Tale
I disse dage fejres den danske arbejderbevægelses 150 års fødselsdag.
Det er en bevægelse, der er født i kamp. Det første store møde på Fælleden, afholdt af Louis Pio og hans kammerater i den Første Internationale, blev forbudt, og lederne blev anholdt.
Bevægelsen var fra sin fødsel stærkt inspireret af det store socialistiske projekt Pariserkommunen.
Hen over efteråret 1871 udviklede der sig en strejkebevægelse, der hurtigt smeltede sammen med den politiske bevægelse.
Hvis arbejderbevægelsen også skal være der om 150 år, er det medlemmerne – arbejderne – der skal i bevægelse.
Arbejderne var revolutionære og kæmpede for anstændige livsvilkår og siden for freden. Det var med til at skabe splittelse i bevægelsen, da socialdemokratier i Europa ikke lyttede til kravet om, at arbejdere ikke skulle skyde mod andre arbejdere i den forfejlede Første Verdenskrig.
Den danske arbejderbevægelse har i hele sin bredde været med til at skabe det Danmark, vi lever i i dag. Men Socialdemokratiet er ikke længere arbejdernes parti, selv om det igen påstår det. Partiet har købt idéen om et markedsbåret borgerligt demokrati, hvor de største virksomheder bestemmer det meste.
Man giver krummer til arbejderne for at holde ro i geledderne, senest med den såkaldte Arne-pension. Toppen af fagbevægelsen følger lydigt trop.
Socialisme er ikke et ord, man bruger i den pæne, velpolerede del af arbejderbevægelsen, men det klassekompromis, man har bygget sit eksistensgrundlag på, findes ikke mere.
Fra kapitalens side er der kun viljen til øget udbytning og færre rettigheder tilbage.
Den danske arbejderbevægelse kan godt klamre sig til den danske model og trepartsaftaler. Men den kommer til at dø af det. Store dele af arbejdsgiverne har for længst forladt forhandlingsbordet og kastet sig over et Nemlig.com-arbejdsmarked, og medlemmerne siver fra både fagbevægelse og partier.
De er trætte af at blive gjort til tilskuere i deres egen bevægelse. Trætte af at være passive kunder i en politisk lobbyorganisation, der nok arbejder målrettet mod EU’s vejpakke og sociale klausuler, men ikke forstår, at mobilisering og aktivisme er det, der skal ændre et styrkeforhold, der er gået helt galt.
Samtidig accepterer fagtoppen, at arbejdsløse og indvandrere bliver gjort til syndebukke i en politisk studehandel.
Hvis arbejderbevægelsen også skal være der om 150 år, er det medlemmerne – arbejderne – der skal i bevægelse.
Vi skal tilbage til at kæmpe – ikke kun inden for stregerne defineret af arbejdsgivere og politikere – men der, hvor der er brug for det, og med de midler, man har brugt i årtier.
Den danske model har også handlet om strejker og demonstrationer – om selv at tage vare på arbejdsmiljø og om at stille offensive politiske krav, der bryder med elitens konsensus.
Tillykke med de 150 år. Nu skal vi i arbejdstøjet.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
