det ikke være, hvis man udvikler på samarbejdet med skolerne og indarbejder for eksempel musik, kunst og sportsaktiviteter?
Danskundervisning, hjælp til jobsøgning og beboerrådgivning er en del af almindelig folkeoplysning og bør som noget helt naturligt ligge under kommunerne – og ved at gøre det nemmere for dem, der gerne vil starte eget projekt eller egen forening (blandt andet ved at frigive midler), kan de forskellige tiltag igen forankres i beboerne.
Gentænk helhedsplaner
Sådan kan der findes plads – uden om de sociale helhedsplaner – til alle de tiltag, der holdes kunstigt i live. ”Kunstigt” fordi der i mange tilfælde er tale om projekter, der kun har ganske få beboere involveret, og det er ofte de samme, der går igen.
Personligt har jeg oplevet projekter, der er endt ud i halvtomme lokaler, hvor det, der foregår, mere er en kaffestue end reelle projekter, og ikke sjældent munder projekter ud i ingenting, fordi der ikke dukker nogen beboere op.
For boligselskabet er det ideelt: Man får dæmmet op for vanskelige beboere (kritiske beboere) og det kommunale tilsyn.
Kommunerne nyder også godt af de sociale helhedsplaner: Man sparer en masse opgaver og penge, og ansvaret flyttes over hos boligselskaberne.
Beboerne er på besynderlig vis ikke vinderne. Det koster i husleje, og de betaler for en umyndiggørelse og stigmatisering, ingen er tjent med. I Mjølnerparken fravalgte beboerne den sociale helhedsplan. De ville ikke længere have støttehjul på (deres egne ord), for de kan klare sig selv.
Man bør gentænke tankerne om de sociale helhedsplaner og gøre planerne og beboerne fri af boligselskaberne – for de kan klare sig selv. Giv dem råderum, muligheder – og sæt dem fri af formynderiske boligselskaber.
04. november 2021 | 10:23
