Underbetalt arbejdskraft
I april 1921 blev Danmarks kommunistiske Parti (DKP) og Fagoppositionens Sammenslutning (FS) (syndikalisterne) efter tilskyndelse af Komintern enige om at danne Danmarks kommunistiske Føderation.
Hver organisation beholdt sin selvstændighed, men der blev nedsat et fælles arbejdsudvalg. Et af resultaterne af sammenslutningen blev, at DKP’s blad Arbejdet og FS’ Solidaritet blev slået sammen til Arbejderbladet, der begyndte at udkomme som dagblad den 20. maj.
Læs også
Samtidig blev man enige om, at de tre mindre forlag med tilknytning til den kommunistiske og syndikalistiske bevægelse, nemlig Kommunistisk Partis Forlag, Dansk Kommunistisk Lærerklubs Forlag og Solidaritets Forlag skulle sluttes sammen til Arbejderforlaget, og Thøger Thøgersen blev valgt til forlagsleder.
Den 23. september 1921 blev der holdt åbningsfest for det nyoprettede forlag i Haveselskabets lokale.
Festens cirka 100 deltagere blev budt på taler, oplæsning af unge digtere, fællessang af Oskar Hansens Rød Flagsang, og der blev sluttet af med en revy.
Det var også muligt at se og købe de cirka 150 bøger og pjecer på dansk, svensk, norsk og tysk, som siden 1919 havde været forhandlet på partiets blads ekspedition.
Tidlig socialistisk litteratur
Det var ikke sådan, at der ikke var udgivet socialistisk litteratur på dansk før Arbejderforlagets grundlæggelse.
Socialdemokratiet havde siden 1880’erne udgivet Socialistisk Bibliotek og Socialistiske Skrifter, som indeholdt en række af Marx’ og Engels’ centrale værker, blandt andet Det kommunistiske Manifest, Kapitalen 1. og 2. bog, Socialismens udvikling fra utopi til videnskab og Lønarbejde og kapital.
Også Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF), der i 1921 skiftede navn til Kommunistisk Ungdomsforbund, havde en større udgivelsesvirksomhed. Blandt andet udgav man i 1911 en forkortet udgave af Karl Liebknechts bog Mod militarisme, som havde indbragt Liebknecht halvandet års fængsel, da den udkom på tysk i 1907.
Med gennemførelsen af den store socialistiske oktoberrevolution i 1917 udkom der en del publikationer, som fortalte om, hvad der virkelig skete i Rusland og om den revolutionære bevægelses fremvækst. Dertil medvirkede SUF’s forlag, Europæisk Forlag, Socialistisk Arbejderpartis Forlag, Dansk kommunistisk Lærerklubs Forlag og Solidaritets Forlag.
Store planer
Grundlæggelsen af Arbejderforlaget skete ud fra erkendelse af nødvendigheden af, at der udkom socialistisk litteratur, som kunne være med til at skole partiets medlemmer, fortælle om opbygningen af socialismen i Sovjetunionen, agitere for partiet og ikke mindst sikre at marxismens klassikere kom ud på dansk.
Forlagets første leder, Thøger Thøgersen, fremlagde i et interview i Arbejderbladet 13. september udgivelsesplanerne. Han fortalte, at der allerede var kommet to pjecer, nemlig Den økonomiske krise redigeret af K.R. Halberg og et nyt oplag af Ernst Christiansens pjece Hvad vil kommunisterne? Den tredje udgivelse, Danske kommunister om Rusland, udkom den 28. september.
Thøgersen kunne desuden berette, at forlaget sammen med Gyldendals Sortiment Boghandel havde fået Martin Andersen Nexøs bog De tomme pladsers passagerer i kommission. At forlaget fik den i kommission skyldtes, at Nexø selv udgav bogen, da ingen forlag var interesseret. I bogen, som også udkom i Tyskland, stod der ”Til det kæmpende russiske folk”, idet overskuddet skulle gå til en indsamling, som skulle hjælpe det russiske folk imod hungersnøden.
Men en ting er planer, noget andet er virkelighed. Der udkom kun fem pjecer og bøger i efteråret 1921, en i 1922, og det samme var tilfældet i 1923. Partiet måtte i en redegørelse til Kommunistisk Internationale i november 1922 konstatere, at forlagets virksomhed nærmest var en fiasko.
