Fra den 17. til den 19. september afholdes der valg i Rusland. Samtidig med valget til det russiske parlament Statsdumaen er der også guvernørvalg i 12 af landets i alt 85 regioner samt 39 regionalrådsvalg og byrådsvalg.
Derfor kaldes det et ”aggregeret” – eller ”samlet” – valg. Ved valget til Dumaen, hvor det regerende konservative parti Forenet Rusland i øjeblikket sidder på tre fjerdedele af pladserne, skal 450 mandater fordeles.
Det er en udbredt antagelse, at myndighederne og Putin ikke er tilfredse, hvis partiet Forenet Rusland ikke fastholder flertallet.
I alt er 14 partilister blevet godkendt til at stille op. De dækker hele det politiske spektrum fra højre til venstre, inklusive to konkurrerende miljøpartier. De 14 partier kæmper dels om fordeling af 225 mandater efter et proportionelt system med en spærregrænse på fem procent; og dels om 225 mandater, der fordeles ved flertalsvalg i enkeltmandskredse.
I flere af disse enkeltmandskredse pågår i disse dage en aktiv kamp med deltagelse både af partier og de partiløse kandidater, der er sluppet igennem mange bureaukratiske nåleøjer og benspænd. Alle anvender flittigt både sociale medier og tv-kanaler.
Fusk eller ”innovation”
Valg i Rusland – både i 1990’erne under Vestens darling, ”demokraten” Boris Jeltsin, og nu under præsident Putin – har været præget af fusk og manipulation.
Blandt russiske ikke-kommunister indrømmer mange, at de eneste fair valg, der er afholdt, var i sovjettiden under Gorbatjov i 1990. Men det sovjetrussiske parlament, der var valgt i 1990, blev opløst af Jeltsin ved et statskup tre år senere (se herom i Aksel V. Carlsen: Ruslands sorte oktober. Forlaget Solidaritet, 2015).
- Der skal vælges 450 medlemmer af Statsdumaen, Ruslands parlament.
- Der er samtidig guvernørvalg i 12 ud af landets i alt 85 regioner.
- Der er også 39 regionalrådsvalg og byrådsvalg.
- Spærregrænse på 5 procent.
- Det regerende parti Forenet Rusland har i øjeblikket tre fjerdedele af pladserne i Dumaen.
- Dumaens næststørste parti hedder KPRF (Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti).
- 14 partilister er blevet anerkendt op til valget.
- De kæmper dels om fordeling af 225 mandater efter et proportionelt system, dels om 225 mandater, der fordeles ved flertalsvalg i enkeltmandskredse.
- Valghandlingen er forlænget til at vare i tre dage.
- Det er muligt på forhånd at stemme elektronisk.
- Ved seneste parlamentsvalg i 2016 var valgdeltagelsen faldet fra 60 procent til 48 procent.
Siden da er traditionelle former for valgsvindel – som at smide falske stemmesedler i stemmeboksen eller at opføre navne på ”døde sjæle” i valgprotokollerne – næsten blevet banale. Men de vil sikkert også forekomme denne gang.
Kritisk indstillede russiske medier peger ellers nu på myndighedernes nye ”innovative” påfund. Putins nylige ”gave” til to vælgergrupper:
- Han har i et dekret forud for valget bebudet udbetaling af ekstra engangsydelser til pensionister (svarende til 1000 danske kroner per næse) og til ansatte ved militæret (1500 kroner). Det tilgodeser to vigtige grupper blandt Putins kernevælgere.
- Valghandlingen er forlænget til at vare i tre dage. Det åbner store muligheder for snyd i nattens muld og mørke, hvor opsyn med stemmebokse er minimal. Derfor opfordrer oppositionskræfter vælgerne til at vente med at stemme til sidste dag.
- I Sankt Petersborg har det socialliberale parti Jabloko chance for at vinde et mandat. Det vil myndighederne dog forhindre ved at forvirre de vælgere, der overvejer at støtte Jablokos populære kandidat, journalisten Boris Vishnjevskij. Man fandt ifølge avisen Novaja Gazeta frem til to mænd, der begge fik skiftet efternavn til ”Vishnjevskij”. Desuden ændrede de udseende. Begge anlagde sig fuldskæg og blev klippet – akkurat som ”den rigtige” Boris Vishnjevskij. At begge disse ukendte personer så opstiller som ”uafhængige” kandidater skyldes, at regeringspartiets odds er dalende.
