Hovedstaden har brug for bedre uddannelser, grønne tiltag, afskaffelse af al asbest og billigere boliger med plads til alle! Vil I bruge vores kommune- og regionsvalg til en social, grøn og fair omstilling?
Praktikpladsmangel. Det er helt afgørende, at I som offentlige arbejdsgivere tager jeres ansvar for uddannelsen af unge håndværkere meget alvorligt. Københavns Kommune er Danmarks næststørste arbejdsgiver og kan åbne dørene for mange flere elever og lærlinge. Når offentlige arbejdsgivere ikke løbende investerer i uddannelser til vores unge mennesker, så klinger det hult at beklage sig over, at samfundet mangler kvalificeret arbejdskraft.
Her må I som ansvarlige offentlige arbejdsgivere gå forrest og være en synlig rollemodel for alle andre arbejdsgivere. Vi blev som fagforeninger i 2016 enige med arbejdsgiverne om, at på ti år skal vi oprette mindst 10.000 flere praktikpladser. Nu har vi fem år tilbage, og mindre end halvdelen af praktikpladserne er blevet oprettet.
Hvordan vil I som offentlige arbejdsgivere gøre det væsentligt bedre for ungdomsuddannelser?
Asbest dræber. Alt for mange af vores kollegaer dør af asbestlidelser. Danmark har nu Europas næsthøjeste antal asbestrelaterede dødsfald. Samtidig udsættes nye generationer af håndværkere, lærlinge, borgere og vores børn fortsat for efterladte asbestrester i vores offentlige bygninger. Asbest findes stadig overalt. Her skal og må kommunerne gå forrest. I skal rydde op og fjerne al asbest i vores fælles ejendomme.
Alle os, der bygger, servicerer og vedligeholder vores region, har også krav på en ordentlig bolig med en rimelig husleje.
Drop indkapsling, styrk registrering, og fjern nu asbesten en gang for alle fra vores fælles offentlige ejendomme.
Hvordan undgår vi, at vores dødbringende fejl fra fortiden ikke sendes videre til næste generation?
Sociale klausuler skal bruges. Alt for mange kommuner og regioner har endnu ikke indført arbejds- eller lærlingeklausuler, der sikrer fair og ordentlige arbejdsforhold for leverandører til det offentlige. Samtidig er kontrollen hos nogle kommuner ikke-eksisterende, skønt der er indført klausuler. Det er unfair, uværdigt, undergravende og et spild af vores fælles skattekroner. Senest har Københavns Kommune ikke kunnet afbryde kontrakten med Intervare (Nemlig.com’s moderfirma red.) på trods af stribevis af klausulbrud, fordi de borgerlige blokerede. I skal sikre os, at de sociale og fair klausuler bliver overholdt.
Vil I kontrollere, at arbejdsklausuler overholdes, og indføre kravet om lærlinge i al offentlig service?
Boliger i hovedstadsområdet må aldrig blive et simpelt håndværkertilbud. Både regeringen og lokale politikere har lovet os flere billige boliger i hovedstaden. Der skal skabes mulighed for at bo tæt på København, selvom man er under uddannelse, har et lavtlønsjob, er håndværker eller på en overførselsindkomst. Vi har brug for flere uddannelses- og ungdomsboliger. Vi har også brug for flere familieboliger og singleboliger af passende størrelse og med en rimelig husleje. Alle os, der bygger, servicerer og vedligeholder vores region, har også krav på en ordentlig bolig med en rimelig husleje.
Vil I sikre, at vi kan bygge flere og billigere boliger til borgere i alle aldre i hovedstadsområdet?
Klima – lokalt og globalt. Danmark er allerede en grøn stormagt, og her kan vi i Rør & Blik levere et bæredygtigt og teknisk velfunderet løft til vores infrastruktur. Vi har evnerne, ny viden og friske hænder, men vi ønsker at sikre en både socialt retfærdig og en grøn omstilling af samfundet. Håndværkerne skal efteruddannes og vil gerne bidrage til det nødvendige løft, der skal pege generationer frem, men her er det er afgørende, at I udformer en politisk strategi, hvor alle kan være med. Her anbefaler vi, at I engagerer alle medarbejdere i aktivt at udvikle og bidrage til omstillingen, så alle er med.
Har I planer for en grønnere omstilling af vores region, der er social og fair?
På forhånd tak med ønsket om en god valgkamp fra Rør- & Blikkenslagernes Fagforening af 1873.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.