Søndag den 13. september gik svenskerne i stemmeboksen. Her skulle de stemme til det svenske parlament Riksdagen samt landets regionsråd og kommunalbestyrelser.
Det står klart, at Sverige skal have en ny regering. Det skrev den siddende statsminister Ulf Kristersson på sin Facebook-profil på valgnatten.
“Den foreløbige stemmeoptælling efter rigsdagsvalget er nu afsluttet. Valgresultatet kan have skabt komplicerede forudsætninger for den kommende regeringsdannelse, eftersom partiernes forskellige beskeder til vælgerne kan udgøre hindringer for alle tænkelige regeringsdannelser og koalitioner”, skrev Kristersson.
Han fortsatte:
“Der vil skulle føres samtaler med alle partier for at finde veje uden om disse fastlåste positioner og skabe forudsætninger for en stabil og handlekraftig regering”.
Mudret resultat
Resultatet af det svenske parlamentsvalg er mildt sagt mudret.
Det liberalt-konservative regeringspartiet Moderaterna, med Ulf Kristersson i spidsen, gik to mandater frem. Alligevel går han af, og regeringen falder. Deres store støtteparti, det indvandrerfjendske Sverigedemokraterna, gik nemlig hele 11 mandater tilbage.
Det er første gang, at det højreorienterede parti er gået tilbage ved et svensk valg.
Jeg tror, at Göteborg som by er parat til at tage et ryk mod venstre.
Pia Jacobsen, Kommunistiska Partiets Göteborg-afdeling
Det store oppositionsparti Socialdemokraterna gik også tilbage ved valget. Partiet mistede otte mandater. Med 28 procent af stemmerne er det det værste valgresultat for Socialdemokraterna siden 1928.
Alle andre partier end Sverigedemokraterna og Socialdemokraterna er gået frem i det svenske parlament Rigsdagen.
Moderaterna, Liberalerna og Kristdemokraterna, der alle var med i regeringen op til valget, går tilsammen otte mandater frem. Medregnet Sverigedemokraternas nedtur mister regeringspartierne dermed tre mandater.
Vänsterpartiet, Enhedslistens søsterparti, gik seks mandater frem og fik 8,4 procent af stemmerne. Vänsterpartiet gik til det svenske parlamentsvalg på en ny politisk retning med stærkere velfærd, bedre økonomisk tryghed for almindelige mennesker og store investeringer i den grønne omstilling. Partiet fremhævede blandt andet fastfrosne huslejer, lavere madpriser, en milliardærskat, stop for profit i velfærden, arbejdstidsforkortelse og flere investeringer i boliger, kollektiv trafik og klima.
Valget er et fravalg
“Tendensen med at mange vælgere ved dette valg stemte som en negation – ikke på noget de vil have, men tværtimod stemte imod det, man ikke vil have – forstærkes af, hvilke emner vælgerne anser for at være de vigtigste”, skriver Kommunistiska Partiet (KP) i en leder i ugeavisen Proletären.
Velfærden bliver nemlig opfattet som vigtigst. Først og fremmest sygehusene og derefter skoler og uddannelse.
Men hverken sygehusene, skoler eller uddannelse har været store punkter i valgkampen, med små, spredte undtagelser. De store emner har til gengæld været indvandring og hårdere straffe mod kriminelle. Det er emner, hvor Socialdemokraterna nærmest har kopieret det meget højreorienterede Sverigedemokraternas politik.
“Men hvorfor stemme på kopien, når originalen stadig findes og vil fortsætte ud i den retning? Socialdemokraterna blev straffet for det og fik sit værste valgresultat siden 1928”, kommenterer KP.
Nu venter regeringsforhandlingerne. Men som KP påpeger, så er der ikke en ny politik på vej.
Milliarder ruller fortsat ind i militæret, der skal have hele fem procent af Sveriges bruttonationalprodukt, og EU har fortsat en spændetrøje om landets økonomi, kritiserer KP.
Lokal fremgang i Göteborg
Kommunistiska Partiet førte først og fremmest valgkamp til kommunalvalgene i en række kommuner.
I Lysekil, hvor partiet har siddet i kommunalbestyrelsen i en lang årrække, gik partiet tilbage fra 5,5 procent til 4,5 procent – nok til at partiet mistede det ene af to mandater.
Partiet har ifølge den første stemmetælling ikke fået mandater i andre kommuner. Den endelige fintælling er fortsat i gang.
Men i Göteborg, hvor KP har sit hovedsæde, er der fremgang. Partiet er ikke blev valgt ind, men har fået 25 procent flere stemmer, fra omkring 1300 til nu 1746.
– Vi går frem for første gang i 20 år, hvilket er fedt. Jeg tror, at Göteborg som by er parat til at tage et ryk mod venstre, og det afspejles også i, at det rød-grønne bystyre nu kan sidde uden Centerpartiet (et borgerligt parti i opposition til den borgerlige regering, red.), siger Pia Jacobsen fra KP’s afdeling i Göteborg til Proletären.
Hun fortsætter:
– Samtidigt har vi haft en stærk tilstedeværelse rundt om i byen, hvor vi har haft fire ”valghytter” sat op, og først og fremmest arbejdet hårdt ind mellem valgene.
Ifølge Pia Jacobsen har Göteborg-afdelingens indsats på boligområdet givet resultater. I boligområderne Siriusgatan og Landala, hvor kommunistpartiet længe har kæmpet mod huslejestigninger, fordobler partiet sin opbakning.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