- I en valgkreds i Moskva omegn er der ifølge avisen Novaja Gazeta blevet afholdt et instruksmøde for tilforordnede om, hvorledes man rent lavpraktisk skal bruge falske valgprotokoller. Avisredaktionen har nu indsendt lydfiler fra dette møde til statsanklageren.
- Denne gang er det muligt på forhånd at stemme elektronisk. Det har oppositionskræfter kritiseret, fordi ledelsen på offentlige arbejdspladser flere steder allerede er begyndt at pålægge ansatte at afgive deres stemmer på forhånd – men under opsyn. At myndighederne iværksætter alt dette skyldes ønsket om at bevare partiet Forenet Ruslands dominans i såvel i Dumaen som i lokale folkevalgte forsamlinger.
Formelt demokrati og autoritær forfængelighed
Umiddelbart har valget politisk set næppe nogen væsentlig betydning.
Diverse love og dekreter kommer fra præsidenten og hans magtfulde administration, der virker som en ikke-folkevalgt ”over-regering”.
Men implementeringen af disse love afhænger ofte af landets guvernører, regionale forsamlinger og byråd, og dér sker der faktisk til tider dramatiske sammenstød, blandt andet om fordeling af budgetmidler. Det autoritære styre bygger ikke kun på dekreter og love, men i høj grad på vilkårlighed.
Således har præsidenten i nogle tilfælde grebet ind og afsat en guvernør, han var utilfreds med, eller fået vedtaget love med tilbagevirkende kraft, selv om det er i strid med forfatningen.
At magthaverne alligevel griber til den ovennævnte ”innovation” skyldes forfængelighed. Man finder det vigtigt at bevare indtrykket af formelt demokrati og af magtens legitimitet. Det er en udbredt antagelse, at myndighederne ikke er tilfredse, hvis partiet Forenet Rusland ikke fastholder flertallet i diverse folkevalgte forsamlinger.
Valgresultatet skal mindst være på højde med forrige valgs. Imidlertid tyder flere meningsmålinger – selv de, der læner sig tæt op ad styret – på, at Putins og Forenet Ruslands popularitet er dalet, selv om det stadig har stor opbakning.
Lav valgdeltagelse
Ved seneste parlamentsvalg i 2016 var valgdeltagelsen faldet fra 60 procent til 48 procent. Og befolkningens interesse for valget og valgkampen er stadig begrænset. Det skyldes et ejendommeligt mix i store dele af befolkningen af almen mistro til et korrupt system og autoritetstro personligt overfor ”herren i huset” (landsfaderen).
Venstrefløjen i Rusland findes med snesevis af partier. Men kun tre af dem er blevet erklæret opstillingsberettiget.
Det første forhold medfører et svagt politisk engagement; og det andet skyldes, at mange ser Putin som garant for stabilitet.
Og hvis man ikke er på de sociale medier, kan man let blive opslugt af de officielle mediers ensidige informationsdækning. Den patriotiske bølge, der opstod i befolkningen i 2014, da Krim blev genforenet med Rusland, blev i 2018 afløst af omfattende protester og utilfredshed med, at pensionsalderen blev hævet.
Konteksten for valget i år adskiller sig fra de forrige. På den ene side falder levestandarden. Den brede befolkning er mærket både af coronapandemien og den upopulære pensionsreform.
Foto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix
Og på den anden side afholdes valget et år efter, at Putin takket være ændringer af forfatningen nu får mulighed for mange år ved magten.
Venstrefløjen
Grundlaget for det autoritære styre blev styrket – og det har påvirket Ruslands venstrekræfter.
I Rusland findes snesevis af venstrefløjspartier. Men kun tre af dem er blevet godkendt til at stille op.
Foruden Dumaens næststørste parti, KPRF, Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti, er det partiet Ruslands kommunister (KR) og RPSS – partiet for frihed og retfærdighed.
