I sidste uge kom den seneste omgang resultater fra den internationale PISA-undersøgelse. Resultaterne blandt danske skoleelever var de værste, siden undersøgelserne begyndte for 26 år siden. I læsning var resultaterne særligt grelle, hvor en 15-årig i dag har læsningsevnerne, som en 13-årig havde i 2015 – ifølge PISA-testens logik.
Siden da har debatten raset om, hvad der mon kunne være årsag til de her tal. Er det for meget forældreindblanding? Er det for mange skærme og digitale distraheringer? Er de unge for dovne og gider faktisk slet ikke at lære noget? Er der bestemte grupper af elever, som skaber for meget uro i klasserne?
Der ser ud til at være en forklaring, som passer perfekt ind i enhver politisk dagsorden. For Socialdemokratiet er det skærmene, for Dansk Folkeparti er det uroskabende indvandrere. Hvert eneste parti eller meningsdanner har deres helt egen teori, som de gerne udbasunerer, hver gang de har mulighed for det.
Men et langt mere overskyggende problem, som i stor stil har påvirket kvaliteten af folkeskolen, har indtil videre fået meget lidt opmærksomhed fra det politiske lag – hvilket giver mening, da de selv har skabt problemerne.
Folkeskolereformen fra 2014 – og det dertilhørende lovindgreb i lærernes overenskomst –, inklusionsloven og en kronisk underfinansiering af skolen.
De her tre elementer har mere end nærmest alt andet påvirket den folkeskole, vi ser i dag. Folkeskolereformen var en slet skjult spareøvelse, som blev betalt med lærernes forberedelsestid. Lærer forventes i dag at levere mere undervisning, men med mindre tid til at forberede den end for 15 år siden. Så er det ikke noget under, at det også kan mærkes på undervisningen.
At løse de udfordringer, som folkeskolen står overfor, kræver politisk handling. Det kræver ressourcer og en ordentlig arbejdstidsaftale for lærerne.
De markant forværrede arbejdsforhold for lærerne kan også være en forklaring bag, at flere og flere uddannede lærere forlader faget. I dag er det således næsten hver femte nyuddannede lærer, som forlader folkeskolen inden for tre års ansættelse.
Inklusionsloven krævede børn med særlige behov ind i de almene klasser, men uden hverken efteruddannelse eller ressourcer til at håndtere de udfordringer, som det unægteligt ville have. Så meget lig folkeskolereformen var det en slet skjult spareøvelse.
Alt i alt mangler folkeskolen omkring fire milliarder kroner, hvis den skulle kunne følge med den øvrige samfundsøkonomiske udvikling.
Folkeskolen har altså i årevis været udsat for en lang række spareøvelser, forværring af lærernes arbejdsforhold og kronisk underfinansiering. Med det in mente lyder det pludselig utroligt hult og hyklerisk, når politikere forsøger at bortforklare det faglige fald i folkeskolen med alle mulige andre søforklaringer.
At løse de udfordringer, som folkeskolen står overfor, kræver politisk handling. Det kræver ressourcer og en ordentlig arbejdstidsaftale for lærerne.
Politikerne forsøger at lægge ansvaret fra sig, at nægte deres egne katastrofale beslutningers indflydelse på udviklingen, det skal de ikke have lov til. De skal mindes om, hvordan de selv smadrede grundlaget for folkeskolen.
Deres svigt af landets skoleelever, af landets lærere, er det, vi ser resultatet af nu.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