Årsagen til dette var, at partiet var blevet splittet i to partier i februar samme år. Det oprindelige DKP blev kaldt ”Møntergadepartiet”, mens udbryderne kaldtes ”Blågårdsgadepartiet”. Det sidstnævnte erobrede magten over Arbejderbladet og Arbejderforlaget, men det betød ikke, at der kom gang i forlagsvirksomheden.
Til gengæld udgav ”Blågårdsgadepartiet” en pjece af Karl. V. Jensen om Udviklingen i den revolutionære bevægelse i Danmark (1922) og Arbejderbladet Peter Hansens Til forsvar for 8-timersdagen! (1923).
I efteråret 1923 udkom en digtsamling og i 1924 Kommunistisk Årbog 1924 redigeret af Ernst Christiansen, der var en materialesamling til brug i det politiske og faglige arbejde. I forordet skrev forfatteren optimistisk, at ”det er tanken, at der skal udkomme en udgave hvert år”. Det blev dog ikke tilfældet. Den næste kom i 1941 og suppleredes med illegale udgaver i 1944 og 45.
Selvom partiet blev samlet i oktober 1923, så overvandt det ikke sine ”børnesygdomme”, og den forvirring, som fandtes i partiet, satte også sit præg på forlagets virksomhed, sådan at der i perioden fra 1921 til 1930 kun kom 26 udgivelser, hvoraf langt de fleste var pjecer på cirka 20-30 sider. Nogle år udkom der overhovedet intet.
Den væsentligste udgivelse var Lenins Imperialismen som kapitalismens sidste etappe, der udkom i 1930. Dog opretholdt man hele tiden salget af udenlandske bøger, pjecer og tidsskrifter.
Andre forlag
Men sideløbende udkom der politisk litteratur, som på mange måder var et supplement til forlagets manglende udgivelser.
I september 1920 stiftedes ”Literær Arbejderklub”, som stod partiet nært, og som udgav tidsskriftet Baal, redigeret af Bertel Budtz Müller, der var medlem af DKP. Det blev til seks numre i 1921-23 og en enkelt bogudgivelse.
Der fandtes også forlaget Ny Tid, stiftet i 1924 af Johs. Erving, som havde været redaktør på Arbejderbladet. Da han døde i 1926, blev forlaget videreført af hans kone med støtte af digteren A. D. Henriksen frem til 1933.
I 1923 begyndte Marie Nielsen, som på det tidpunkt var partiløs, at udgive tidsskriftet Kommunistiske Internationale, og det blev til fem numre i 1923 og seks i 1924. De fleste artikler skrev hun selv, men der var også bidrag af Nexø, Lenin, Henri Barbusse, og John Reeds bog, Ti dage der rystede verden, blev trykt som føljeton.
Ny begyndelse
Situationen i partiet var så alvorlig, at Komintern i december 1929 udsendte et åbent brev til parties medlemmer, der blev udgivet i 1931 sammen med andre materialer, hvori der var en skarp kritik af partiets virksomhed. De efterfølgende diskussioner og opgør med opportunismen skabte grundlaget for et virkeligt kommunistisk parti, som kunne stille sig i spidsen for arbejderklassens kampe.
I november 1932 fik partiet sit parlamentariske gennembrud og valgt to medlemmer til Folketinget. Allerede året før var forlagets virksomhed blevet diskuteret på et centralkomité-møde, hvor man gjorde status over situationen. Der stod i de vedtagne teser blandt andet: ”Arbejderforlaget, hvor der i lang tid herskede den samme uorden og uregelmæssighed som i partiapparatet og bladet, har ganske vist i det sidste halve år forbedret disse forhold og også udgivet en enkelt pjece (Krig), men er endnu langt fra, hvad et forlag skal være, og er mest en fordelingscentral for udenlandske og andre revolutionære bøger og blade.”
Længere fremme stod: ”Arbejderforlaget må ved udgivelsen af revolutionær masselitteratur og marxistisk-leninistisk videnskabelig litteratur bidrage til skoling og afklaring af arbejderne. Det må som konkret mål stille sig udgivelsen af et kommunistisk tidsskrift”.
Disse beslutninger, ti år efter forlagets start og sammen med partiets fremgang, betød en opblomstring i dets virksomhed, så der i perioden fra 1931 til 41 blev udgivet 167 titler. Man tør sige, at det var en svær fødsel.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