Alle tre er repræsenteret i forskellige folkevalgte forsamlinger: KPRF har pladser i Statsdumaen og lokalt; de to andre har mandater i enkelte regionale parlamenter. Derfor skulle de tre partier ikke samle stillerunderskrifter, som det kræves af andre partier.
Fælles for de tre partier er en udbredt appel til den sovjetiske historie og til de positive ting fra fortiden, som mange vælgere stadig forholder sig til.
Desuden fremhæver alle tre partier i deres agitation personligt respektivt de tre partiledere, henholdsvis Gennadij Zjuganov, ”kammerat Surajkin” samt Maksim Shevtjenko.
At myndighederne har forhindret andre venstrekræfter i at deltage er ikke noget nyt. I skrivende stund er juristen Sergej Udajltsov, eksdiplomaten Nikolaj Platoshkin og snesevis af andre venstrefløjsaktivister enten i fængsel, i stuearrest eller på anden måde frataget retten til at deltage.
Foruden disse landskendte politikere er flere aktive lokalpolitikere fra det i øvrigt ganske moderate parti KPRF i Saratov, Penza, Tambov og andre regioner blevet chikaneret af myndighederne.
Zjuganovs KPRF
Det største parti på venstrefløjen er stadig Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti (KPRF) med cirka 160.000 medlemmer i lokalafdelinger over hele landet.
Foto: kremlin.ru/CC 4.0
KPRF formåede ved sidste valg både at besætte guvernørposten i tre af Ruslands 85 regioner og erobre et par borgmesterposter.
KPRF har siden stiftelsen i 1993 blandt andet formuleret et ambitiøst koncept for bæredygtig økonomisk og social udvikling af Rusland, et reformforslag til fordel for folkeejede virksomheder og så videre.
Partiledernes retorik er ofte skarp overfor landets regering, men yderst sjældent kritiserer man landets præsident.
De er integreret i et korporativt system og indgår i den kreds af toppolitikere, som Putin et par gange om året indkalder til samråd.
KPRF’s ledelse sørger desuden for, at en række erhvervsfolk, herunder ganske rige personer, ved diverse valg placeres på partiets liste i sikre valgkredse. Zjuganovs offentlige taler indeholder en ærlig social indignation, men i politiske krisesituationer optræder han pragmatisk og afbalanceret.
Under Jeltsins statskup i 1993 opfordrede han i stats-TV befolkningen til ikke at engagere sig i aktiv modstand.
Under Zjuganov har KPRF hvert år stemt for landets finanslov – hvad enten den blev fremsat af konservative eller liberale magthavere. KPRF agiterer til fordel for samling af landets ”venstrepatriotiske kræfter”, som endda omfatter moderate nationalister og monarkister.
De ”venstrepatriotiske kræfter”
I forhold til egentlige venstrefløjspartier har KPRF’s længe ment, at aktionsenhed bør praktiseres ved, at de andre tilslutter sig KPRF. Ved det forstående valg er den hidtidige topstyring dog erstattet med større tillid til partiets regionale afdelinger.
I Sankt Petersborg og i andre storbyer praktiserer de i hverdagen ofte et anderledes ligeværdigt samarbejde med andre kræfter på en broget venstrefløj. I år har man lokalt i enkeltmandskredse ladet partiløse og medlemmer af andre kommunistiske partier optræde på KPRF’s liste med egne programmer.
I et par tilfælde har man ganske overraskende givet plads til medlemmer af trotskistiske partier på KPRF’s liste. Medvirkende til denne ændring har været en nøgtern analyse af den aktuelle situation, og at KPRF i de seneste par år især er begyndt at samarbejde med to udfarende organisationer, Venstre Front og Bevægelsen for en ny socialisme.
Begge har i flere byer stået bag massemobilisering sammen med lokale KPRF-aktivister – ikke mindst i protest mod ændringen af pensionsalderen.
”Kammerat Surajkin”
Partiet Ruslands Kommunister (KR) blev i 2012 stiftet af tidligere KPRF-medlemmer og en gruppe ungkommunister. De havde – som flere andre russiske kommunistiske partier – taget afstand fra KPRF’s parlamentariske fiksering og ideologiske tilnærmelse til den russiske ortodokse religions dyder.
På initiativ fra KR’s stifter og formand, ”kammerat Surajkin”, betegner partiet sig som ”ægte stalinistisk” – selv om Zjuganovs KPRFs officielle retorik også fremhæver Josef Stalin som marxistisk klassiker og markant historisk statsleder.
Ved lokalvalg har partiet KR erobret et par mandater og fik ved det seneste Dumavalg knap fire procent af stemmerne, hvilket gjorde det til det største parti under spærregrænsen.
Når andre kommunistiske partier lægger afstand til KR-partiet, skyldes det blandt andet partiets solide økonomi. Der er mistanke om lyssky sponsorer – måske endda med adresse i Kreml. Det sidste blev antydet af Konstantin Zhukov, daværende næstformand, da han i 2020 forlod partiet.
Maksim Shevtjenkos RPSS
RPSS hed tidligere Det Kommunistiske Parti for Social Retfærdighed og blev stiftet i 2012. Det oprindelige partinavn var ansøgt, fordi dets russiske akronym KPSS er det samme som hos sovjettidens regerende kommunistiske parti (på dansk: SUKP).
Men hverken dette bogstavspil eller det forhold, at dets oprindelige stifter er barnebarn af SUKP’s generalsekretær Leonid Brezhnev, har kunnet ændre det faktum, at der var tale om en døgnflue uden politisk indhold.
- KPRF, Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti, stiftet i 1993.
- KR, Ruslands kommunister, stiftet 2012.
- OKP, Ruslands Forenede Kommunistiske Parti, stiftet 2014.
- RKRP, Ruslands Kommunistiske Arbejderparti, stiftet 1991.
- RPSS, Ruslands Parti for Frihed og Retfærdighed, stiftet 2012, navneforandring i 2021.
- ROT FRONT, Ruslands forenede arbejderfront, stiftet 2010.
- Det Revolutionære Arbejderparti, stiftet 1999.
Især det sidste blev udgangspunkt for aktiviteter blandt systemkritiske kræfter, herunder KPRF og andre venstrekræfter. Dem har myndighederne lokalt i de seneste par år ofte slået resolut ned på.
Dette partiprojekt er nu forsøgt genoplivet af en populær tv-journalist, Maksim Shevtjenko. Han har tidligere være knyttet til kredsen af Putins rådgivere og senere samarbejdet med Zjuganovs KPRF.
Sidste år fik han som markant blogger tilbud om at ”overtage” den omtalte døgnflue ”KPSS”. Og hans første beslutning som partileder var at erstatte ordet kommunistisk i partinavnet med ordet Rusland – så det blev til Ruslands Parti for Frihed og Retfærdighed”, RPSS.
Blandt venstrekræfterne er der delte meninger om dette projekt. Nogle ser det som endnu et Kreml-initiativ for at forvirre vælgerne. Andre er imponeret over Maksim Shevtjenkos bramfri angreb på magthavere, hans afsløringer af korruption og opfordringer til systemskifte.
Ved regionalvalget i 2018 fik partiet i en enkel region, Vladimir-regionen, seks procent af stemmerne, hvilket gav et mandat. Ved det forestående valg kommer det dog næppe over spærregrænsen.
Forenede kommunister
Blandt de mange partier, der ikke har fået bekræftet deres partistatus, er Ruslands Forenede Kommunistiske Parti (OKP). OKP’s ledelse har nu besluttet – trods ideologisk uenighed både med Zjuganovs KPRF og partiet Ruslands Kommunister – at opfordre vælgerne til at stemme på disse to partiers kandidater.
Dermed vil man bidrage til at reducere omfanget at den forventede valgsejr til regeringspartiet Forenet Rusland. Derimod kritiserer Ruslands Kommunistiske Arbejderparti (RKRP) skarpt Zjuganovs KPRF for ikke at opstille arbejdere eller faglige aktivister i sikre valgkredse, kun partifunktionærer og forretningsfolk.
RKRP har udtalt, at da der blandt de opstillede partier ikke er ét eneste, der repræsenterer arbejderklassens interesser, opfordres vælgerne til lokalt ”at støtte de enkelte kandidater, der taler arbejdernes sag”.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
